De første egentlige bestemmelser om jagt findes i Christian II’s gejstlige Lov af 1521. Jagtlove i Danmark har således 500 år på bagen i 2021.

De første egentlige bestemmelser om jagt findes i Christian II’s gejstlige Lov af 1521. Jagtlove i Danmark har således 500 år på bagen i 2021. Forud for, at en lov regulerede jagt, havde hverken Sjællandske eller Jydske Lov talt om jagt, hvorimod den lidt ældre Skaanske Lov tog højde for jagt i Sydsverige, og Knud Den Stores Skovlov regulerede jagt i England.

 

Tekst: Henning Kørvel

Jagtlove i Danmark runder i år et sjældent jubilæum: 500 år.

Efter, at jagt blev reguleret i Sydsverige af Skaanske Lov, og Knud Den Stores Skovlov regulerede jagt i England, findes de første egentlige bestemmelser om jagt i Danmark i Christian II’s Lov af 1521 (Carl Weismann: Vildtets og jagtens historie i Danmark, 1931, 1985).

I kapitel 4 får abbeder, priorer og andre klostermænd i de store klostre (fx Antvorskov og Sorø) således forbud mod at holde mere end to par mynder og to kobler støvere, mens de mindre klostre kun måtte have et par mynder og et par kobler støvere.

Endvidere bestemmer lovens kapitel 87, ”at om en bonde får lov at jage i nogen god mands enemærke eller skov, og der beder dyr, harer eller råer, da skal han indføre det åbenbare til købstaden og falbyde det uden at skjule det for nogen”.

I kapitel 97 bestemmes det, ”at om nogen udebliver efter at være tilsagt til ”boyejagt eller sættejagt, da skal han ikke bøde herfor, hvis det er høstens tid, hvor bonden skal tage sin bjergning til vare”.

Boyejagt forklares med jagt, hvortil bønderne var tilsagt på samme måde, som de ved boyefogeden blev tilsagt til hoveri, mens sættejagt skulle være fast ansat jagt, som der ikke behøvedes tilsigelse til”.

Sættejagt var jagt med udsatte garn i forbindelse med boyejagt. Endelig mener Weismann, at det ikke er jagt uvedkommende, at der efter kapitel 121 ”ved alle landsbyer skal graves kuler, hvor alt kvæg, heste, hunde og svin, som dør i landsbyerne, skal henlægges; thi der blev utvivlsomt taget ulve og ræve ved disse kuler”. I den verdslige Lov af 1522 påbydes det rakkerne i købstæderne at kaste ådslerne i lignende kuler.

Kun jagt i ”den fede tid”

Christian II’s bestræbelser for at bevare eller ophjælpe vildtbestanden fortsattes af Frederik I. I 1525 blev det således forbudt at jage mere på fællig end hver enkelt lodsejers del kunne tåle, og i de to år, 1527 og 1528, måtte der kun jages i ”den rette fede tid”, hvilket vil sige fra 14 dage efter Skt. Hans til 8. september, altså til storvildtets (kronvildtets) brunst begyndte.

Det sidste forbud var dog ikke absolut. Behøvede en adelsmand et stykke vildt til sin datters bryllup eller sin kones kirkegang, måtte han slå det uden for den fede tid.

Som altid syntes jyderne at have gjort, hvad der passede dem bedst uden alt for mange hensyn til kongens bestemmelser; thi i hungeråret 1528 udgik der atter brev til lensmændene, at da der fremdeles slås og ødelægges storvildt (høigdiur) i Jylland, vil kongen have gentaget, at ingen biskop, prælat, lensmand eller nogen anden herefter holder nogen dyreskytte at ”skiude diur modt vore breve”.

Lensmændene skulle forhindre det, og har skytten skudt efter sin husbonds ordre, skal denne stå kongen til rette derfor, men har han gjort det uden husbondens vidende, da skal lensmanden straffe ham, som foragter vore bud og breve, og ikke vil overholde dem.

Heller ikke dette hjalp, og 1532 udsendte kongen et nyt brev til sine nørrejyske undersåtter i anledning af, at alt vildt – hjorte, hinder og råvildt i Nørrejylland – opskydes, og på mange måder ødelægges.

Efter forhandling med rigsrådet, og med samtykke fra en del af adelen bestemtes, at ingen hverken kongen, lensmændene, eller nogen på deres vegne, biskopper, prælater, riddere, gode mænd eller andre, som havde jordegods i Nørrejylland i tre sammenfaldende år måtte skyde, slå eller optage adelvildt, hvilket vil sige hjorte, hinder, kalve, og ej heller måtte lade bouge, jagte eller opslå med wiilde, reb eller raarecker, fredring eller ”hollning med bogejagt eller udi andre måder”.

Heller ikke må nogen slå råer med reb eller recker. Endvidere må ingen ”holde krubeskytter” i skov eller hede at skyde adelvildt, hjorte eller hinder, og kan nogle af de kongelige fogeder, embedsmænd eller andre overkomme sådanne, og de bliver dræbt derved, da skal de ligge på deres gerninger.

Endelig forbydes det brugere – borgere – og bønder ved nogen slags jagt at slå, skyde eller tage hjorte, hinder, kalve, rådyr eller harer under 40 marks bøde. Præster, brugere eller bønder må ikke holde mynde til at tage harer med eller skyde dem under samme bøde.

I dette brev findes altså den første kraftige indskrænkning i jagtfriheden her i landet, og grunden til, at disse efterhånden skarpere og skarpere bestemmelser om jagten blev givet, er utvivlsomt ikke adelens personlige jagtlyst, men vildtets aftagen.

1528 var som før nævnt et hungersår, 1529 hav en kold, regnfuld sommer, 1530 var også ugunstigt, og 1531 var et dyrtidsår. Hertil kom, at en komet i 1531 manede til forsigtighed. At kometen stod på himlen i 40 dage, forudsagde kommende ulykker, troede datiden.

Betydningen af nogle af de udtryk, der er brugt i brevet 1532 kendes ikke, men reb er vist nok svære garn, og recker er egentlig tynde jernkæder, og må vel opfattes som snarer, På den tid skød man ikke alene med bue og pil og lodbøsse, men der blev også anvendt spyd.

Under Grevefejden led vildtet vistnok meget, og forholdene for det blev ikke bedre, fordi det meste af kirkegodset ved Reformationen blev inddraget under Kronen, som derved kom til at eje omtrent halvdelen af landets jordegods.

Kirkegodset, som udgjorde cirka en tredjedel af landet, lå nemlig ikke samlet, men var for en stor dels vedkommende spredt mellem proprietærgodset eller i fællig, og som følge af fællesskabet havde enhver, der ejede en lod i en by, ret til at jage over hele byens jorder. Kronen søgte godt nok at samle godserne ved magelæg, men det var dog først senere, at dette blev gennemført i større omfang.

Barbarisk fremfærd på papir

Bestemmelserne i brevet fra 1532 blev gentaget i Christian III’s Københavnske Reces af 1537, hvis kapitel 26 lyder sådan:

”Item om jagt ville vi, at herefter således skal holdes. Først ville vi, at herefter til evig tid ingen krybbeskytter, som plejer at ligge på skove og andetsteds at skyde og ødelægge adelvildt, skulle være, og ville hermed have givet fri skøffuelingh over alle krybbeskytter, som hver dem overkomme kan skal have fri magt at stinge dem både øjne ud eller hænge dem udi det første træ, han overkommer, og ville vi være deres fri hjemmel og tilstander dertil uden så er, at han skyder der på hjemmel eller sin husbond, da skal det tilstedes ham, og han skal da forskikkes til vor lensmand, udi hvilket len han pågribes , og der holdes til stede til, at vor lensmand beskikker den, som han siger sin hjemmel og husbond at være, og høre hans ord, haver han da tilstander og fri hjemmel af sin husbond, da svarer han til hans gerninger så meget som ret er.

Sammeledis ville vi, at alle reb og recker, som man plejer at ødelægge vildt med over alt i riget, skal aflægges i tre samfelde år, dog så, at hvilken riddersmandsmand som haver vildtbrad behov, skal tillades at lade bede eller skyder på sit eget eller udi fælled, og det være ham forbodt til skellighed og hans fælles tåle kan, undtagen Falster, Langeland og Bogø med groft vildt, det ville vi beholde fri for vor egen person til vort beget behov. Ville vi og vore fogeder og embedsmænd strengelig befalet have, så hver udi sit len god agting på, at bønderne eller købstædsmænd ikke skyde eller slå noget dyr, store eller små eller harer.

Sammeledis, at ingen provster, præster herredsfogeder, ridefogeder, borgere eller bønder holder nogen mynder eller støvere eller lade skyde noget dyr, store eller små, under livs, hals og gods fortabelse; findes og nogen at dylle med hverandre, da skal de lide lige straf med dem som gerningen gøre, dog skal ulvejagt blive ved magt”.

Recessen er ofte fremhævet som eksempel på gamle tiders barbariske fremfærd over for almuefolk og krybskytter, og dens bestemmelser var vel også strenge, om end slet ikke så hårde, som de gøres til.

Den forbød ikke al jagt for almuen, kun på hjortevildt og harer måtte de ikke jage, og hvis de gjorde det, mistede de liv og gods, mens krybeskytterne kun skulle hænges eller blindes, ganske vist uden dom, men mens recessen nævner, hvad der skal forstås ved almuefolk, har den ikke defineret begrebet krybskytte; rimeligvis er det de i brevet af 1528 omtalte dyreskytter, der skød dyr mod vore breve, altså adelens skytter. Også i Recessen af 1558 er der forskellig straf for krybskytteri og andre jagtforseelser, men først i Christian IV Riges Ret og Dele defineres begrebet krybskytte mere i overensstemmelse med nutidens opfattelse.

Hængning uden dom, en straf der også over for tatere, var kendt længe før Recessen af 1537. Jyske Lov II-88 siger: Haver tyv stjålet halv marks koster, da må ombotzmand uden dom hænge hannem og have deraf ingen synd, fordi at hans egne gerninger har dømt ham og lader ham hænge for rettens sag og kongens vold og ej for hævn”.

Recessens bestemmelser blev ikke overholdt. Der blev jaget adelvildt og harer i de kongelige enemærker for eksempel på Møn, og kongen bad derfor lensmændene om at tage bedre vare på jagten og straffe overtrædelser efter recessens ordlyd.

På Herredsdagen i Ringsted i 1548 drøftedes jagtfreden, og rigshofmester, Eske Bilde til Svanholm, indskærpede indbyggerne på Sjælland forbuddet mod at bruge raarecker og haregarn.

Dette forbud, som efter recessen kun gjaldt i tre år, må være fornyet, mener Weismann. Det blev endvidere påbudt, at ingen måtte fordriste sig til at indride eller jage med hunde, recker eller haregarn eller med noget andet sådant redskab på nogen mands enemærker, være sig rig eller fattig, uden hvad han havde ret og rettighed til.

Usikkert, om hårde straffe blev realiseret

Eske Bildes brev nyttede dog ikke ret meget, for allerede juleaften 1548 måtte han nemlig advare sin farbrorsøn på Søholm, som sammen med sine naboer jagede ved hjælp af de forbudte redskaber, og selv var han heller ikke for lovlydig.

I 1550 havde kongen til sin forundring nemlig fået at vide, at groft vildt, hjorte og hinder og desuden andet vildt var ødelagt i hans len, så vildtbanen var værdiløs.

Han skal derfor lade vildtbanen være i fred og ikke selv eller ved andre jage eller skyde hjorte, hinder råvildt eller andet vildt i de enemærkeskove, han har i forening af kongen eller kronen, eller som kronen har fælles med klostrenes og Stigternes gods.

Vil han jage, kan han gøre det i de fællesskove, som riddersmændsmænd har lod og del i, dog ikke efter groft vildt eller med reb og recker.

Lensmanden på Malmøhus fik den samme formaning.

Mange andre steder måtte kongen gribe ind for at skaffe vildtet fred. Peder Oxe på Gisselfeld faldt således i unåde, fordi han havde forhugget skovene, skudt storvildt i kongens vildtbane, begået toldsvig, solgt kronens, klostres of kirkers bøndersønner til egen fordel, og kommet mange fra ære, liv og gods formeldest ulovlige nævner.

De nærmeste recesser efter 1537 omtaler ikke jagt, og først i den Koldingske Reces af 1558 gives der nye jagtlige bestemmelser.

Den forbyder i artikel 29 både kongen, adelen og bonden at bruge fælleden med fiskeri, oldensvin og skovhugst mere end hvers lod kan tåle, og det forbeholdes fremdeles kongen at slå stort vildt i de fælles skove på Langeland og Falster.

Om jagten gentages artikel 26 i Recessen af 1537, dog at øjenudstikningen nu først kan foregå, efter at krubskytten som er grebet på fersk gerning, er ført til tinge, og det tilføjes, at om nogen riddersmandsmand hjemler nogen at skyde andetsteds end på sit eget, da skal han bøde med 100 mark pendinge for hver tid til den, som ejendommen tilhører.

Denne reces indeholder de første straffebestemmelser – en bøde på 100 mark pendinge for krybskytteri, hvilket er formildende i forhold til øjenudstikning og hængning. Weismann har dog ikke kunnet finde eksempler på hverken øjenudstikning eller hængning, og det vides således ikke, om de hårde straffe uden dom virkelig blev realiseret.

Vanskeligt at gennemføre forbud helt

Recessen blev naturligvis ikke overholdt, men ikke alene adelen og andre skød på Langeland, selv lensmanden Mourits Podebusk tog sig friheder. Da han i 1581 havde været hos kongen i Silkeborg, skød han på hjemrejsen et rådyr i kongens frie enemærker ved Javnhyde og slog en af kongens bønder til blods, da denne nægtede at bære byttet bort.

I 1573 var det nemlig blevet pålagt bønderne i Skanderborg Len at passe godt på, at ingen skød eller ødelagde vidt i kongens fredajagt.

I forhold til krongodsets størrelse mener Weismann ikke, at der i Frederik II’s tid var mange jagtsager. Efter tidens forhold er de givne forbud utvivlsomt blevet overholdt godt, og når der alligevel var en del forseelser, så skyldes det ikke, at befolkningen var mindre lovlydig end i senere tider – tværtimod, men snarere, at forholdene gjorde det vanskeligt at få forbuddene gennemført helt. Blot det, at der måtte jages over alt efter ulve, som på en tid dog ikke fandtes på Øerne, gav naturligvis anledning til overtrædelser.

Adelen havde jo hånds- og halsret over befolkningen på sine godser, mens lovenes overholdelse på krongodserne var overdraget til lensmændene, der kun havde dårlig hjælp i herredsfogederne, som ikke alene ofte havde to herreder at passe, men også jævnligt nedsatte sig i købstæderne, hvor de drev købmandshandel og ølsalg til deres herredsmænd, som de altså kom i et vist afhængighedsforhold til. Desuden havde de mange andre forretninger end jagtlovsovertrædelser at passe.

Først i 1683 blev der ansat en kongelig politimester i Danmark.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »