”Get dorn mate! Technically we are not supposed to be here.” kommanderede den newzealandske jæger Dougal i dette rejsebrev fra Per Jacobsen, der i dag har bosat sig i landet, hvor jagten og livet leves frit

Af Per Jacobsen, 26. oktober 2009

Arbejdspladsen kunne sådan set rende mig et stykke. Det er ikke helt som at bygge huse i Danmark, der er nye regler man skal følge og alt muligt andet røvsygt. Heldigvis så selv fredag d. 5. juni 2009 sin fyraften i New Zealand, og Losen holdte klar i min Nissan der lige havde fået monteret en snorkel på toppen, så jeg virkelig kan rode mig ud i noget lort og dybt vand J.

Vi fik hurtigt pakket og var ude af røret før det blev mørkt. Køreturen op til Avoca Homestead, et nyrenoveret Homestead fra DOC, varede ca. små 2 timer, og ½ time på et lille 4 hjulstrack, ikke det helt vilde men en lille vandpyt eller 2 fik jeg nok slynget bilen ud i.. Louise, min kære forlovede klarede åbningen og lukningen af samtlige 15 røvirriterende fårelåger!

Floden Broken River var måske lidt for høj, så vi valgte at parkere bilen og gå over en tonsergammel swingbridge der skulle have været lukket for 50 år siden. Min snorkel kiggede på mig med meget skuffede gitre. Der var 2 andre jægere som skulle jage i området i hytten, og heldigvis havde de fyret op i pejsen så der var rigtig varmt da vi kom ind i hytten, lige noget man kan bruge efter en 10 minutters hård trampetur – overluksus J.  Los havde bagt snobrødsdej, og jeg lavede pølser – og jeg må nok tilstå, det var ikke det bedste camptuckermåltid jeg havde fået.

Det lå nok nærmere i den modsatte ende af skalaen. Det så tilsyneladende ud til at more de 2 jægere svært meget, så nogen fik da noget ud af det. Om aftenen inden vi går i seng, kom den ene jægere op til mig og sagde: Vi skal VIRKELIG tidligt op i morgen. Hvor vil i gå hen?

Jeg svarede at vi kun var på forbirejse, og vores hoveddestination var Poulter River. Fint, replicerede jægeren, og hoppede i seng. Jeg vågnede lidt over seks, gik rundt og rumsterede, jeg troede faktisk de var væk indtil jeg hørte snorken. Var lige ved at gå hen og banke på døren og råbe ”Sparrows Fart”, (når spurven morgen fiser) men droppede tanken. Los og mig hankede op i stumperne og kørte indad mod Poulter River.

Vejret var fantastisk, og tracket derind var helt igennem genialt. Selv det store slip, fyldt med sne på sporet, rasede Nissanen svært imponerende igennem. Vores destination var Turnbull Bivy. Da vi var på højde med den parkerede vi øsen, og krydsede den nu efterhånden ret så kolde flod, gik op igennem en lille strøm, og op på et stort fladt område, hvor bivyen lå 700 meter længere oppe.

En fin lille bivy, der kan sove 2 mennesker, måske endda 3, med super go fantasi, vi skulle ende med at sove 4 i den!

Jeg pakkede mig selv sammen og gik ud efter at skyde en grissebasse, men intet bød sig udover tæt bush som jeg jo holder så evindeligt meget af! Louise blev hjemme i bivyen, og gjorde rent og tændte op i ildstedet.

Der er bare INTET så godt som at komme hjem til en opvarmet hytte mens det sner og er minusgrader udenfor.. jo måske, men den tager vi en anden gang J. Bedst som den gode cuppa (slang for varm drik) varmede sig vej ned gennem systemet, bankede det på døren. Ind kom Dougal, og hans svoger Dan som i øvrigt havde noget så forunderligt som, arme der var længere end hans ben. Jeg har sjældent set noget så tosset som da manden rørte gulvet med den ene hånd, og loftet med den anden..!

Aftenen gik foran ildstedet. Dougal fortalte gamle spindelvævshistorier, om den legendariske vestkystmand, “Big Hands Roy”, og om de gamle deercullere, og hvad han selv havde bedrevet i sine 33 år. Dougal er en ven jeg har mødt gennem Geoff, nærmest ved et tilfælde. Han har vist forstået at min forkærlighed for jagt ligger på et forholdsvis højt plan, og Dougal mente han var lidt af samme støbning så vi teamede op og tog på jagt. Og mon ikk han frekventerer en del af mine fremtidige jagtture …

Han fortalte at de havde skudt efter 2 gemser på vejen op til Turnbull bivy, men at de havde ramt ved siden af, og ydermere måtte bede et par griser om at sju sju (stikke af). Da vi gik i seng, kunne manden stadigvæk ikke holde op med at snakke. Jeg var ved at dø at grin, skuffen blev bare ved med at åbne – nok ligesom når man lytter til Yours truely. Samtidig ligger ”Daddy long arms” sammenkrøllet 1½ gang, det var næsten synd at proppe den lange mand ind i det ”dukkehus”.

Morgenen viste sig fra sin fine side, og pejsen oplevede endnu lidt træ i brand. Efter en rådslagning blev vi enige om at gå ned til bilen og køre lidt længere ned af dalen.

På vejen ned støder jeg ind i en gris som jeg egentlig troede var Dan der var ved at lægge en turd – længere historie. Men det var det ikke og grisen stod bare og gloede på mig, og ser ikke helt tilfreds ud med situationen.

Desværre var min skyder og jeg ikke helt oppe på dupperne.

Omkring halvvejs stoppede vi hvor ”Daddy long arms”, og Dougal havde skudt efter gemser dagen før, og efter en 20 minutters tid finder jeg også hvad vi leder efter.

3 Gemser – men de er forbandet højt oppe. Pyrshen i sig selv ville være noget nær umulig at nå inden solen atter fedter om på den anden side af jorden. Vi går ned til bilerne, og satte os for at spotte derfra. Jeg spottede meget hurtigt 3 gemser, inden for rækkevidde endda! Vi vurderede dem og fandt 2 flotte trofæer iblandt, og en pyrsh blev sat i værk. Jeg spurgte hvem der havde lyst, Dougal var frisk som altid, røret Dan som var klædt i regnbuens farver, og hans ide om at hviske er at holde DB-niveauet omkring de 50-60 stykker – meldte fra. Jeg sprang pludselig hurtigt til og Louise meldte sig som ”meddeler” så hun stod for kommunikationen mens vi kravlede op.

Endnu engang rykker vi igennem floden Poulter, og begynder opstigningen. Det var en fed pyrsh! Gemserne var meget synlige for os, så vi valgte at lade en jæger blive og sikre, mens den anden løber op, stopper og sikrer for den første osv. Vi havde nogle hårrejsende øjeblikke, men efter en halv time er vi kommet et godt stykke op af bjerget, så tæt på at vi befinder os 140 yards fra Gemserne.

En gemse viser sig foran os, og Dougal er hurtig i refleksen og serverer en kugle for Gemsen, men en smule bagligt. Den dukker, og rejser sig op igen.

Jeg skyder et skud efter den og et halvt sekund senere skyder Dougal igen efter den, derefter faldt den!

Yes, en Gemse i hus! Louise fortalte os gennem Walkien at der var en del tumult rundt om ridgen, og hun ku stadig se gemser vandre uforstyrret rundt.

Jeg går først i bedste snigermanér. Vinden lige i hovedet – skidegodt! Bedst som jeg sniger mig omkring pynten, knækker jeg en kvist og en gemse rejser sig op 8 meter foran mig. Der var her tale om en af de to store gemser vi så nede fra bilerne. Op og bum, han løber en 10 meter, stopper, og blodet vælter ud af det dødbringende skud, jeg skyder igen.  Det var fantastisk tæt terræn, og en gemse der løber bare 20 meter indtil den falder død om, er næsten umulig at finde. Skuddet har gjort hvad det gør bedst. Jeg kommer hen til den, og tro lige på at fars smil kommer frem på 5-øren. En Gemsebuk i fuld vinterdragt, og omkring de 9 tommer. Jeg var himmelhenrykt! Alt hvad jeg drømte om i et gemsetrofæ! Jeg gir mig til at skinne dyret mens Dougal tager kødet fra den øverste.

Pludselig kommer en helikopter rundt om hjørnet, Dougal råber: ”Get dorn mate!” Why? ”Cause technically we are not supposed to be here.” – Fucking Dougal. Det var offentligt land, men turen derover indebar et lille smut over noget jord som tilhørte en farmer, som har en helikopter og et iltert temperament. Tsk tsk, jeg kastede mig i bushen.

Gemsen – der i øvrigt var i brunst, eller som Kiwi’erne kalder det: rut, landede oven på hovedet af mig, det rangerede lige under en 10ér på min absolutte sløjhedsskala!

Jeg fik skinnet færdig og pakket kødet, og begyndte turen ned. Mørket var ved at falde på, så turen ned blev et ræs med en gemse over nakken, ned gennem krat, og bush – en hel befrielse da vi kom ned til den iskolde flod og ku blive kølet lidt ned, og jeg ku få vasket ”brunsten” af mit hoved. Tilbage til bilerne stod de klar med 2 kolde øl, og vi fik taget billeder og målt min gemse, og diverse bullshit J.

Fantastisk jagttur og ganske succesfuld. Gemsen målte 9,5 tommer, og er pt. ved at blive udstoppet! En typisk weekend for os i New Zealand!

Efterskrift

Det er nu spøjst…

Her sidder jeg i New Zealand endnu engang med masser af eventyr for øje. Min forlovede og jeg blev enige om der var mere til livet end blot at købe et hus, få nogle børn, købe volvoen, og kalde hunden Jokum. (det sidste gør jeg nu nok alligevel, så ved jeg i det mindste det er den eneste hund i verden der rimer på lokum..) Vi solgte hvad vi havde, og flyttede til New Zealand, for lissom at ”live the dream” og undgå oprindelseslandet for janteloven.

Og igen ser jeg mig selv hernede, i gang med jagteventyr suppleret med fisketure, og lidt bjergbestigning, og ja, dykkerture når vi kan slippe af sted med det. Det trælse skal dog overkommes før det sjove kalder. Vi arbejder hernede denne gang. Jeg som tømrer, og Min forlovede som intensivsygeplejerske.

Vi bor i Christchurch. Jeg vil fra tid til anden komme med lidt historier hernede fra til opmuntring, og forargelse. Jeg håber i vil nyde dem, som vi selv gør hernede. Har i spørgsmål, ris eller ros, er i velkomne til at kontakte mig på perjacobsen79@gmail.com

Del gerne artiklen hvor du ønsker...