Den profesionelle jæger Percival blev mentor for en ny generation af PH-ere og blev den højest betalte professionelle jæger i Afrika i det 20. århundrede

Tekst: Henning Kørvel

Efter at have deltaget i safari 1909-1910 med Theodore Roosevelt og hans søn, Kermit, blev Philip Hope Percival professionel jæger. Han tiltrak eksklusive kunder, fx baron Rothschield og Ernest Hemingway, der blev så begejstret for ham, at de blev nære venner, og han beskrev ham i to af sine bøger. Percival blev mentor for en ny generation af PH-ere: Sydney Downey og Harry Selby, og han blev den højest betalte professionelle jæger i Afrika i det 20. århundrede.

Han guidede Theodore (”Teddy”) Roosevelt (27. oktober 1858 – 6. januar 1919), der fra 1901-1909 var USA’s 26. præsident og hans søn, Kermit, på deres over et år lange safari fra 1909-1910, hvor de skød over 1.000 vildtarter, heraf 512 stykker storvildt, blandt andet 17 løver, 11 elefanter og 20 næsehorn.

Han guidede endvidere baron Rothschild fra verdens rigeste familie og skuespilleren Gary Cooper, og han guidede Ernest Hemingway, der i figuren, Robert Wilson, portrætterer Percival i historien ”The Short Happy Life of Francis Macomber”.

Philip Hope Percival (1886 – 1966) kom til verden i Newcastle i det nordlige England, og mens han var ung, rejste hans storebror, Blaney (født 1875) til Kenya i Østafrika, hvor han blev vildtinspektør, og han sendte spændende beretninger hjem, som blev slugt med stor interesse af Philip.

Da Philip blev 21 år, arvede han en mindre sum penge, og for dem rejste han i 1906 til Kenya for at slutte sig til broren. Philip bosatte sig på en farm i Limuru for at dyrke kaffe og hvede og opdrætte strudse, kvæg og heste.

Philip fandt dog hurtigt ud af, at opdræt af strudse blot var lig at producere ”bait” for løver, og han begyndte derfor at jage løver, men ikke for at beskytte strudsene. Han tog klienter med ud for at jage dem for en pris af 10 GBP pr. uge og 25 GBP pr. nedlagt løve.

Presseomtale genererede klienter

”Roosevelt-safarien” fra 1909-1910, som Percival blev assistent ved under andre PH-ere, kom til at ændre hans liv, fordi han blev PH. Roosevelt kunne godt lide Percival og skrev om ham:

”På Bondoni var Percival – en høj, senet mand – en fin rytter, og ligesom mange andre på safarien bar han blot en hjelm, flannelsskjorte, korte bukser og støvler. Jeg vil aldrig glemme synet af ham, mens han gik ved siden af oksespandet med sin pisk, mens den smukke fru Percival sad i vognen med en gepardunge, som vi havde fundet og præsenteret for hende, og som hun tæmmede”.

Efter Roosevelt-safarien, der fik megen presseomtale både i og uden for USA og genererede jægere til Afrika fra hele verden, besluttede Percival sig for at blive fuldtids professionel jæger, og en af de første solokunder var baron Rothschild. Han guidede også kongelige personer, bl.a. hertugen og hertuginden af Connaught.

Da Percival havde fået mere erfaring som safariarrangør, sluttede han sig til safarifirmaet Newland & Tariton, der blandt andet omfattede Alan Black.

Da Newland & Tariton blev opløst i 1919, og Safariland opstod af asken, blev han medarbejder her, og i den tid der fulgte, blev han mentor for en ny generation af professionelle jægere som Sydney Downey (1890 – 1972) og Harry Selby (1925- 2018).

De fik begge en strålende karriere, og Downey guidede i 1937 Grev Ahlefeldt på dennes safari, hvor han skød med bue og pil og beskrev safarien i bogen ”Impala”.

Philip Percival købte 9. december 1927 et par dobbeltrifler fra Joseph Lang i caliber .450. De var bygget det samme år.

Et par dage efter sin 76-års fødselsdag skød han to løver i to skud med en af disse rifler.

Percival blev den første præsident i ”East African Professional Hunter’s Association”, og han bestred denne post i 15 år.

I 1930 blev han ansat som præsident for EAPHA og forlod Safariland for at slå sig sammen med Bror von Blixen-Finecke (1886 – 1946) i joint venturet ”Tanganyika Guides Ltd”., som han blev direktør for.

Mens Percival var partner med von Blixen, guidede han Hemingway på begge hans afrikanske safarier med den første i 1934.

Margot skød sin mand på bøffeljagt

Han og Hemingway blev nære venner. De brugte kælenavnet ”Pop” om hinanden. Og figuren ”Jackson Philips” i ”The Green Hills of Africa” (1935) er inspireret af Philip Percival.

Hemingway betragtede Percival som en stor lærer for ham i afrikansk jagt, og transformerede den Percival, som han kendte til Robert Wilsons karakter i ”Francis Macombers korte lykkelige liv”.

Percival havde fortalt om Francis Macomber og hans smukke hustru, Margot, til Hemingway, og episoden hvor hun skyder og dræber sin mand, skete angiveligt under en safari i 1909.

Parret havde et rænkespil kørende, men fordi hun var meget smuk, ønskede Francis ikke at forlade hende, og hun holdt fast i ham, fordi han havde mange penge, men hun foragtede ham.

Han fortjente dog hendes foragt, da han løb fra en anskudt løve som en bange kanin. Og hun foragtede ham stadig om aftenen, da hun forlod parrets telt for et natligt rendezvous med den professionelle jæger, Robert Wilson (Philipe Percival).

Næste dag opviste Francis et vist mål og mod, da han skød to bøfler og anskød en tredje bøffel. Han og Percival opsøgte og fangede den anskudte bøffel af den følgende dag, og fra bilen skød Margot et skud mod formentlig bøflen med sin Mannlicher 6,5×54, men ramte sin mand i nakken, så han døde på det mest modige tidspunkt i ”hans korte lykkelige liv”.

Robert Wilson – Percival – betegnede det skæbnesvangre skud som et uheld, og Margot blev ikke tiltalt.

Tyve år senere vendte Hemingway tilbage til Afrika og jagede igen sammen med Percival. En optegnelse af dette findes i Hemingway’s postumt udgivne bog ”True at First Light”

Percival var dog ikke den eneste figur for Wilson. Kritikere har faktisk identificeret nogle af Bror von Blixens karaktertræk hos Wilson især med hensyn til kynisme og interessen for kvinder.

Arven fra Philip Percival – ”Jæger-dekanen” – stikker dybere end hans indflydelse på Hemingway. Af den nye generation af professionelle jægere, som Percival blev mentor for, kaldes han for ”den største jæger gennem tiderne”, og Harry Selby der selv jagede med en ny generation af udlændinge, blev således portrætteret af Robert Ruark.

I begyndelsen af Percival’s karriere var en safari i Afrika en langvarig affære, der krævede ugers rejse med skib for at komme frem til udgangspunktet. I slutningen af sin karriere mødte han sine kunder i Nairobi Airport, og han var en af de højest betalte professionelle jægere i det 20. århundrede.

Før sin død udarbejdede Percival et manuskript om nogle af sine oplevelser, som blev udgivet kort efter hans død under titlen ”Hunting, Settling & Remembering” (1967) med forord af hans yngste datter, Joy.

Selv om antikvariske eksemplarer er sjældne, så sikrer beskrivelsen af mødet med såvel Roosevelt som Hemingway, at han bliver husket. Percival behøvede dog ikke at skrive om sig selv for at blive berømt, for det har både Roosevelt i ”African Game Trails” og Hemingway i to af sine bøger sørget for.

Philip Hope Percival blev ikke blot mentor for en ny generation af professionelle jægere, men var den højest betalte afrikanske PH i det 20. århundrede.

 

Theodore ”Teddy” Roosevelt poserer på sin safari med en af de 11 elefanter, som han og hans søn skød på den over et år lange safari, der afsluttedes i 1910.

Philips kone ses her med den gepardunge, som blev optaget på Roosevelts safari, og som hun plejede og tæmmede.

Ernest Hemingway (yderst til højre) skød blandt andet greater kudu og en Thomson gazelle, som han er stolt af. Philip Percival, der ledede safarien, er nummer to fra venstre.

Sådan så Philip Percival’s trofærum ud.

Før sin død havde Philip Percival skrevet nogle af sine oplevelser ned, og de udkom i denne bog i 1967 med forord af hans yngste datter, Joy.

 

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »