Inden man beslutter sig for hvilken race man ønsker som sin første eller næste jagthund, bør kaste et kritisk øje på det jagt- og træningsterræn, man har adgang til 


Af Michel Sand 

Selv med et indgående kendskab til jagthunderacerne og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge type og race, men bruger man de fire t’er som indgang til beslutningen, er der en god chance for at man får en god begyndelse. Læs evt. nedenstående intro til denne artikel via link herunder. 

HUNDEVALGETS FIRE T’ER

Første artikel i serien handlede om “tid” og næste “t” i denne lille “hvad skal jeg købe” analyse hedder terræn.

Det er klart, at ens jagtterræns størrelse og beskaffenhed vil være bestemmende for, hvilken hund der bør anskaffes.

Driver man kun jagt på 20 tdr. land strandeng, vil man næppe få glæde af en stortsøgende pointer.

Har man derimod adgang til store stub- og brakmarker, vil man gå glip af mange spændende jagtoplevelser, hvis man kun anvender en apporterende retriever.

Derfor vil en stående hund, som eksempelvis en pointer, setter eller en ruhår, være det rigtige valg for den, som driver meget jagt i sådanne områder.

Endelig vil en spaniel gøre mest gavn i vildttætte bevoksede områder med levende hegn, bevoksede grøfter samt tætte bryn og underskov.

Det er næppe tilfældigt, at nord- og vestjyder normalt foretrækker stående hunde, mens jægere i det vildtrige Østdanmark mere og mere sværger til kortsøgende spaniels.

I dag er der dog mange, som driver jagt i vidt forskellige områder. En dag står den på andetræk i blæst og regn, næste dag er man gæst på en stor drivjagt. Og hvilken type skal man så vælge? Det er nærliggende at svare en allround-hund.

Eksempelvis en ruhår eller en kleiner münsterländer.

Disse hunde er jo avlet til at arbejde i vidt forskellige jagtterræner, og netop alsidighed er de kontinentale racers adelsmærke. Navnlig er resultater opnået på de såkaldte fuldbrugsprøver retningsgivende for opdrætterne af f.eks. ruhår. Kun hunde, som på disse prøver har vist, at de kan arbejde i skov, mark og mose, får lov til at præge den seriøse avlers afkom.

Alligevel skal man være klar over, at ingen hund fødes som fuldbrugshund. Ofte ligger der et meget stort arbejde bag det alsidige resultat.

Spørgsmålet er derfor, om man har tid og ikke mindst talent til at oplære en allround-hund, som på en og samme gang skal være i stand til at finde høns på stubben, hente ænder i mosens dynd og hjembringe ræven, der påskydes under drivjagten.

Er man ikke sikker på, man vil arbejde på at indfri sine forventninger, bør man sætte sig et mindre ambitiøst mål og anskaffe en hundetype, som passer til ens mest typiske jagtområde og tilgængelige træningsterræn. En ikke færdigdresseret stående hund vil kun gøre ulykke. Navnlig på store vildtrige fællesjagter. Det samme kan man sige om en spaniel.

Kun de færreste kan skyde fasaner over hunden den ene dag og slippe den under fællesjagten den næste. I hvert fald ikke i hundens første par sæsoner. Navnlig råvildt kan friste hunden over evne.

I skov, mose og andre bevoksede terræntyper har man ikke altid et øje på hunden. Sekunders manglende kontakt kan betyde, at hunden pludselig stikker efter et dyr og forsvinder i såten på fuld hals.

Det skal dog nævnes, at mange fællesjagtdeltagere sætter stor pris på en hund, som driver højlydt med hårvildt. Navnlig i områder, hvor der kun er lidt fuglevildt, og hvor råvildt, ræv og hare er de hyppigste vildtarter på paraden.

Meget tyder på, at tendensen modarbejder drivjagt med hurtige hunde. I flere skovområder bliver store, langbenede hunde mere og mere uønskede, da de menes at presse vildtet alt for hårdt. Men igen! Såfremt man agter at lægge det tilstrækkelige arbejde i hunden, vil en veltrænet spaniel eller stående hund altid gøre lykke på en fællesjagt, hvor vildtet skal presses frem mod posterede skytter.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »