Der er ikke råd til svage led i kæden, når det gælder jagt på gæs, og det bør man også være opmærksom på, når man vælger hund til gåsejagt

Af Michael Sand

Bestanden af de jagtbare gåsearter trives særdeles godt, og flere og flere har fået mulighed for at opleve de store fugles sus over lokkefuglene.

Faktum er dog, at gæs kun undtagelsesvis nedlægges tilfældigt. Normalt kræver det et vist forarbejde. Det er således en fordel, at man bruger tid på at studere trækket en dag eller to, inden man rykker ud med det nødvendige udstyr.

Etablering af skjul, opstilling af lokkefugle og anvendelse af gåsekald er ikke kun en fordel, men er nærmest at betragte som et must, såfremt de kloge fugle skal narres på skudhold.

Gæs skal ind på ganske kort hold, hvis skuddet skal være etisk forsvarligt, og desværre trækker gåsejagten en sort skygge efter sig, idet røntgenundersøgelser har afsløret, at alt for mange af de skudstærke fugle flyver med indskudte hagl i kroppen.

Primært fordi jægerne fejlvurderer afstanden til de store fugle. En gås skal ind på 20-25 meter, før den kan dræbes med de hagltyper og de skydevåben, som anvendes i dag. Mange gange vil gæssene netop trække i lokkeflokkens yderkanter, da de fornemmer, at de tavse lokkefugle ikke spiller med åbne kort.

Synet og ikke mindst lyden af de store fugle kan få adrenalinet til at koge hos de fleste med jagt i blodet. I ophidselsens stund kan afstanden fejlvurderes.

Heldigvis er gåsejagten i Danmark inde i en positiv udvikling, og nye undersøgelser viser, at haglbærerprocenten hos gæssene falder år for år.

Skal gåsejagten lykkes, er det vigtigt, at jægeren kan stole på, at hunden ikke pludselig springer frem og ødelægger skudchancen, når fuglene under højlydt skræppen nærmer sig skjulet og lokkefuglene.

Desværre er det nemmere sagt end gjort.

Gæssenes snak under indflyvning har samme effekt på hund, som lyden har på ejeren. Nemlig en stærkt ophidsende indvirkning.

Gennem tiden har ikke så få gæs reddet livet pga. hundens manglende evne til at holde sig i ro i de sidste og altafgørende sekunder.

Nogle jægere bruger at tøjre hunden et stykke fra skjul og lokkefugle. På den måde er der mindre risiko for, at brist i hundens nervesystem spolerer chancen. Piberi og ophidset halsen er dog uskikke, som er nemmere at irettesætte på kort afstand end på lang afstand.

En hund, som skal anvendes til gåsejagt, skal først og fremmest være i stand til at spore en anskudt gås, som har fjernet sig fra nedfaldsstedet.

Det kan virke besynderligt, at en så stor fugl som en gås kan gemme sig i det ofte flade terræn, hvor jagten drives. Men det kan den.

Hundens størrelse er heller ikke uden betydning, når man skal vælge type og race.

Men hvor der er vilje, er der vej, og selv hunde i springerspanielstørrelsen kan hente og bringe en skudt canadagås.

Måske ikke altid i samme flotte stil som en labrador eller en korthår etc. er i stand til, men hjem kommer gåsen, såfremt hunden besidder viljen.

Den jæger, som skal drive meget gåsejagt – fra august/september til december/januar – bør dog vælge en kraftig og apporteringsglad hund, som kan modstå kulde og væde i gåseskjulet.

For den entusiatiske gåsejæger vil en retriever være det mest oplagte valg. Dels på grund af deres stærke passion for at hente og bringe, og dels på grund af typernes effektive polstring mod kulde og vand.

Det gode hundeliv kan blive endnu bedre
Besøg Netnaturshop.dk

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »