Hvorfor sker der af og til jagtulykker på New Zealand. Det giver den danske jæger Per Jacobsen, som er bosiddende på New Zealand, her sit bedste bud på …
Af Per Agerlund Jacobsen
Du har været på jagt i bushen de sidste tre dage sammen med to af dine jagtkammerater. De to andre er gået i andre retninger og området foran dig er dit.
Du har været på nakken af en ordentlig hjort de sidste 3 dage. Hvert et skridt blir nøgternt taget, og al bevægelse sker med tanke for mindst larm og vindretning. Du knæler og hiver “brølehornet” frem. Et ordentlig brunstkald lyder ud gennem hornet. Du er stille. Med åben mund, sidder du og venter. Venter på et kald tilbage.
Pludselig efter et par kald hører du kaldet du har ventet på.
Adrenalinen begynder at flyde. Afstanden er cirka 100 meter. Skridt for skridt kommer du nærmere.
Du kontrollerer vinden igen. Den er sublim. Foran dig er 15 meters sigtbarhed.
Du løfter riflen op, fører en patron op i kammerat, fingeren på sikring – klar til at skyde.
Du hører endnu et brøl. Kors den er tæt på. Pludselig hører du kviste blive knækket. Hjertet banker løs i brystet på dig. Den er næsten foran dig.
Du skuldrer riflen og venter. Venter på kæmpen du har jaget i tre dage. Han har været for snu, men nu har du fordelen, og har ikke tænkt dig at lade ham slippe!
Pludselig ser du en bevægelse i bushen foran dig. Geværet er skuldret, sikringen bliver skubbet fra safe til onsafe.
Den må ikke angribe dig! Pludselig ser du en opsats rykke i grenene, toppen af dens hoved, og ryggen der kort kommer til syne. Hold kæft den virker stor!
Hovedet virker til at dreje mod dig, har den mod opdaget dig?! Du fører piben ned langs nakken, og ned mod hvor bladet må være.
Riflen smælder idet det sender en dødelig kugle på sin vej mod dit bytte.
Du hører et bump. Yes, du fik den!
Adrenalinet flyder rundt i kroppen på dig, endelig efter tre dages stalking i tæt bush.
Du genlader hvis den skulle finde på at stikke væk inden du bevæger dig derover.
Langsomt nærmer du dig busken. Du skubber den til side, med geværet klar til at skyde. Skubber endnu en gren til side. Kigger ned. Din mund står på vid gab.
Du taber geværet, nakkehårene rejser sig på dig og benene giver efter. Du kigger ned på din jagtkammerat der ligger – død foran dig, med din kugle igennem hans hjerte. Han skulle jo ikke være på dit område.. Men det var han, og han var ikke en hjort men din jagt kammerat!
Det er ikke første gang New Zealand er genstand for en fatal jagtulykke. Vi ser det hvert år.
LÆS MERE: Jagtulykke kostede 11-årige dreng livet
Tit og ofte er det en jagtkammerat som bliver forvekslet med en hjort i den tætte New Zealandske bush.
Forklaringerne er tit også de samme. Skytten var sikker på han så en hjort, skød, for derefter at finde sin jagtkammerat, død, skudt af ham selv i “kampens hede”.
I New Zealand er der også et ord for dette fænomen. Det er når brunsten begynder omkring starten af April. Det er “The start of the Silly Season”. Oversat til Dansk, starten på den tossede sæson.
Jo det kan måske godt minde lidt om wild west tilstande, men det er det dog langt fra. Tit og ofte er det nogle af de mest erfarne jægere, der gennem flere årtier har været forbilleder for yngre jægere, har praktiseret korrekt våbenbehandling.
De blev blot fanget midt i brunst rusen så at sige. Det New Zealandske politi har sågar indført et ordsprog blandt jægere i NZ; “Identify your target beyond all doubt”.
Identificer dit mål uden skyggen af tvivl.
Desværre sker disse tragedier år efter år. Man er i New Zealand nu begyndt at forsøge sig på at introducere et alarmerings system der påmonteres på hver riffel i New Zealand.
Alle jægere skal montere en infrarød refleks strip, som vil fortælle laser sensoren på riflen at “dyret” man sigter på er et menneske.
En alarm vil poppe op, og en tragedie er undveget (www.huntersafetylab.com). Dog er det desværre ikke et lovkrav, og bliver næppe heller.
For mig at se har jeg ikke det store problem med usikkerheden om at blive skudt af en anden jæger.
Jeg jager i bjergene i New Zealand, og er sjældent at finde i bushen.
I bjergene er der masser af sigtbarhed og man har tid til at vurdere sit bytte. Jeg oplever dog stadigvæk en god grundlæggende erfaring omkring våbenbehandling, og jagtplanlægning iblandt Kiwier.
I New Zealand kan man erhverve sin våbentilladelse i løbet af et par uger.
Man skal op til en prøve hvor man skal svare på 30 spørgsmål. Er mere end 2 af spørgsmålene forkert svare, så dumper man.
Kiwier, der har våbentilladelse, er ofte meget bevidste om at de har en riffel. Man overnatter tit i hytter rundt om i bjergene, og der kommer også ikke- jægere ind, så derfor er det vigtigt at fortælle dem der kommer ind til hytten, at man er jæger, at ens riffel, står ovre i hjørnet, bundstykket er taget ud, og patronerne gemt af vejen.
Danske jægere der ikke har oplevet en intens brunstjagt i jungle, skal netop være opmærksomme på, at der går andre rundt ude i bushen med våben og et horn til at brøle med.
Selv når spændingen er på sit højeste, så er det super vigtigt at man bevarer overblikket, og sørger for at identificer sit mål uden skyggen af tvivl.
Brug den gode fornuft, du har lært, da du tog det danske jagttegn.
Gør det til en vane at spørge dine venner om deres gevær er afladt. Bed dem om at kontrollere. Vis dem at du selv kontrollerer.
Så længe man bevare sin sunde fornuft er det ikke mere farligt at jage i junglen end det er andre steder. Man skal bare huske at tænke sig om og gøre brug af alt det kan har lært – både mens man var på skolebænken og tog sit jagttegn, og – ikke mindst – alle de erfaringer, men har gjort sig gennem sit jægerliv.
Når hjorten brøler i den tætte regnskov, får man brug for det hele …