Kragejagt kan være udfordrende for både jæger og jagthund og også når det gælder jagthund til kragejagt er godt begyndt halv fuldendt

Af Michael Sand

Kragejagt har ikke de store tilhængere, upåagtet at netop kragejagt er en af de mest krævende jagtformer, som vi har. Ingen kommer sovende til en krage, og normalt skal man gå helhjertet efter kragerne, såfremt man vil nedlægge mere end blot en tilfældig fugl fra tid til anden.

Kragefugle er meget vagtsomme og har en indædt mistro til alt og alle.

Derfor skal krager nedlægges fra skjul, hvor de oftest skydes over lokkefugle. Mest populært er det at anvende lokkekrager. Tidligere tiders meget anvendte lokkeugler ses ikke længere brugt ret mange steder.

En hund, som skal anvendes til jagt på krager, skal kun anvendes i ekstreme tilfælde, hvor en krage har gemt sig i tæt og vanskelig vegetation. Ellers kan og bør jægeren selv hente de krager og evt. skader, som nedlægges fra skjulet.

I hvert fald hvis man vil være sikker på, at hunden ikke udvikler hård mund eller andre former for dårlig behandling af vildtet, der medfører at vildtet skamferes.

En hund, som bliver nappet eller hakket af kragens lange næb, glemmer det aldrig. I værste fald kan reaktionerne efterfølgende udvikle sig i to vidt forskellige retninger.

Enten nægter den efterfølgende at nærme sig en vingebrækket og måske truende krage, eller også knuser den angrebet med hård og ubarmhjertig mund.

 

 

Da kragefugle sjældent udgør den store kulinariske attraktion, er dette næppe det store problem. Problemet opstår, såfremt hunden overfører denne uskik til apportering af andre spiselige arter.

En hund med en vis naturlig skarphed må anbefales til den jæger, som driver meget kragejagt. Oplagt vil det være at vælge en labrador, en spaniel eller en kontinental stående hund, f.eks. en ruhår eller en kleiner münsterländer.

Det er vigtigt at hundens første apporteringer af vildt udføres i en afslappet atmosfære. Ophidsede apporteringer af f.eks. anskudte krager kan gøre, at den unge hund udvikler det der kaldes hård mund.

I stedet for at aflevere fuglen, som den er skudt, vil den klemme eller bide vildtet til ukendelighed. Nogle hunde klemmer kæberne sammen indtil ribbenene knuses.

Andre indtil indvoldene forsvinder ud af fuglen, som indholdet i en tube tandpasta.

I mange tilfælde er denne form for dårlig vildtbehandling nedarvet, men også apporteringer under stress, kan have negativ indflydelse på den unge hunds opfattelse af dens rolle som vildtbringer. Emnet hård mund er meget omfattende.

DET GODE HUNDELIV BESØG NETNATURSHOP

 

Opret din egen spørgeundersøgelse til brugerfeedback

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »