Netnatur har modtaget spørgsmål fra Jakob Larsen, der gerne vil vide mere om jagt med drivende gravhund. Svar på de rejste spørgsmål kan ses herunder

Af Michael Sand
I en mail til info@netnatur.dk skriver Jakob Larsen:
Hej Michael
Jeg er blevet fascineret af den måde, svenskerne driver råvildtjagt med gravhunde og andre hunde, som driver langsomt. Alene og sammen med andre jægere.
Hvordan gør de det, hvor meget bevæger de sig i terrænet efter hunden er sluppet?
Hvordan vælger de, de pass der passer til råvildt?
Er deres gravhunde ikke trænet på ræv eller kun på klovbærende vildt?
Kan du hjælpe mig?
Eller måske det kunne være stof til en artikel ??
Hilsen Jakob

Det er rigtigt, at jagt med drivende hund er meget populært i Sverige, men det er nu ikke kun svenske jægere, som er fascineret af den drivende gravhund. Også i Danmark har jagten sine tilhængere. Og den danske måde at drive jagt med de små hunde på er i øvrigt ofte inspireret af de svenske jagtmetoder.

Som udgangspunkt egner jagtformen sig bedst til relativt få deltagere. Ideen med jagtformen er, at hunden med hals driver råvildtet rundt i terrænet. Dyrene flytter sig, når hunden kommer for tæt på, og ofte vil drevet bugte sig gennem terrænet, da dyrene følger deres vante veksler.

Derfor er det vigtigt, at skovene ikke er fyldt med alt for mange jægere, der spreder fært og på anden vis skræmmer dyrene så de vælger at forlade området.

Er man kun få deltagere, er det også muligt i et eller andet omfang at flytte sig i forhold til drevet. Dette kræver naturligvis, at man som altid er opmærksom på sikkerhed og ikke giver sine jagtkammerater et chok ved pludselig at dukke op i et område, de regnede som sikker “killing zone”

Gravhundene er kendt som en selvstændig race, der så dagens lys, hvis man kan bruge det udtryk, under jorden, da den er avlet til at jage ræv af grav. Kun en hund med meget stor jagtlyst og selvstændighed begiver sig ud på den mission.

Denne selvstændighed ses også hos de hunde, der anvendes til drev, da man i avlsarbejdet lægger vægt på, at hundene skal beherske begge discipliner – altså både være i stand til at drive og jage under jorden efter ræv – og mårhund naturligvis.

LÆS OGSÅ:

JAGTHUND TIL RÆVEJAGT

Det kræver derfor en dygtig og viljestærk hundefører at træne en gravhund op til at drive med råvildt, da jagtformen – ikke mindst i Danmark – kræver, at man kan kalde hunden af drevet med mindre man jager i meget store områder, hvor hunden ikke fortsætter sit drev ind over naboterræn og trafikerede veje.

De mes passionerede jægere, der driver jagtformen, mestre naturligvis denne disciplin ligesom de ofte er i stand til at præge hunden på de vildtatter, de ønsker den skal drive med.  De øvrige ignoreres.

Pro et contra

Den drivende gravhund havde i det mindste for nogle år siden fremgang, og tilhængerne argumenterede for, at jagtformen medførte mindre stres og mere sikker skydning, da dyrene ofte kommer for uden at virke stressede. Modsat hvis de forfølges af en hurtig og langbenet jagthunde.

Men, som med alle andre jagtformer, er der både plusser og minusser, som man bør forholde sig til inden man vælge at afvikle en drivjagt med gravhunde eller andre langtgående hunde, der driver vildtet som støvere.

For en drivende garvhund gælder det om at hæg te sig fast i råvildtet færtspor. Kan hunden holde drevet kørende i tre kvarter, har den gode muligheder for at opnå det eftertragtede kvalitetsstempel; en 1. præmie.

Jeg har fundet et par citater fra en artikel, jeg skrev for nogle år siden, da jeg tror de kan være nyttige at have i baghovedet, når debatten falder på brug af de “rigtige “hundetyper, når der skal skal afvikles drivjagt på råvildt – som i dag ofte medfører drivjagt på andre hjortevildtarter, da bestandene af dåvildt og kronvildt over de seneste årtier har været i kraftig vækst.

Arnfred Thomsen, tidligere skovfoged:

 – På de mindre terræner er den drivende gravhund et godt alternativ til støveren, der går betydelig længere med vildtet. Det siger Arnfred Thomsen, drevdommer og pensioneret skovfoged fra Nørlund.

Arnfred Thomsen var en af de første herhjemme, der systematisk begyndte at anvende gravhundens evner til at drive.

– I forhold til drev med store hunde har jagten med de små hunde mange indlysende fordele. Store hunde presser vildtet alt for hårdt. Vildt, der kommer i for høj fart, giver alt andet lige dårligere skud. Tillige kan vi se, at vildtet generelt er mindre stresset i områder, hvor man udelukkende driver med små hunde, siger Arnfred Thomsen.

Robert Vestergaard, tidligere klitplantør:

– Drivende hunde er ikke egnede i områder med kronvildt, da presset kronvildt går meget langt. Derimod stresser jagt med de små hunde næppe råvildtet så kraftigt som jagt med store hunde.

– Når alt kommer til alt, er det dog jagthyppigheden, der er afgørende for stress-effekten. Hellere to-tre jagter, hvor man skyder hårdt, frem for mange forstyrrende jagter med et relativt lille udbytte pr. gang.

LÆS OGSÅ:

PÅ JAGT MED GRAVHUNDE, TERRIER OG STØVERE

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »