På selskabsjagt ses mange forskellige hundetyper. Alligevel er det vigtigt at gøre sig overvejelser om type og race inden man anskaffer ny jagthund

Af Redaktionen

For mange mennesker er selskabsjagten blevet den altdominerende jagtform. En af årsagerne er, at det er blevet dyrt at leje jagt i Danmark. Derfor er jagt, hvor flere jægere går sammen om betaling af jagtlejen, ofte den mest nærliggende mulighed for at opleve jagtens glæde og spænding. Samtidig er det blevet almindeligt, at jægere så at sige bytter jagt.

Ved at invitere gæster med på jagt, kan man håbe på selv at blive inviteret. Også dette medfører, at flere jægere ofte ses på jagt på samme tid.

Selskabsjagterne arrangeres ofte som klap- eller drivjagter, hvor vildtet presses frem mod de jægere, som står på post. Oftest drejer jagten sig om hårvildt, fasan og sneppe, selv om også duer og andre jagtbare vildtarter nedlægges tilfældigt i såten.

På klapjagter skal jægeren i reglen blot nedlægge det vildt, som kommer for. Klapperne sørger for at presse vildtet frem mod skytterne og jagtens ikke-skydende apportører samler de fugle op, som nedlægges af de typisk 10-12 skytter.

På drivjagter skiftes jægerne gerne til at gå igennem og stå for, og derfor er det ikke unormalt at se 25-30 jægere på samme jagt. I såterne anvendes ofte en blanding af forskellige hunderacer og typer.

Gravhund, spaniels og ruhår deltager til tider i samme såt. Desværre er selskabsjagt ikke det nemmeste sted for en hund at arbejde. Stressniveauet er ofte højere end på jagter med få deltagere, og det er mere reglen end undtagelsen, at der deltager en eller flere ulydige hunde.

En veldresseret hund bør ikke lade sig påvirke af dette, men det sker, at en hund med et lavt dressurniveau trækker de andre mere lydige hunde med på narrestreger. Og det er uhensigtsmæssigt for den hundeejer, som gerne vil bevare sin hunds dressurniveau.

Forstyrrelser

En stående hund, som har lært at respektere fugle, som letter, kan pludselig blive provokeret, såfremt de øvrige hunde i såten preller, så det er en lyst. Samtidig kan en gravhund, som anvendes til drev, lade sig forstyrre af store hunde.

Disse driver ofte i vind af sporet og vil oftest gå meget stærkt, når de driver med hårvildtet. Gravhunden kan dermed med tiden helt opgive sit grundige sporarbejde og glide med på løjerne og sætte efter råvildtet, så hurtigt de korte ben kan holde.

Enkelte af de små drivende hunde, som arbejder meget på fællesjagter, kan ligeledes miste inspirationen og dermed opgive det altafgørende søg. I stedet for at opsøge frisk fod vil de vente, indtil de store hunde støder vildtet og kaster sig ud i drevet. Først da slår de til. Omvendt vil den drivende hund, som virkelig søger, finder og rejser f.eks. et stykke råvildt hurtigt blive løbet over ende af de større hunde, som tilkaldes af hundens ophidsede hals.

Driver man næsten udelukkende drivjagt med mange deltagere, vil valg af hundetype afhænge meget af områdernes sammensætning af vildtarter samt ikke mindst områdernes vildttæthed.

Udsættes mange fasaner på terrænerne, hvor man deltager, og er der generelt en stor bestand af fuglevildt, må det tilrådes, at man anskaffer sig en hund, som gerne vil arbejde i nærheden af sin fører.

Eksempelvis en spaniel type, selv om der også ses individer blandt disse racer, som styrter frem i såten og ukontrolleret jager vildtet i alle mulig andre retninger end den tiltænkte. Også spaniels skal naturligvis dresseres, så de lærer at holde sig i nærheden af føreren, når man går igennem. Det er ikke en evne, de er født med, selv om anlægget for førerkontakt ligger begravet i generne på spaniels af god jagtlig afstamning.

I fuglevildtmæssigt tyndt besatte områder, hvor jagten mere drejer sig om hårvildt, vil en sporsøgende hund være en fordel.

Dennes evne til at gå på fod ses hos stort set alle racer, dog bør man være opmærksom på om racen, man har set sig varm på, også har anlæg for at drive med hals.

Musik i skoven

En såkaldt tystdriver er ikke særlig anvendelig, da det er af afgørende vigtighed, at man ved, hvor hunden befinder sig, og hvor drevet bevæger sig henad. Både ruhår, korthår og andre store hønsehunde anvendes til drivjagt, men flere jagtkonsortier ønsker ikke, at råvildtet drives af store hunde.

I dag findes der jagtsammenslutninger, hvor der kun anvendes langsomt drivende hunde som f.eks. gravhunde og wachtelhunde. Disse stresser vildtet mindre hævdes det.

Retfærdigvis bør det nævnes, at der også er konsorterier eller grundejere, som ikke ønsker at se drivende gravhunde på terrænet, da de frygter, at vildtet jages ud af terrænet.

Navnlig i områder med kronvildt er man bange for, at hundene skal hænge så længe på dyrene, at de til sidst vælger at forlade området.

Nedlægges der fuglevildt og hårvildt under råvildtstørrelse, skal man være opmærksom på, at der på alle selskabsjagter skal være et passende antal apporterende hunde til rådighed pr. jæger.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »