Jagt bliver næppe en tungtvejende del af valgkampen, da jagtpolitikken føres af ikke folkevalgte organisationsfolk …

Netnatur leder

De danske jægere er ikke en ubetydelig minoritet. Ikke færre end 230.000 mennesker har ret til at indløse et jagttegn. Årligt udnyttes denne mulighed af tæt ved 180.000 personer.

Cirka hver tiende voksne mand hævdes at være jæger. Og antallet af kvindelige jægere er i vækst og mere end 10.000 jægere er i dag kvinder.

Dertil bliver der år for år flere og flere jægere, og generelt er der en tendens til, at fritid og frittidsinteresser prioriteres højere og højere. Jagt er ikke bare en hobby. Det er for rigtig mange en livsstil.

Alligevel skal man ikke gøre sig forhåbninger om, at jagt bliver en del af den politiske proces, der skal føres op til valget.

Ikke fordi 230.000 stemmer ikke er interessante nok i sig selv. Men fordi den demokratiske dåbsgave ikke kan anvendes i relation til jagtpolitiske spørgsmål.

De danske jægere er nemlig sat uden for direkte indflydelse på den førte jagtpolitik.

Enighedens pris

Jægerne kan naturligvis vælge at stemme på de partier, som hævder at besidde en jagtvenlig profil. Men det vil være at stikke sig slev blår i øjnene, hvis man forventer, at det vil gøre en forskel.

Det har nemlig ingen betydning, om man stemmer på et jagtvenlig parti eller man i stedet vælger at sætte sit kryds ved et af de traditionelt mere jagtkritiske partier. Alle jagtpolitiske spørgsmål er nemlig taget ud af de demokratiske processer, der gælder i et folkestyre. Jagtpolitik er overladt til det nedsatte Vildtforvaltningsråd.

Vildtforvaltningsrådet er som navnet antyder et råd og er ikke i sig selv beslutningsdygtige. Rådet er sammensat af repræsentanter fra organisationer, der repræsenterer landbruget, skovbruget, jægerne, ornitologerne etc. Organisationer som kan have vidt forskellige politiske agendaer.

Derfor kan det af og til være vanskeligt at nå frem til en enig indstilling. Noget der ellers er en mærkesag for rådet, som tilstræber, at man så vidt muligt undgår simple flertalsafgørelser.

Enigheden kan dog have sin pris. Ofte skal der iværksættes en politiske proces for at få alle med på vognen.

I praksis betyder det, at rådet af og til kommer til at virke som en politisk arena. Der bliver klippet en hæl og skåret en tå for at få kabalen til at gå op.

Et “folketing”

Den politiske proces betyder, at Vildtforvaltningsrådet er mere politisk end navnet antyder det bør være. Det er jo et rådgivende råd. Men når mennesker mødes, opstår der politik. Det er nærmest en naturlov.

For de organisationer, der har en repræsentant i rådet, er det spillets regler. De får ikke altid deres vilje, men sidder trods alt med ved bordet, når der forhandles.

Men hvordan står de mange jægere, der af forskellige årsager har valgt at stå udenfor de organisationer, der er repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet? Hvem varetager deres demokratiske rettigheder i relation til den førte jagtpolitik?

Reelt er de sat uden for døren og er uden direkte indflydelse, når der skal stemmes om landets jagtpolitik. Også selv om de betaler jagttegnsafgift og køber tilladelser til at opbevare deres våben.

Som landet ligger har de ingen indflydelse på den førte politik. Det samme kan med en vis ret hævdes at gælde for tusindvis af medlemmer, der udgør fundamentet for de mere topstyrede organisationer, der også er repræsenteret i rådet. Det er dog en helt anden debat.

Sammenfattende må det dog understreges, at en stemme på et jagtvenligt parti ikke nødvendigvis er en stemme på jagtsagen.

De folkevalgte politikere blander sig nemlig ikke i de indstillinger, som Vildtforvaltningsrådet forhandler sig frem til. Derfor kan det være “hip som hap” om den nye regering bliver blå eller rød – eller for den sag skyld sort eller grøn. Det kommer næppe til at berøre den første jagtpolitik.

Om dette er til fordel eller ulempe for jagtsagen er der sikkert delte meninger om. Men uanset hvordan man vender og drejer det, må man forholde sig til, at jagtpolitikken i Danmark reelt føres af ikke folkevalgte organisationsfolk.