Dagbog direkte fra Canada. Eventyrerne Anders Bilgram og Morten Hilmer fortsætter jagten på den hvide polarulv, i landet der aldrig tør og hvor midnatsolen nu har gjort nat til dag. 

Af Anders Bilgram, tekst og billeder sendt direkte fra Canada

KLIK og læs ogs: FRA HJORTDAL TIL ELLESMERE ISLAND I DET HØJARKTISKE CANADA

Dagen før Terry og Olaf kom retur til hytten, tog vi til elvlejet for at indsamle lidt trækul/stenkul.

Vi havde spæk fra sælen og sammen med kullet, tænkte vi, at vi måske kunne starte en grill op. Med pulkene fyldt med sten til at omkranse “grillen” og med kul til brændsel, kom vi retur til hytten. Vi havde også fundet et par sten med fordybning, som vi tænkte vi kunne lave spæklamper af, idet lidt mos måske kunne fungere som væge.

Jeg havde tidligere prøvet dette sammen med Robert Pear, II, da han sejlede med mig i Nordvestpassagen i 1995.

Dengang havde Robert skudt en sæl, og han havde fundet en hul sten og lidt mos. Han satte ild til mosset og lagde spæk på en sten lidt over flammen, så spækket smeltede ned i den hule sten. Derefter virkede mosset som væge, og vi kogte bagefter sælkød over spæklampen, mens vi sad på en øde kyst i det nordlige Canada.

Grill og spæklamper

Morten og jeg fik lavet et bålsted med stenene, og kort efter fik vi ild i noget spæk, som virkede som en slags grill-starter på kullene. Det brændte ret godt, og der kom mere og mere varme i kullene, der efterhånden begyndte at gløde. Samtidigt fik vi gang i spæklamperne, der kort efter brændte lystigt ved siden af “grillen”.

Brændte lystigt lyder måske lidt for flot. Der var ild i lamperne, men det mos vi havde kunnet skaffe, var meget begrænset, så ilden var ikke så imponerende, som da Robert i sin tid lavede mad over spæklampen i Canada.

ANNONCE:

Anders Bilgram er medlem af Eventyrernes Klub og medforfatter til bogen “De Eventyrlige – Jorden rundt i 80 år. Et 700 sider stort værk om oplevelser fra hele verden. Bogen kan bestilles i Netnaturshop.dk

Terry og Olaf dukkede op natten mellem den 6. og 7. maj. Lang tid før vi så dem komme, kunne vi høre deres snescootere mellem fjeldene, idet det viste sig, at de havde taget en shoetcut over bjergene i stedet for den mest benyttede vej ud ad den store elv nordøst for Sorfiordhytten.

Vi fik en god gang mad, og kom så til ro hen på morgenstunden. Det var fint at få byttet om på nat og dag, da der nu var tøvejr om dagen, og det derfor var blevet tungt at færdes i sneen midt på dagen. Lyst var der jo døgnet rundt, så vi kunne lige så godt være vågne om “natten”, hvor der var koldest.

De næste dage kørte vi 3-400 kilometer på snescooter for at lede efter den hvide ulv i et andet område end ved Sorfiord.

Allerede ved den sydlige del af Vendomfiord, var der dagsfriske spor af et par ulve, men til trods for at vi kørte en del rundt for at se efter dem, og også slog lejr her, så vi ikke skyggen af dem.

I en stor smuk, dyb og langstrakt dal, som gik parallelt med Vendomfiord, så vi imidlertid en flok på syv moskusokser, der pludselig dukkede op af tågen. Desuden stødte vi på et par årvågne sneugler, som fulgte os nøje.

Da vi igen kom ud på fjorden mod syd, kørte vi først ud til en lille ø – eller rettere et skær – hvor der om sommeren må være et leben uden lige af måger og terner. Undervejs passerede vi det endnu friske skrog af en sæl, hvor en sulten bjørn så ud til at have mæsket sig.

Ravne og ræce havde endnu ikke fået ordentligt ryddet op, så det var næppe længe siden.

Ulvespor

Lidt længere mod vest, var der igen ulvespor og kort efter opdagede Terry en større flok moskusokser modvest. Vi tænkte, at dette måske netop var ulvenes omvandrende madpakke, og at der i nærheden af okserne ville være gode muligheder for at finde ulve.

Vi campede derfor tæt på okserne, idet vi researchede området for spor af ulve.

Morten sov i det fri om natten, og næste dag viste det sig, at én eller to ulve havde passeret få hundrede meter nord for vores lejr, men i en lavning, hvor de kunne færrdes uset fra lejren.

Alt tydede på, at det ville være umuligt for os, at komme tæt på ulvene, medmindre der dukkede et helt ulvepack på mere end 6-8 ulve op. Kun i denne kontekst ville de formentligt føle sig sikre nok i flokken, til at nærme sig os.

Af og til sker det dog, at enlige ulve er så sultne, at de alligevel kommer tæt på mennesker, men det hører til undtagelserne, hvis man færdes i områder med helt vilde ulve som her.

Ved vejrstationen Eureka, der ligger længere mod nord, eller ved den militære station Alert på nordspidsen af Ellesmere Island, kan man væsentligt lettere komme tæt på polarulvene, da de har vænnet sig til mennesker, men her, hvor deres eneste kontakt med mennesker er via lokales jagt på dem, har de en sund respekt for tobende væsener.

På hotel

Vi returnerede til Sorfiordhytten i håb om, at vores fravær havde lokket flere ulve til hytten, hvor der sradigt lå en del af forbenet fra Jeffreys isbjørn samt en del kød og spæk fra den sæl, jeg havde skudt.

Ganske vist var der nye spor, men igen kun af en enkelt eller måske to ulve, så vores chancer for at der dukkede et pack op inden vi sammen med Terry og Olaf skulle retur mod Ausuittuq, var ikke store. Der dukkede ej heller ulve op den følgende dag, hvorfor vi alle returnerede til Ausuittuq natten til den 12. maj.

Her indlogerede vi os på hotellet efter et godt og varmt bad, der godt tiltrængt efter næsten 1,5 måned uden.

Vandet blev sort, og vi blev hvide. Dagen efter fik jeg fat i saks og barbergrej, og så røg skægget, der de sidste uger havde udviklet sig til en vildmands uldtotter.

I den kommende weekend, er der en fiskekonkurrence i gang på Devon Island syd for Ausuittuq, og folk kører i en lang karavane de 180 kilometer ned til søen. Her campes og laves huller i den omtrent to meter tykke is, og så fiskes der i tre dage. Det er den årlige familitur for mange af de lokale.

Vi håber, at det vil være muligt at komme med, men det er endnu uvist, om der er nogen, som har plads på en slæde.

Anders, 16. maj 2019

Oppe i elvlejet nordøst for hytten, fandt vi træ- eller stenkul, som vi på pulkene trak ned til hytten for at lave barbeque. Vi brugte sælspæk som grillstarter, og så fik vi godt gang i kullene. Til at starte med, lugtede de af svovl, men til sidst var røgen væk, der var masser af varme, og vi fik laver de lækreste spareribs. Vi havde også fundet et par hule sten og noget mos, som vi ville lave spæklamper med. Tilbage i 1995, hvor Robert Peary, II sejlede med mig fra Resolute til Coppermine i Canada, skød Robert en sæl, og dengang viste han mig, hvordan man med en hul sten, sælspæk og lidt mos, kunne lave en velfungerende spæklampe. Dengang lykkedes det endda at lave mad over spæklampen. Da der ikke var meget egnet mos at finde ved Sorfiordhytten, fik vi ikke nok ild til at koge mad, men det lykkedes dog at få to fine spæklamper op at køre i et godt stykke tid.

 

Terry og Olaf kom retur til hytten, idet vi skulle på ny researchtur efter ulve. Den enlige ved hytten var desværre ikke ligefrem håndtam, så vi måtte se, om vi ved at køre rundt i et større område for at lede efter et ulvepack, som forhåbentligt ville være mere nysgerrige. Det var super hyggeligt at gense de to unge gutter, og vi var helt klar på nye eventyr sammen med dem.

 

Vi fulgte kysten mod øst fra Sorfiord, da Jeffrey havde fortalt os, at der skulle være et par meget gamle gravsteder tæt på isfoden. Vi havde tænkt en del over, hvem der eventuelt lå begravet her. Var det Krugers Tyske Arktiske Ekspedition, som alligevel var nået hertil i 1930 eller 1931? Eller var det inuitgravsteder? Eller måske hvalfangere, der var søgt ind i Makinson Inlet og ikke var sluppet ud igen med deres skibe? Måske omkommet, da de gik over land mod vest? Vi ledte langs kysten her, men der lå fortsat en del sne, så vi opdagede ingen grave.

 

Ved indgangen til Vendomfiord, så vi temmeligt friske spor fra to ulve. Vi satte den ene slæde af, og forsøgte over land, at lede efter dem. Det blev til en længere rundtur dels på plateauet mod øst, derefter retur til fjorden med en længere afstikker mod nord på fjordisen. Ud over enkelte spor inde på plateauet, så dog intet til ulvene. Da vi returnerede til den efterladte slæde, ved de første ulvespor, som vi så, var det blevet totalt whiteout, og vi slog lejr for natten – også i håb om, at ulvene ville blive nysgerrige på os.

 

De næste dage kørte vi på en helt enestående tur op gennem Vendomfiord, mod øst og nord, og så retur mod syd i en dyb og helt imponerende smuk dal, der løb parallelt med Vendomfiord. Vi stødte her på moskusokser, campede, men fortsat uden at se ulve. Da vi nåede ud ad dalen mod syd, besøgte vi først et lille skær, som må være fyldt med liv af måger og terner om sommeren, men netop nu, bestod af is og stivfrosne sten. Længere mod vest så vi igen ulvespor, og vi afsøgte igen et større område, for at lede efter mere end blot spor. Vi forstod, at hvis det skulle lykkes, måtte vi rende ind i et ulvepack på mindst 6-8 ulve, da de ellers var alt for sky, til at nærme sig mennesker. Ved vejrstationen Eureka midt på Ellesmere Island, er ulvene langt mere nysgerrige på mennesker, da de let kan finde godbidder tæt på menneskene der. Sådan forholder det sig til gengæld ikke her, hvor ulvene har en langt mere naturlig frygt for mennesker.

 

Vi campede tæt på en større flok moskusokser, som Morten fik mulighed for at fotografere. Terry fandt en lavning, hvor vi ikke var synlige for dem, og om natten sov Morten under åben himmel, for at være helt klar med kameraet, hvis ulvene skulle dukke op. Næste dag kunne vi se friske ulvespor fra to ulve få hundrede meter derfra, men ulvene havde holdt afstand – nok igen, fordi de manglede trygheden i en større flok. Vi returnerede til Sorfiordhytten, og også her var der ulvespor, men dog fortsat langt fra hytten – formentligt den enlige ulv, som havde tjekket omgivelserne af. Nu er vi retur i Ausuittuq, hvor vi afventer weekenden. De fleste i byen tager på en tre dages fisketur til Devon Island, hvilket vi gerne vil deltage i, men i skrivende stund, er det endnu ikke lykkedes, at skaffe en snescooter til formålet, da de alle er i brug. Det bliver en vældig karavane af snescootere og slæder, læsset med grej og familier, så det er trangt med pladsen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...