Markskader, forvoldt af vildsvin, blackbuck og axishjort fører til overvejelser om licensjagt.

Tiden skal skrues 35 år bagud. Så lang tid siden er det, lovlig jagt har kunnet udøves i Indien. Men landet kan meget vel tænkes at ville genåbne for jagt. Det er i hvert fald den mulighed, “Times of India” bragte til torvs i november i år, og som progressive indere der øjner en profit ved agenturvirksomhed, hilser velkommen. Genåbningen af jagt kædes ifølge Hunting Report sammen med overvejelser om et “Campfire-Projekt” i delstaten Madhya Pradesh i det centrale Indien.

Som det afrikanske Campfire-Projekt tager den indiske udgave sigte på, at det økonomisk skal komme lokalbefolkningen til gode gennem de afgifter, trofæjægere skal erlægge for at nedlægge vildsvin, blackbuck antelope og axis- eller chitalhjort. Bestandene af disse tre vildtarter er eksploderet i flere delstater. Følgevirkningen er mindre høstudbytter af landbrugsafgrøder og betydelige økonomiske tab for landbefolkningen.

I Madhya Pradesh beløber tabene sig til mere end 2,5 millioner USD om året. Oven i dette overgræsser de store bestande af de tre nævnte vildtarter følsomme biotoper for den truede barasingha hjort, som i forvejen er under pres af menneskelig foretagsomhed og stærkt stigende bestande af naturlige fjender. Af nogle indere anses kontrolleret trofæjagt ifølge Hunting Report derfor som et redskab til bevarelse af vildtbestandene i bedre forståelse med lokalbefolkningen.

Der er imidlertid nogle hurdler, der skal overvindes, før trofæjagt kan implementeres i Indiens vildtforvaltning. En af dem består i at overbevise den offentlige jagtmodstand, der er vokset stærkt siden jagtstoppet i 1972 om, at licensjagt på nogle vildtarter gavner såvel lokalbefolkningen som vildtbestandene.

En anden hurdle består i at overvinde modstanden i miljø- og skovministeriet, fordi embedsmænd her ikke forstår bevarelsesaspektet i trofæjagt for vildtbestandene, og tilmed er bekymret for riffeljagt nær beboede områder.   Desuden er det praktiske problem, at blackbuck står på Liste 1 i den indiske rødliste og derfor må overføres til Liste 2 eller 3 for at kunne få en jagttid. Den indiske bestand af blackbuck er dog ikke listet af CITES (Washington-Konventionen).

Kun bestanden af blackbuck i Nepal er det, men klassifikationen er CITES III. En indisk kilde oplyser til Hunting Report, at han i Madhya Pradesh har spottet blackbucks med horn på 37 inches (cirka 93 centimeter, red.). Den samme kilde mener desuden, at det sideløbende med licensjagt på vildsvin, blackbuck og axishjort vil være opportunt at indføre jagt på indisk vildhund, der beskrives som en frygtløs predator.

Den indiske vildhund er barasingha hjortens værste fjende. Kræfter i Indien, som arbejder for genindførelse af jagt, mener umiddelbart, at jagtlicenser bør sælges på årlige auktioner til private jagtagenturer, som så igen sælger dem videre til trofæjægere. Pengene, der kommer ind, forudsættes dels anvendt til vildtforvaltning og dels som plaster på såret til de lokalsamfund, der lider økonomiske tab på grund af vildtskader på deres afgrøder.

Problemstillingen, økonomiske tab på landbrugsafgrøder på grund af stærkt voksende vildtbestande, kendes desuden i Himachal Pradesh og Punjab i Nordvestindien. Indiske kilder giver over for Hunting Report udtryk for, at problemstillingen i tre delstater må være et tilstrækkeligt grundlag til at kunne vende den offentlige opinion i landet, således at jagt igen kommer til at spille en central rolle i Indiens vildtforvaltning.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...