For meget og for lidt har det med at fordærve alt og det gælder også under hundehvalpens indlæringsperiode  

Af Michael Sand

Hundens medfødte arvemasse sætter allerede fra fødslen visse grænser for dens videre muligheder som jagt- og konkurrencehund.

Uanset hvilke miljømæssige stimuli hunden udsættes for, vil generne sætte grænser for hvilke resultater, man kan opnå.

LÆS mere om Eberhard Trumlers teori om hundens første faser

End ikke den dygtigste træner kan kompensere for en stående engelsk hund, som arbejder i en uønsket stil med f.eks. kort forbensaktion eller manglende halerørelse.

I seks måneders-alderen er hundens grundlæggende miljømasse ligeledes en realitet. Resten af livet vil hundens oplevelser eller mangel på samme bestemme mulighederne og begrænsningerne for, hvad den kan opnå.

Indlæringsfasen er tredje og sidste fase i dannelsen af denne fundamentale miljømasse. Indlæringsfasen strækker sig fra tredje måned, til hunden er omkring seks til otte måneder.

Hvalpen vil sidst i perioden have et stort behov for at lære, og derfor kan man så at sige slå to fluer med et smæk. Nemlig lære hvalpen en række grundlæggende færdigheder, samtidig med at hvalpen erfarer, at samarbejde er kimen til succes i livet.

En forudsætning for at hvalpen udvikler denne altafgørende samarbejdsglæde beror dog på de to foregående perioder i hvalpens liv.

Den må således allerede hos opdrætteren have udviklet tillid til mennesker.

Tillid er en forudsætning for den i positiv betydning spontane indordning og underkastelse. Dette anses som elementære egenskaber, såfremt hvalpen skal lære at gøre sig nyttig i det teamwork, som både den selv og dens øvrige flokmedlemmer fra tidernes morgen har været så afhængige af.

Fra naturens side er hvalpen altså yderst motiveret for at lære, hvordan den skal begå sig for at tilfredsstille såvel egne som flokkens behov. Derfor må hunden så tidligt som muligt lære, at det først og fremmest er i mark og skov, den skal gøre sig nyttig.

De tidlige ekskursioner vil måske medføre en række unoder. Unoder, som man kun vanskeligt kan rette på, før hunden er blevet så gammel, at den er modtagelig for egentlig lydighedsdressur. Man bør nemlig under ingen omstændigheder give kommandoer i marken, som man ikke er sikker på, at hunden vil lystre.

Så med hensyn til den tidlige jagtmotivation kan det siges, at for meget og for lidt som bekendt har det med at fordærve alt.

I sidste ende beror det på en vurdering af den enkelte hunds jagtlyst. Og ikke mindst førerens tro på egne evners tilstrækkelighed, når de eventuelle unoder skal arbejdes ud igen.

En god grundregel er, at hunden skal lære det rigtige, før den lærer det forkerte. En hund, som sætter efter en hare de første ti gange, den møder den, vil have vanskeligt ved at forstå, at den pludselig ikke længere skal løbe efter fristelsen. Det plejer den jo at gøre.

Hvis den i modsat fald har lært at ignorere harerne eller evt. sætte sig, hver gang man møder en, har den lært det rigtige, før den fik mulighed for at gøre det forkerte.

Derfor er det en fordel i langt de fleste situationer, at man i hele hundens opvækst forsøger at forme den hen imod den opgave, som den senere skal udføre.

Man får ikke en tillidsfuld hund ved først at lade den té sig, som den vil, og så pludselig uden åbenlys årsag at irettesætte den for at gøre det, som den uden bemærkninger altid har gjort.

Der er med andre ord ingen logik i først at opmuntre hunden til at gøre, som den har lyst til, og senere i dens udvikling at straffe den for at gøre det samme.

De få tilbageværende tilhængere af markdressur uden forudgående lydighedsdresssur laver som regel også to typer hunde. Den, som er så hærdet, at den gør, hvad den vil uanset straffen, og den, som er så sky og krybende, at ejeren er forlegen ved at vise den frem.

 

Ved at bygge hundens træning op sten for sten opnås en lydig og glad hund. Dressuren må ikke hæmme hundens energi, entusiasme og forhåbentlig medfødte lyst til at samarbejde.

Indlæringsperioden ses ofte sammenlignet med børns første skoleår. Hvor børn må lære at blive siddende på stolen, at række fingeren i vejret, og at de ikke må tale i munden på hinanden, må hvalpen tilsvarende gennemgå en vis fordressur, hvor de grundlæggende lydighedskommandoer som sit, hinter, apport og dæk indlæres. Da hvalpen har en medfødt vilje til at lære nye tiltag, må indlæringen være så lystbetonet som muligt.

Skældes hvalpen ud, vil det blokere for indlæringen. Derfor kan man med fordel lege de forskellige lydighedskommandoer på plads.

Men samtidig understreges det ofte, at man må holde leg for sig og dressur for sig. Der er dog tale om en duel på ord og definitioner, for de fleste er nemlig enige om, at hvalpen ikke må dresseres i denne periode. Derimod må der godt leges dressur.

Stereotype gentagelser hører ikke hjemme i indlæringsperioden, og selv om en del trænere arbejder efter princippet ros-ris-ros, må den tidlige indlæring baseres på pricippet ros-ros-ros. Man må understrege, at man er umådelig tilfreds med det, den allerede har lært. Men det gælder dog om at stoppe indlæringen, mens legen er god. Hvalpen må for enhver pris undgå at blive dressurtræt.

PS: Artiklen herover er en del af artikelserie baseret på
Jagthundens Træning
– en bog om træning af jagthundebøger,
der er udkommet i tre oplag på forlaget Gyldendal. 

KLIK og se artikelserie på Netnatur.dk og bemærk venligst,
at serien vokser uge for uge

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »