Dagbog direkte fra Canada. Eventyrerne Anders Bilgram og Morten Hilmer fortsætter jagten på den hvide polarulv, i landet der aldrig tør og hvor midnatsolen nu har gjort nat til dag.
Af Anders Bilgram, tekst og billeder sendt direkte fra Canada
KLIK og læs ogs: FRA HJORTDAL TIL ELLESMERE ISLAND I DET HØJARKTISKE CANADA
Dagen før Terry og Olaf kom retur til hytten, tog vi til elvlejet for at indsamle lidt trækul/stenkul.
Vi havde spæk fra sælen og sammen med kullet, tænkte vi, at vi måske kunne starte en grill op. Med pulkene fyldt med sten til at omkranse “grillen” og med kul til brændsel, kom vi retur til hytten. Vi havde også fundet et par sten med fordybning, som vi tænkte vi kunne lave spæklamper af, idet lidt mos måske kunne fungere som væge.
Jeg havde tidligere prøvet dette sammen med Robert Pear, II, da han sejlede med mig i Nordvestpassagen i 1995.
Dengang havde Robert skudt en sæl, og han havde fundet en hul sten og lidt mos. Han satte ild til mosset og lagde spæk på en sten lidt over flammen, så spækket smeltede ned i den hule sten. Derefter virkede mosset som væge, og vi kogte bagefter sælkød over spæklampen, mens vi sad på en øde kyst i det nordlige Canada.
Grill og spæklamper
Morten og jeg fik lavet et bålsted med stenene, og kort efter fik vi ild i noget spæk, som virkede som en slags grill-starter på kullene. Det brændte ret godt, og der kom mere og mere varme i kullene, der efterhånden begyndte at gløde. Samtidigt fik vi gang i spæklamperne, der kort efter brændte lystigt ved siden af “grillen”.
Brændte lystigt lyder måske lidt for flot. Der var ild i lamperne, men det mos vi havde kunnet skaffe, var meget begrænset, så ilden var ikke så imponerende, som da Robert i sin tid lavede mad over spæklampen i Canada.
ANNONCE:
Terry og Olaf dukkede op natten mellem den 6. og 7. maj. Lang tid før vi så dem komme, kunne vi høre deres snescootere mellem fjeldene, idet det viste sig, at de havde taget en shoetcut over bjergene i stedet for den mest benyttede vej ud ad den store elv nordøst for Sorfiordhytten.
Vi fik en god gang mad, og kom så til ro hen på morgenstunden. Det var fint at få byttet om på nat og dag, da der nu var tøvejr om dagen, og det derfor var blevet tungt at færdes i sneen midt på dagen. Lyst var der jo døgnet rundt, så vi kunne lige så godt være vågne om “natten”, hvor der var koldest.
De næste dage kørte vi 3-400 kilometer på snescooter for at lede efter den hvide ulv i et andet område end ved Sorfiord.
Allerede ved den sydlige del af Vendomfiord, var der dagsfriske spor af et par ulve, men til trods for at vi kørte en del rundt for at se efter dem, og også slog lejr her, så vi ikke skyggen af dem.
I en stor smuk, dyb og langstrakt dal, som gik parallelt med Vendomfiord, så vi imidlertid en flok på syv moskusokser, der pludselig dukkede op af tågen. Desuden stødte vi på et par årvågne sneugler, som fulgte os nøje.
Da vi igen kom ud på fjorden mod syd, kørte vi først ud til en lille ø – eller rettere et skær – hvor der om sommeren må være et leben uden lige af måger og terner. Undervejs passerede vi det endnu friske skrog af en sæl, hvor en sulten bjørn så ud til at have mæsket sig.
Ravne og ræce havde endnu ikke fået ordentligt ryddet op, så det var næppe længe siden.
Ulvespor
Lidt længere mod vest, var der igen ulvespor og kort efter opdagede Terry en større flok moskusokser modvest. Vi tænkte, at dette måske netop var ulvenes omvandrende madpakke, og at der i nærheden af okserne ville være gode muligheder for at finde ulve.
Vi campede derfor tæt på okserne, idet vi researchede området for spor af ulve.
Morten sov i det fri om natten, og næste dag viste det sig, at én eller to ulve havde passeret få hundrede meter nord for vores lejr, men i en lavning, hvor de kunne færrdes uset fra lejren.
Alt tydede på, at det ville være umuligt for os, at komme tæt på ulvene, medmindre der dukkede et helt ulvepack på mere end 6-8 ulve op. Kun i denne kontekst ville de formentligt føle sig sikre nok i flokken, til at nærme sig os.
Af og til sker det dog, at enlige ulve er så sultne, at de alligevel kommer tæt på mennesker, men det hører til undtagelserne, hvis man færdes i områder med helt vilde ulve som her.
Ved vejrstationen Eureka, der ligger længere mod nord, eller ved den militære station Alert på nordspidsen af Ellesmere Island, kan man væsentligt lettere komme tæt på polarulvene, da de har vænnet sig til mennesker, men her, hvor deres eneste kontakt med mennesker er via lokales jagt på dem, har de en sund respekt for tobende væsener.
På hotel
Vi returnerede til Sorfiordhytten i håb om, at vores fravær havde lokket flere ulve til hytten, hvor der sradigt lå en del af forbenet fra Jeffreys isbjørn samt en del kød og spæk fra den sæl, jeg havde skudt.
Ganske vist var der nye spor, men igen kun af en enkelt eller måske to ulve, så vores chancer for at der dukkede et pack op inden vi sammen med Terry og Olaf skulle retur mod Ausuittuq, var ikke store. Der dukkede ej heller ulve op den følgende dag, hvorfor vi alle returnerede til Ausuittuq natten til den 12. maj.
Her indlogerede vi os på hotellet efter et godt og varmt bad, der godt tiltrængt efter næsten 1,5 måned uden.
Vandet blev sort, og vi blev hvide. Dagen efter fik jeg fat i saks og barbergrej, og så røg skægget, der de sidste uger havde udviklet sig til en vildmands uldtotter.
I den kommende weekend, er der en fiskekonkurrence i gang på Devon Island syd for Ausuittuq, og folk kører i en lang karavane de 180 kilometer ned til søen. Her campes og laves huller i den omtrent to meter tykke is, og så fiskes der i tre dage. Det er den årlige familitur for mange af de lokale.
Vi håber, at det vil være muligt at komme med, men det er endnu uvist, om der er nogen, som har plads på en slæde.
Anders, 16. maj 2019