Forfølger hundeejeren konsekvent sine regler, vil der kun undtagelsesvist være behov for at gribe til brug af fysisk irettesættelse 

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Forfølger føreren konsekvent sine regler, vil der kun undtagelsesvist være behov for at gribe til brug af fysisk irettesættelse. Navnlig skal der være 100% respekt omkring ordet nej, som hverken skal råbes eller udtales aggressivt.

Såfremt hunden har erfaret, at der er vilje bag ordet, vil den i langt de fleste situationer kunne bremses i sin handling, så snart den hører ordet nej.

Under dressuren og navnlig under terræn- og jagtdressuren får man brug for at vise hunden, at man ikke tolerer, at den overskrider reglerne. Inden man griber til afstraffelse, må man dog spørge sig selv, om hunden var klar over, at den forbrød sig. Hunden må kun afstraffes i de situationer, hvor den bevidst ignorerer vores kommandoer og de regler, som den allerede kender. Men det kan være meget vanskeligt at vide, om hunden var klar over, hvorvidt den forbrød sig mod aftalen eller ej.

En af mine gode venner påstod hårdnakket, at han kunne se, når hans hund havde lavet stort eller småt på gulvtæppet, når han kom hjem fra arbejde. Hunden var da flov og krybende. Den skammede sig, påstod han.

En dag blev han mødt med denne underdanige attitude og troede naturligvis, at hunden atter havde tømt sig i entreen. Stanken var heller ikke til at tage fejl af. Men hunden havde ikke lavet unoder, selv om den skulede nervøst fra hundekurven. Stanken stammede fra en hundelort, som ejeren havde slemt ind med sin sko. Hunden var helt uden skyld. Alligevel angrede den.

Men en hund har næppe samvittighed. Når det alligevel kan se sådan ud, er det fordi den i en eller flere sammenhænge har oplevet, at f.eks. ejerens entre sammenholdt med stanken af hundelort, er forbundet med noget ubehageligt. For at komme mishagsytringerne i forkøbet bliver den indsmigrende.

Også under træningen må man være forsigtig med at tolke hundens signaler som skamfulde. Kommer hunden krybende tilbage fra hareturen, er det næppe, fordi den udmærket er klar over, at det er forbudt at løbe efter harer. Men når den med tungen ud af munden nærmer sig sin fører, som indtager truepositur, ved den, at den har noget ubehageligt i udsigt. Den har jo prøvet det før, og for at dæmpe aggressionerne dæmper den sig på alle måder.

Det er den umiddelbare afstraffelse i gerningsøjeblikket, der har effekt. Når en kortsøgende spaniel ikke lystrer fløjten, gør det varigt indtryk, hvis føreren er over den i et par spring. Hunden kan herefter trækkes tilbage til det sted, hvor fløjten faldt, samtidig med at signalet gentages igen og igen. Men når det gælder stående hunde, som arbejder på længere afstande, er det allerede vanskeligere.

Inden man er fremme ved hunden, vil den ofte have glemt, hvad den foretog sig. Ulydighed må da rettes ved bevidst at friste hunden i situationer, hvor man øjeblikkeligt kan gribe ind, hvis den nøler. Hvis den stående hund ignorerede stopfløjten og piskede efter haren, hjælper det ikke at straffe den, når man omsider får fat i den.

I stedet må man forsøge at genskabe en situation, hvor man har mulighed for at irettesætte, hvis ikke hunden lystrer. Stopfløjten kan evt. genopfriskes på kort hold. Nøles der, må man være over hunden øjeblikkeligt og fortælle den, at man ikke tolerere nogen form for slinger i valsen.

            Såfremt hunden knaldapportere kan den ikke afstraffes, når den vender tilbage med apporten. I stedet må man lave en slags fælde for hunden, hvor man genskaber en provokerende situation. Dog med den forskel, at man nu har mulighed for at gribe ind og irettesætte hunden, hvis den igen forsøger at bryde de regler, som den udmærket kender.

 

I reglen er det tilstrækkeligt at markere med et greb omkring hals- og nakkeskind. Mange jægere anvender desuden et par slag over ryggen med en rem ved særlige provokerende forseelser. Heldigvis bliver der længere og længere mellem dressører, som decideret banker deres hunde. Personligt tror jeg ikke, at prygl har nogen effekt. Tværtimod taber føreren ansigt. Navnlig hvis afstraffelsen er aggressiv.

Alle former for afstraffelse skal være velovervejet, og det er helt afgørende, at temperamentet ikke løber af med en. Da jeg fik min første hund lovede jeg mig selv, at jeg i hele hundens liv kun ville bruge fysisk afstraffelse tre gange.

Som i al jagthundearbejde er timing afgørende. Men det hjælper ikke at afstraffe hunden sekunderne efter, at den har klappet tænderne sammen om en lettende og forbudt fasan. Da vil det i de fleste tilfælde være byttebelønningen og ikke afstraffelsen, som hunden husker. Med andre ord vil den sandsynligvis gøre det samme næste gang, den befinder sig i en lignende situation. 

 

Allerede dengang havde jeg erfaret, at hunde kan blive immune over for tørre tæsk. Den klare målsætning dæmpede mig i de situationer, hvor jeg var ved at koge over af raseri. Men tanken om, at jeg kun havde tre kort på hånden gjorde, at jeg besindede mig og fandt en anden måde at løse ulydighedsproblemet på.

Ironisk nok fik jeg aldrig brug for de tre kort selv om jeg naturligvis tog fat i hunden og løftede den tilbage til gerningsstedet, når der var behov for det. Alligevel blev hunden så lydig, som jeg realistisk set kunne ønske mig.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »