En af de mest populære jagtformer er andejagt, hvor jæger og hund venter på ændernes træk i det spirende morgengry eller skumringen

Af Michael Sand

Svømmeændernes træk er mest koncentreret i halvmørket, og jagten kan drives uden skjul, så længe jægeren og hans hund kan forholde sig nogenlunde stille.

Som ved de fleste andre former for trækjagt er det derfor vigtigt, at hunden ikke springer frem i samme øjeblik, jægeren hæver bøssen. Fænomenet er desværre ikke ukendt. Ligeledes er urolige hunde ikke just et særsyn på andejagterne. En hund, som piber eller på anden måde skaber sig pga. spænding eller kedsomhed, kan være en pestilens.

Visse linjer inden for de forskellige racer er plaget af denne uskik, og den jæger, som driver meget andejagt, bør i særdeleshed være på vagt over for denne ofte medfødte svaghed.

En hund, som anvendes til andejagt, skal være en apportør af første klasse. Skudte ænder falder ofte i rør- og sivskov, i dynd og i mose og tæt krat af pil, birk og andre former for vandtålende trævækst.

Krævende apportering

Apportering i sådanne terræntyper kan være særdeles krævende, og derfor skal hunden være særlig tændt på opgaven.

En såkaldt pligtapportør uden gnist og gejst taber ofte modet, når eftersøgningen efter en anskudt and trækker ud. Det er nemlig ikke kun dykænder, som kan dykke.

En lettere anskudt svømmeand kan også forsvinde fra vandets overflade, og kun en hund med stor jagt- og apporteringslyst holder sig på opgaven, indtil anden er fundet og apporteret. Da andejagten ofte foregår i koldt vand i årets sidste måneder, begynder udvalget af egnede racer at snerpe sammen.

De opstillede kriterier peger på meget robuste racer som retrievere, da det er racer med stor apporteringslyst og en pels, som yder effektiv beskyttelse mod vand og kulde, andejægeren bør vælge. Også langhår og ruhår etc. er forholdsvis modstandsdygtige over for kold vind og koldt vand.

Under skumringstrækket vil den rutinerede hund tillige være en stor hjælp inden der er skudt til ænderne. I trækkets sidste minutter lang tid efter solnedgang ses ænderne kun i korte øjeblikke, og få sekunders varsel fra lyden af de svirrende andevinger øger chancen for skud betragteligt. Den rutinerede hund vil ofte høre ænderne længe før jægeren og hundens rejste ører og fokus-retning afslører ændernes indflyvningsrute.

Såfremt jægeren blot holder øje med hundens reaktion, vil han sjældent bliver overrasket af de vingede silhuetter, som pludselig dukker ud af mørket. Den rutinerede hund vil tillige markere de skudte ænders fald alene på baggrund af lyden. Til tider vil den være i stand til at iagttage anskudte ænder, som fortsætter tilsyneladende uanfægtet, selv om de blev ramt af et eller få hagl, som ikke var øjeblikkelig dræbende.