Redaktionen modtog i 2007 dette læserbrev fra en midtjysk jæger, der ønskede at være anonym. En konkret, og ikke uaktuel hændelse rejser spørgsmålet: Hvad vejer tungest, det gode naboskab eller hensynet til et påskudt dyr?

Af Redaktionen

Har et fint stykke jagt med en stor bestand af kronvildt. Sidste år så vi en morgen ca. 150 dyr, som vi fotograferede. Forrige år skød vi to 12’endere – den ene bronze, den anden tæt på. Desuden nedlagde vi otte hinder og kalve.

Vores udlejer mener, at vi bør skyde mindst 20 krondyr for at holde bestanden på et acceptabelt niveau … Men nok om det. Tilbage til mit budskab.

Vi skriver den første oktober. Min kammerat går på plads, da jeg kører til vores lille hytte. Herfra ser jeg ca. 20 dyr, herunder en stor hjort (12’ender). I en mindre rudel lidt derfra, går seks dyr ledsaget af en pæn 8’ender. Jeg parkerer bilen og går til modsatte ende af marken. Her møder jeg ca. 25 hinder og kalve samt en brølende hjort.

Klokken er nu 7.10, så min temperatur begynder at stige.

7.15 begynder dyrene at trække ned mod skoven. Jeg følger efter dem – afstanden er ca. 150 m., men hjorten er dækket af hinder og jeg kan ikke afgive skud. Synet af den flotte og kraftige 12’ender gør mig helt dårlig og min mave kører rundt. Men desværre …

7.18 trækker de ind alle i skoven.

7.24 hører jeg et skud et stykke borte og er atter ved mig selv igen. Jeg får styr på maven og vejrtrækningerne.

7.40 går jeg ned langs skoven (statsskov) og efter 400 meter møder jeg en indhegning på cirka 150 x 200 m. Hegnet er ca. 1.5 m. højt og skal vel beskytte planterne mod bid fra krondyrene.

Alligevel går dyrene i selve hegningen – i alt 20 hinder og kalve samt en spidshjort. Hegnet var intakt og uden brud og man må undre sig over, hvilket formål hegnet egentlig har! Nå, men det er ikke vores jord og der var ingen tegn på, at dyrene ville andre steder hen.

Jeg lister videre og efter 200 m ser jeg en spidshjort komme ud på sporet. Den løber fremad, men efterlader ingen chance for skud. Lidt efter følger en hind samt to kalve, der heller ikke gav mig mulighed for at skyde. Kort tid efter hører jeg tre skud fra naboen, der råder over cirka 60 ha græs og nysået korn.

Pludselig kommer spidshjorten over en vej og løber ind på naboens mark. Den virker MEGET forvirret, men jeg kan ikke se tegn på, at den er påskudt. Lidt efter følger hinden og kalven, der fortsætter direkte ind i skoven. På vej mod hytten, sammen med min kammerat, udveksler vi episoderne fra morgens jagt.

Vi beslutter os for at undersøge, hvad der er sket. 5-800 meter fra vores jagtterræn ser vi en jæger samt en landmand ved en traktor. De arbejder med at læse et eller andet og vi kører op til dem og ser, at der ligger to kalve i græsset. Vi ønsker selvfølge tillykke og får en beretning om hvordan det gik til.

Historien var som følger: Der var først kommet en kalv ud, som gik ned i skuddet. Derefter kom der et dyr mere ud, som jægeren skød til og ramte. Derefter løb fem til otte dyr derfra. Han mente bestemt, at han havde skudt forbi til et af dyrene – en spidshjort. I øvrigt var han meget forbavset, da han fandt de to dyr, da han troede, at det var en kalv og en hind, som han havde skudt til. I stedet lå der to kalve.

Jeg spurgte ham ud om skuddet til spidshjorten, da jeg jo netop havde set en spidshjort løbe derfra med unormal opførsel. Men efter jeg havde foreslået, at man skylder det påskudte dyr en eftersøgning, kunne jeg tydeligt fornemme, at jeg ikke skulle spørge mere til det. Jeg følte mig ikke godt tilpas, men gjorde ikke mere ved det, da jeg ikke ønskede at spolere glæden for jægeren, der havde nedlagt sit første danske krondyr.

Næste dag

Jeg havde et møde i Kiel, men kunne lige nå tilbage til en times jagt inden solnedgang. Efter at havde set på en hind i 20 minutter, lyder der fire skud fra naboen (ikke den tidligere omtalte). Solen går ned og jeg kører til min nabo for at høre, hvad der er sket. Der ligger en spidshjort på gårdspladsen og jeg siger selvfølgelig tillykke. På tør midtjysk svarer han:

– Ja, men den skulle have fem skud.

– Nå, jeg hørte da kun fire, svarede jeg.

Jægeren spurgte om det var os, der havde skudt på hjorten tidligere. Jeg sagde selvfølgelig nej, da vi endnu ikke havde løsnet et skud på vores terræn i indeværende sæson. Naboen forklarede, at den unge hjort gik meget stille rundt på hans mark. Den så dårlig ud og derfor hentede han riflen. Hjorten måtte dog som nævnt have flere skud før den forendte.

Man da jægeren undersøgte dyret, opdagede han et ældre skudsår i bunden af maveregionen – cirka 10 cm oppe. Tarmene hang ud af dyret og det var nemt at se, at det ikke var et nyt skud som var årsagen. Såret var tørt og alt tydede på, at den nedlagte hjort var den hjort, jeg havde set dagen før. Så var den alligevel anskudt …

Jeg fik det nu rigtig dårligt, da det stod klart, at jeg naturligvis burde have holdt fast i min første indskydelse. Jeg burde have insisteret på, at jægeren der anskød hjorten, burde have tilkaldt en schweisshund.

Selvom jeg i princippet var uden skyld i episoden, fik jeg det mildest talt elendigt. Ja, faktisk følte jeg et medansvar i hændelsen, selv om man naturligvis kan diskutere om dette er berettiget eller ej.

Jægerhilsen

Den annonym jæger

Hvad mener du: Burde vores læser have reageret anderledes, end han gjorde?