Apportering af nedlagte duer volder sjældent jagthunden vanskeligheder. Alligevel er det vigtigt at komme godt fra start

Af Michael Sand

Valg af hundetype og hunderace samt tilrettelæggelse af hundens træning bør tage udgangspunkt i de jagtformer, man dyrker eller agter at dyrke.

Duejagt er som oftest trækjagt, hvor jægeren placerer sig ved duernes trækruter eller på de steder, hvor duerne fouragerer, drikker eller hviler sig.

Mest udbredt er jagtformen, hvor jægeren forsøger at lokke duerne på skudhold ved hjælp af lokkefugle i plast. Men også nedlagte duer placeret på marken anvendes, da de skudte duer virker mærkbart bedre end de polerede plastfugle, hvor vellignende de end er.

Navnlig når de nedlagte duer placeres med udbredte vinger, har de en mærkbar forbedring på antallet af fugle, som lokkes på skudhold.

Jægeren vil som regel gemme sig bag et sløringsnet eller vente i en grøft, bag opstillede halmballer eller et andet sted, som kan yde ham og hans hund tilstrækkeligt skjul.

Hunden, som skal bruges til duejagt, skal først og fremmest kunne én ting: Nemlig sidde stille. Det er afgørende, at hunden er rolig, når duerne nærmer sig de placerede lokkefugle.

Duer under indflyvning er meget vagtsomme, og en forkert bevægelse i skjulet kan spolere chancen. Derfor er det meget vigtigt, at hunden ikke stresser sig op, når duerne nærmer sig og jægeren gør sig klar til at skyde.

En vagtsom og erfaren hund vil oftest se eller høre duerne og dermed fokusere på fuglene. Dette er en fordel, da hunden dermed ikke virrer med hovedet eller laver andre bevægelser, som fanger duernes vagtsomme øjne.

Som ved alle andre jagtformer er det vigtigt, at hunden er lydig og bliver, hvor den er sat eller lagt af.

Der er talrige eksempler på, at hunden løber med sløringsnet og det halve skjul første, gang jægeren rejser sig for at skyde. Men først når man får brug for hundens næse, skal den i aktion.

Mange af de duer, som nedlægges fra skjulet, kan man nemlig med fordel selv hente. Det har en dæmpende effekt, at hunden ikke kæder skud og apportering sammen, men vænner sig til at et skud, et dump fra den døde fugl, som rammer jorden, samt en sky af afskudte fjer ikke er ensbetydende med, at den straks skal forlade skjulet for at apportere.

Ved selv at hente de fugle, som falder mellem lokkerne, undgår man tillige, at hunden hjembringer de udlagte skudte fugle, der tjener som lokkefugle. Ældre, erfarne hunde kan dog lære kun at hente de fugle, som endnu ikke har været i menneskehænder.

En detalje som gør, at man kan blive i sit skjul og lade hunden hente duerne, selv om de falder mellem de skudte opstillede lokkefugle. Generelt er det dog primært duer, som falder i kraftigt bevokset terræn, der kræver hjælp fra apportøren.

 

Ruhår med nedlagt skovdue. Foto kan bestilles – trykt på lærred – og klar til at hænge på væggen. Info om størrelse, levering og pris: Kontakt venligst info@netnaturshop.dk

De fleste hunderacer kan betjene jobbet som apportør under duejagten. Duerne vejer ikke særlig meget og selv anskudte fugle volder sjældent de store kvaler for apportøren, da de ofte bliver i umiddelbar nærhed af nedfaldsstedet.

Til tider går duetrækket dog over skov og krat, og da kan det blive en anelse mere krævende for hunden. Men det er særlig vigtigt, at hunden virkelig mestrer håndværket som apportør.

De løse fjer kan nemlig tirre hunden og med tiden udvikle mange uønskede egenskaber, så som nølende opsamling og dårlig vildtbehandling.

Men alligevel er duejagt vel nok det mindst krævende apporteringsarbejde, og den jæger, som udelukkende agter at drive duejagt kan mere eller mindre frit vælge mellem stort set alle apporterende racer. Retrieverne er dog som skabt til trækjægeren.

DET GODE HUNDELIV BESØG NETNATURSHOP

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »