Den 1. august starter efterårsjagten på rensdyr og moskusokser i Grønland. Kvoter for de forskellige områder er blevet fastlagt, og kan ses her …

Af Redaktionen

Hermed meddeles de fangstperioder og -kvoter for rensdyr og moskusokser – efterår 2017 – som blev besluttet af Naalakkersuisoq.

Da der ikke har været tællinger af rensdyr og moskusokser i adskillige år, foreligger der heller ikke i år nogen rådgivning fra Grønlands Naturinstitut og APN følger derfor forsigtighedsprincippet i enkelte fangst-regioner.

Med grundlag i minimumstælling af moskusokser i Ivittuut i juni 2017 er kvoten for Ivittuut blevet ændret.

Kvoter for Vinter 2018 vil blive sendt i høring til efteråret.

Rensdyr

1. Gældende for alle regioner: Erhvervsfangst af rensdyr starter 1. august og forløber til og med 15. oktober.

2. Gældende for alle regioner: Fritidsfangst af rensdyr starter 1. august og forløber til og med 30. september. Der vil i forvaltningsområde Nuuk kun blive udleveret to licenser gældende for fem rensdyr til hver fritidsfanger. En licens til Region 3 og en licens til Region 4.

3. Region 9 og 10 (Olrik Fjord, Prudhoe Land og Inglefield Land): Erhvervs- og fritidsfangst af rensdyr starter 1. august og forløber til og med 30. november.

4. Region 11: Region 11 udvides sydpå til Kommuneqarfik Sermersooq’s sydlige kommunegrænse – se Bilag 6.
Begrundelser: Der blev til rensdyrjagt-sæsonen i 2016 kun udleveret én licens pr. fangstregion til de 1.053 fritidsfangere fra forvaltningsområde Nuuk, der havde betalt jagtbevis før 1. maj 2016 og således udleveret 1.670 licenser fordelt med 783 licenser til Akia-Maniitsoq og 767 licenser til Ameralik.

Lavt antal fangstmeldinger

Det er imidlertid kun 45% af disse, der blev returneret med fangstmelding, hvilket gør det svært for APN at vurdere hvor højt det reelle fangsttryk er i de to regioner. APN følger i tæt samarbejde med kommunerne returnering af licenser med fangstmelding og manglende returnering vil i de kommende år få konsekvenser for de enkelte, om der kan ansøges om licenser, jf. pkt. 2.

Udvidelse af Region 11 til Kommuneqarfik Sermersooq’s sydlige grænse støttes af Kommune Kujalleq og Lokalrådet i Arsuk, jf. pkt. 4.

Moskusokser

5. Maniitsoq-bestanden: Erhvervs- og fritidsfangst af moskusokser i Jagtområde 1 og Jagtområde 3 starter 1. august og forløber til og med 30. september og her er fangst af køer og kalve ikke tilladt.

6. Forvaltningsområde Sisimiut: Erhvervs- og fritidsfangst af moskusokser starter 1. august og forløber til og med 15. oktober med kvote på 400 dyr.

7. Forvaltningsområde Qaanaaq: Moskusoksekvoten til erhvervs- og fritidsfangst for fangstregion Kap Atholl er på 40 dyr. Moskusoksekvoten til erhvervs- og fritidsfangst for fangstregion Inglefield Land forbliver uændret på 60 dyr, men regionen udvides sydover inkl. Prudhoe Land – se Bilag 5.

8. Forvaltningsområde Ivittuut: Moskusoksekvoten er efter ny minimumstælling fastsat til 100 dyr, hvoraf 85 dyr er tildelt erhvervsfangere fra Arsuk og 15 dyr tildelt fritidsfangere fra Arsuk – 40 unge køer på 1-2 år og 60 køer fra 3 år og opefter.

9. Forvaltningsområde Sigguk: Moskusoksekvoten er uændret på 150 dyr.

Begrundelser: Moskusoksekvoten til erhvervs- og fritidsfangst for Kap Atholl i forvaltningsområde Qaanaaq er efter minimumstællingen i 2015 på 40 dyr, jf. pkt. 7.

Fangstområdet for moskusokser i Inglefield Land udvides mod syd til og med Prudhoe Land, da moskusokserne pga. ulve er begyndt at vandre sydover, jf. pkt. 7.

Moskusoksekvoten til erhvervs- og fritidsfangst for Sigguk er på 150 dyr og hæves ikke, før der har været ny minimumstælling i fangsområdet, jf. pkt. 9.

Da der er begrænset moskusoksekvote i Ivittuut, er der med grundlag i loven ikke tildelt kvote til erhvervs- og fritidsfangere fra andre forvaltningsområder.

Det understreges, at det er forbudt at anvende snescootere, ATV’er samt andre motoriserede køretøjer til forfølgning samt fangst af rensdyr og moskusokser.

Kravet om at fritidsjagtbevis skal være betalt inden 1. maj 2017 er gældende. Lige som kravet om, at licenser til fritidsjagt kun kan tildeles personer, som er tilmeldt et folkeregister i Grønland og har haft folkeregisteradresse i Grønland i de seneste 2 år er gældende.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Fg. afdelingschef i Fangst- og Jagtafdelingen Nuka Møller Lund, Departementet for Fiskeri og Fangst, Tlf: +299 34 53 45, Mail: numl@nanoq.gl

LÆS MERE (PDF-filer):
Bilag 1: Jagtperioder og kvoter i de enkelte regioner.
Bilag 2: Region 1-11 for rensdyr i Vestgrønland.
Bilag 3: Moskusoksebestande i Grønland.
Bilag 4: Jagtområde 1 og 3 for moskusokser i Forvaltningsområde Maniitsoq.
Bilag 5: Moskusokseregion Inglefield Land og Prudhoe Land.
Bilag 6: Region 11 for rensdyr udvidet mod syd.