Hvis du hver gang du skyder på råvildt-skiven fra 100 meter i en jagtrelateret skydestilling, kan levere en treskuds gruppe som vist på billedet, er både du og din riffel meget præcise

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Man hører jævnligt beretninger om fantastisk præcise skud affyret på lange afstande mod vildt, både i bevægelse og stillestående. Der er ingen tvivl om, at disse skud nu og da hænder, men spørgsmålet er om jægeren, der affyrede skuddet, kan gøre det hver gang?

Ved træning på skydebanen præsterer riffeljægere som regel treskuds grupper, de kan være ganske tilfredse med og ind imellem opnås en fantastisk tæt skudgruppe, man stolt viser til sidemanden. Men så er der jo også de grupper der meget hurtigt bliver plasteret over. Så for at bedømme ens egne evner med det valgte gevær og ammunition, bør alle dagens skydeskiver samles og samtlige skud markeres på en enkelt skive, for at give et indtryk af ens formåen netop den dag.

Jægerens ansvar overfor vildtet er selvfølgelig, at sikre en så hurtig og smertefri nedlæggelse som vel muligt. Derfor skal han, hver eneste gang der afgives et skud mod et levende væsen, tage alle aktuelle forhold i betragtning: Riflens egenspredning og hans personlige skudspredning bør han have fuld viden om, forhåbentligt fra jævnlig skydebane træning i jagtrelevante skydestillinger både med og uden støtte. Men derudover skal vind, skudafstand og byttets vinkel nyvurderes før hvert skud, mens det pågældende byttets vitale zone selvfølgelig er kendt på forhånd, som f.eks. rådyrets 20 cm træfcirkel.

Egenspredning

For at vurdere ens riffels egenspredning med den valgte ammunition kræves en meget stabil skudstilling eller allerhelst en fastspænding af riflen. En liggende skydestilling med støtte er nok den mest benyttede, da mange baner ikke har bedre muligheder. Men for at minimere skyttens påvirkning af resultatet er skydning fra en skydebænk med fast støtte, både under forskæftet og kolben, så langt at foretrække, hvis man altså ikke har mulighed for fastspænding af riflen.

Man betragter normalt en riffel med en egenspredning på 1 MOA (et gradminut) som værende præcis, dog kommer rifler fra specialfirmaer af og til med en garanti for treskuds grupper på ½ MOA og ved særlig udvælgelse af ekstra præcise piber og særlig tuning kan der opnås endnu mindre grupper. Men de massefremstillede fabriksriflers 1 MOA er dog normen for den almindelige jæger. Amerikanerne beregner 1 MOA i yards og tommer og for nemheds skyld afrundes det til 1 tomme på 100 yards mens man efter metersystemet regner med 3 cm på 100 m (afrundet fra 29,08 mm).

Tre-skuds grupper

Jægeren bør affyre adskillige treskuds grupper og måle afstanden mellem de to skud der sidder længst fra hinanden (måles fra hullernes centrum). Hvis riflen holder en gruppestørrelse på gennemsnitligt 30 mm er den altså 1 MOA, men også her bør alle skiver samles og vurderes under ét.

Når man har fundet frem til riflens egenspredning begynder skydning i de stillinger man normalt anvender på jagt som f.eks.; siddende med støtte under forskæftet svarende til skud fra tårn eller stige; stående eller siddende med og uden skydestok osv.

Og husk lige, at liggende skydestilling er en meget sjældent anvendt stilling under aktuel jagt, måske med undtagelse af jagt i bjerge, så de resultater man opnår under sine årlige indskydninger netop i liggende stilling, kan ikke rigtig anvendes til bedømmelse af jægerens egenspredning under jagt.

Man opdager hurtigt, at skydning fra tårn eller stige giver de tætteste grupper og stående uden støtte giver de ringeste. Et konstant resultat på 2 MOA på 100 meter i den valgte skydestilling, som der er vist på billedet over denne artikel, er meget fin skydning fra en jagtrelateret stilling.

Men de fleste vil nok indrømme at denne gruppestørrelse, selv fra stige eller tårn, måske ikke svarer overens med deres egne resultater, der, hånden på hjertet, måske nok nærmere ligger på 3 MOA.

En konstant gruppestørelse som denne er selvfølgelig glimrende på afstande selv ud over 100 meter og vil jo stadig ligge inden for rådyrets 20 cm vitalzone ude på 200 meter, hvis ellers indskydnings afstanden er rimelig, vind og afstande nøje indregnet og man ikke er psykologisk hæmmet ved lange skud.

Noget anderledes stiller det sig derimod ved skud mod rævens gennemsnitlige vitale zone på omkring 10 cm, hvor man med et personligt 3 MOA allerede på 120 meter spreder skuddene mere end 10 cm.

Skud over 120 meter

Så hvis man ønsker at afgive skud mod ræv på længere afstande end ca. 120 meter, skal man sikre sig, at ens kombinerede egenspredning altid ligger under 3 MOA. Nu vil en del jægere sikkert mene, at de i alle skydestillinger med støtte, skyder bedre en 3 MOA og det er uden tvivl helt korrekt for nogles vedkommende, men rigtig mange kan ikke klare under 3 MOA.

Især resultaterne ved en riffelprøve kan være lidt af en øjenåbner, da rundt regnet hver tredje dumper, men for de der består, er resultatet ofte heller ikke meget at prale af. En 3 MOA gruppe (9 cm) for seks skud ses meget sjældent til riffelprøven, mens en spredning over hele målområdet mere er normen for de fem ud af seks skud der ellers rammer cirklen. En cirkel der jo trods alt er hele 6,9 MOA i diameter.

Det er derfor glædeligt, at mange jægere frivilligt pålægger sig selv en maksimum skudafstand til vildt på 100 meter, selv om riflens egenspredning sagtens kan klare væsentlig længere afstande. Men lidt mere tid på skydebanen var nok også tilrådeligt.