På jagt bliver man ofte budt på ”en lille én” før jagten. Men hvor mange “små” må man egentligt hælde indenbords, før man ikke længere må gå på jagt

Af Redaktionen

Et glas bitter til den fælles morgenmad og en øl til frokosten er for de fleste jagtselskaber nok lige så meget en tradition, som rundstykkerne om morgenen og de gule ærter til den 3. såt. Og så længe forbruget holdes inden for de samme rammer, som er nødvendige for legalt at kunne køre bil, er der næppe nogen der kan tage anstød af dette.

Det sagt bør man holde sig for øje, at når det kommer til alkohol, er skydevåben mindst lige så farlige som biler og bør behandles med samme respekt.

Samtidig må man huske, at loven ikke har fastsat en promillegrænse for omgang med skydevåben, det er derfor op til den enkelte jæger, at sætte en passende grænse.

Undersøgelse blandt 1.797 jægere

I 2007 gennemførte lægerne C. Therbo og C. von der Osten en undersøgelse blandt 1.797 jægere og heraf fremgik det, at 71% indtog max. 2 genstande på en jagtdag, 15% indtog slet ingen alkohol og kun 14% indtog mere end 2 genstande på en hel jagtdag.

Når det tages i betragtning, at en gennemsnits jagtdag er på 6 til 8 timers længde, må forbruget anses for absolut rimeligt, men de positive tal fratager selvfølgelig ikke den individuelle jæger for pligten til at sikre sig, at han selv og kollegerne fortsat udfører jagten på en forsvarlig måde.

Og skulle man endelig en sjælden gang ønske at have en større fest i forbindelse med en jagt, så kan den jo passende lægges i forlængelse af jagten.