Allerede fra begyndelsen skal man lære hunden, hvordan den skal opføre sig, når den støder på råvildt, hare eller en lettende fasen

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Under jagt og træning i terrænet vil hunden ofte støde på vildt, som den ikke skal apportere. Derfor er det vigtigt, at hunden har lært, at flygtende vildt skal ignoreres. Det er i reglen fasaner, og i særdeleshed harer, som volder problemer.

Synet af en hare, der springer af sted foran hunden, virker som ilt til et allerede iltert blod. Mange hunde vil gennem hele livet løbe  efter det vildt, de møder, selv om føreren højlydt protesterer, hver gang det sker. Og den eventuelle straf trykker ikke hunden mere, end at den gør det samme næste gang, den støder på en hare, fasan eller et stykke trykkende råvildt etc.

Gennem tiden er der udtænkt mange tiltag for at dæmpe uskikken, der kan spolerer enhver jagt. De fleste tiltag er uden virkning, når først den manglende respekt er blevet et indgroet reaktionsmønster.

Derfor må man, så vidt det overhovedet er muligt, forhindre, at den apporterende hund preller fuglevildt eller pisker efter hare og råvildt.

Det drejer sig om at lære hunden, at den skal forholde sig i ro, når den møder fristelserne.

Husk, at man ikke kan opdrage en hund ved hjælp af straf. Derfor må den lære, hvordan den skal opføre sig i de enkelte situationer. Først når den ved, hvad der forventes af den, kan den irettesættes, hvis den alligevel gør, som den selv har lyst til.

Bedst er det at lære hunden, at det flygtende vildt er endnu et signal for stop på lige fod med håndsignaler, fløjte- og verbale kommandoer som sit eller dæk. Dette indlæres mest effektivt i områder med mange harer.

Parker, golfbaner og grønne områder i industrikvarterer huser ofte en tæt bestand af harer, der tillige er vænnet til synet af mennesker og hunde, og derfor tillader, at man nærmer sig.

Spotter man en hare, der fouragerer på en mark eller græsplæne forsøger man at trække hunden op mod haren. I samme øjeblik hunden ser haren, kommanderes den dæk eller sit.

I sekundet efter kaldes den op, og man bevæger sig bort fra haren. Situationen skal virke rolig og afslappet, og haren skal ignoreres.

Derfor må stemmeføringen være behersket og kontrolleret. Når hunden spontant stopper ved mødet med haren, kan man lade den gå fri ved fod.

 

Gang for gang giver man hunden mere og mere snor, og til sidst kan man lade den søge i områder, hvor man ved, der er harer. Men forsøg altid at være et skridt foran hunden. Ofte ved man erfaringsmæssigt, hvor harerne trykker, ligesom man af og til kan spotte dem, når de trykker i sædet.

Dette giver mulighed for at sætte ind med stopsignalet i absolut samme sekund, som haren forlader sit leje.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »