En 57-årig mand er søndag morgen afgået ved døden efter at være blevet ramt af et skud under en jagt med en jagtkammerat

Af Redaktionen

En 57-mand fra Finderup ved Viborg er afgået ved døden, efter at han søndag morgen blev ramt af et skud under en jagt nær Sangildvej i Karup J. På jagten deltog den 57-årige og en 65-årig medjæger.

De foreløbige undersøgelser viser, at den 65-årige under jagten afgav skud over en afstand på omkring 100 meter mod det, han troede var en anskudt kronhind. Det viste sig i stedet at være den 57-årige mand, som blev ramt i benet.

Politiet modtog anmeldelsen om episoden kl. 08.11 og har indledningsvist sigtet den 65-årige for uagtsomt manddrab, mens flere sigtelser kan blive tilføjet efter afhøring samt nærmere undersøgelser af episoden og gerningsstedet.

Den 57-årige blev af en ambulancelæge erklæret død kl. 09.00.

De pårørende til manden er blevet underrettet.

Sagen bliver efterforsket hos lokalpolitiet i Silkeborg, og Midt- og Vestjyllands Politi har p.t. (9. jan.) ikke yderligere kommentarer i sagen.

LÆS mere om:

JAGTULYKKER

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »