Danmarks Jægerforbund har været i udlandet og står det til forbundet skal vi nu have en ny adaptiv forvaltningsmodel. Men det er ikke nødvendigt. Den danske model passer rigtig godt til danske forhold

Leder af Michel Sand, Netnatur.dk

– Den adaptive vildtforvaltning virker, slår Danmarks Jægerforbund fast under igangværende Road Shows, som skal sælge den adaptive tankegang til de fremmødte.

Og tilsyneladende køber jægerne de nye tanker uden de helt store forbehold. Og hvordan skulle de andet? Her på redaktionen måtte vi slå begrebet op første gang det tilgik debatten.

Som bevis på, at den adaptive vildtforvaltning virker, nævnes jagten på den kortnæbbede gås.

Gåsens himmelflugt er nemlig bremset efter et par sæsoner med adaptiv vildtforvaltning og det er godt. Der må nemlig kun være 60.000. Det har man besluttet.

Desværre forsvandt der i den første sæson med adaptiv forvaltning cirka 11.000 kortnæbbede gæs fra radaren. Det betød, at sæsonen blev afkortet med en måned. Dette kan dog ikke rokke ved, at metoden ifølge DJ virker og nu skal anvendes på andre arter.

Lyder jo godt

Indførsel af nye systemer skal man altid tilgå med størst mulig skepsis. Det gælder også adaptiv vildtforvaltning, der i øjeblikket markedsføres som et system, der skal sikre bæredygtig jagt og social accept af jagten.

Det lyder jo alt sammen rigtig godt. Hvem kan dog være imod bæredygtig jagt og jagt, der er bredt accepteret?

Alligevel er der grund til at råbe vagt ved gevær.

For hvad er det, som den adaptive vildtforvaltning skal erstatte?

Det må være den model, som vi har anvendt i de sidste mange årtier. Det er den model, der sikrer, at vi kun høster af naturens overskud.

De dyr vi udtager giver oftest de overlevende bedre chancer for at overleve. Det betyder, at der bliver mere plads, føde og fred til dem, der klarer sig gennem sæsonen. Jagten kompenserer for en dødelighed, som alligevel finder sted.

Den udvaskede blåstempling

Men lad os vender til jagten på den kortnæbbede gås. Arten, der måske skal bane vejen for, at flere arter kan forvaltes adaptivt og sikre, at jagten drives bæredygtigt og i harmoni med vores omgivelser.

Ja, da er det værd at bemærke, at det er den kompensatoriske model – altså den nuværende forvaltningsmodel – som har båret bestanden frem fra en bestand på cirka 25.000 individer til en bestand på over 80.000 i de yngleår, hvor der er flest.

Hvis ikke dette er en blåstempling af den nuværende model, hvad er det så?

Og hvad jagtens sociale accept angår, er det vanskeligt at forestille sig, at den kan blive mere bæredygtig end den har været i de sidste mange årtier.

Desuden har tilslutningen til jagt efter meget at dømme aldrig været større.

Der er nu omkring 230.000 jagttegnsberettigede danskere og landets tv-stadioner producerer spændende og seværdige udsendelse om jagt som aldrig før.

Selv reklamebranchen er ved at overgive sig til jagt og jægere som et virkemiddel, der kan anvendes, når der skal sendes positive signaler.

Derfor må man spørge, hvad det er den adaptive tilgang kan gøre bedre for den sociale accept af jagt og jægere?

Sand markedsføring

Den adaptive tilgang kan måske være med til, at man holder bestanden af kortnæbbede gæs på et niveau, som man har besluttet. Altså på 60.000 gæs

Dermed er jagt med til at tage et større udbytte ud af naturen end den producerer. Og det går imod de principper, som vi normalt har støttet os op ad.

Dermed ikke sagt, at landbruget og det følsomme miljø i gæssenes yngleområde ikke skal tilbydes hjælp med regulering af bestanden.

Men da bør problematikken angribes fra den vinkel.

Den adaptive vildtforvaltning skal ikke sælges som om, at den vil sikre bæredygtig jagt i bedre balance med sine omgivelser.

Hvis jagt skal holde en bestand under det “naturlige” niveau, kan det dele vandene og rokke ved jægernes sociale accept – i hvert fald i nogle grupperinger.

Hvad mener i om jagt? 

Her på sitet har vi forsøgt at komme begrebet adaptiv vildtforvaltning nærmere. Især det sociale aspekt, som ser ud til at spille en afgørende rolle i fortolkningen af begrebet.

Hvem skal inviteres til at have en holdning om jagt og jægere og hvordan skal man organisere de mange forskellige synspunkter og interesserer?

Bliver det efter hollandsk forbillede eller har arkitekterne bag den danske fortolkning en anden udlægning i ærmet.

Det ved vi ikke.

Men formanden for vildtforvaltningsrådet henviser til DCE’s gåseforsker, som allerede har leveret en artikel til Netnatur.dk om hvad adaptiv vildtforvaltninger er og ikke er.

Læs mere:

Hvad adaptiv vildtforvaltning er og ikke er

Danmarks Jægerforbund jubler over, at jægerne nu endelig er blevet et anerkendt redskab i forvaltningen – selv hos Danmarks Naturfredningsforening.

Jægerne skal dog udføre en opgave, som egentlig slet ikke er en jægeropgave, men en samfundsmæssige opgave.

– Men er det så forfærdeligt, vil mange måske spørge.

– Vi får jo mere at skyde på, hvis bare vi bekender os til den adaptive vildtforvaltning, vil nogle måske ligefrem fremføre.

Det nuværende adaptive system med den kortnæbbede gås kan virke fornuftigt. Og langt bedre end det system, som anvendes i jagtforskrækkede Holland. Her bliver gæssene drevet sammen og gasset, når der bliver for mange.

Alligevel er det nødvendigt at være på vagt. Det skyldes, at de tanker, der udspringer af den adaptive forvaltning, næppe begrænser sig til fælles og mere dynamiske jagttider, der skal gælde for alle.

Det er det, som kan følge med i kølvandet på overgangen til mere adaptiv vildtforvaltning, som især vækker bekymring.

Udenlands inspiration

Jægerforbundet har været på tourné i udlandet og mere eller mindre ukritisk hiver man eksempler ned fra alle hylder og planter dem i dansk kontekst.

Det ved vi er vanskeligt.

Der er mange jægere i Danmark på et meget lille areal.

Men med mindre man vil gennemføre en prikkerunde og pege dem ud der må og dem, der ikke må, er man nød til at finde en model, der passer til den danske situation.

Og der er vi så heldige, at den danske model rent faktisk har vist sig at passe rigtig godt til de danske forhold.

Alligevel har forbundet ageret lokomotiv for en mere gennemgribende forandring.

Efter begrebet adaptiv vildtforvaltning første gang forlod DJ-formanden i et offentligt rum, har vi været vidne til forsøg på arealbegrænsning, tvangslaug, indførsel af sms-kontrol og nu –  et tvivlsomt indsamlingssystem, der skal sikre, at jægerne er på rette kurs i deres afskydning af kronvildt

Når det gælder kronvildt, har man nemlig besluttet, at der skal være flere gamle hjorte i bestanden. Hvor mange der er, ved man ikke, men der skal alligevel være flere.

De danske jægere har loyalt kastet sig ud i endeløse debatter om hvordan de mener, man bedst mulig kommer i land med det mål.

Men er indsamlingsmetoden anvendelig, når regnskabets time kommer og jægerne skal dokumentere, at de rent faktisk formåede at nå i mål?

Brug eller misbrug

I en række faglige artikler, bragt her på sitet, påpeger den nordjyske vildtbiolog Egon Bennetsen en række problemstillinger. Fx. at den indleverede rapport fra DCE om kronvildtforvaltning efter meget at dømme ikke blev læst så kritisk, som den burde. End ikke af dem, der indgår som faglige korrekturlæsere og som er nævnt i rapportens datablad.

Biologen påpeger flere sjuskefejl, som en kritisk fagstab burde have fanget. Både hos DCE og hos Danmarks Jægerforbunds faglige afdeling.

Det er naturligvis menneskeligt at fejle, men om mere væsentlige udregninger i rapporten holder til den såkaldte trykprøve, er der ligeledes rejst tvivl om.

Men  … det ved vi ikke, da vi ikke kan få svar på de rejste spørgsmål. Indtil videre må vi lade det blive ved tvivlen.

Hvad det adaptive system skal bidrage med, er derfor vanskeligt at se. Mere dynamiske jagttider, som kan anvendes efter behov, kan naturligvis diskuteres og sikkert også anvendes.

Men at der er tale om et nyt system, hvor man byder op til en mere social bæredygtig jagt, er der næppe belæg for at påstå.

Hvem bestemmer?

Derimod er der behov for en debat om hvem, der skal sætte rammerne for fremtidens vildtforvaltning. Er det Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet, DCE eller landets ansvarlige politikere, der skal kridte banen op?

Lige nu virker jagtpolitik som en lidt for kreativ proces, hvor interessen for kedelige, faktuelle spørgsmål og debatter drukner i smarte overskrifter og ord, som de færreste kan definere.

I netop udsendt rapport om fremtidens jagttider tilfører forskere fra DCE den politiske debat lidt strøtanker om kvoter i tilknytning til indførsel af jagt på knortegæs.

Men er anvendelse af kvoter indenfor de rammer, som anbefalingen bør holde sig indenfor?

Jeg mener anbefalingen falder udenfor eftersom kvoter ikke er del af den danske model. Først når bestanden kan holde til en egentlig national eller regional jagttid af en eller anden varighed bør DCE anbefale jagt på den mørkbugede knortegås, der meget let forveksles med den talsvage lysbugede variant som kun tælles i få tusinde.

Ro på

Der er mere end på noget andet tidspunkt i dansk jagthistorie brug for er at dæmpe kreativiteten og give de danske jægere mulighed for at følge med.

Ellers risikerer de at blive taget på sengen af smarte ord og overbevisende Road Shows som erfaringsmæssige har det med at holde tvivlerne tavse.

Og hvorfor det skal gå så stærk i en tid, hvor det efter meget at dømme aldrig har gået bedre, kan man kun undre sig over. Ikke mindst må man undre sig over forbundets uforbeholdne tilslutning til kæbeindsamling, som der er rejst faglig tvivl om.

En bølge af succes

De danske jægere rider på en bølge af succes. Og alligevel skal succesen problematiseres og anvendes som argument for en ny styreform, som jægerne først opdager, når fælden er smækket og jagtrettigheder forandret til et redskab i forvaltningen.

Det er ikke jægernes skyld, at bestanden af gæs er gået ud af kontrol. Det er de vintergrønne afgrøder og et velfungerende reservatnetværk sikkert forklaringen på.

Det er heller ikke jægernes skyld, at kronvildtbestanden nogle steder er så tæt, at landmænd må opsætte hegn for at beskytte deres afgrøder.

Langt det meste kronvildt i Danmark opholder sig på statsejede arealer, hvor afskygningen er stærkt kontrolleret. Derfor er det først og fremmest staten, der må udvise rettidig omhu og sikre en kronvildtbestand, der er social og økologisk bæredygtig.

Derfor er det også beklageligt, at dem, der ved bedre, alligevel pipper med og hævder de danske jægere ikke kan finde af det.

Det kan de nemlig godt, selv om der ikke er noget, der er så godt, at det ikke kan blive bedre. Så er det nævnt.

Jagt og regulering

Jagt hviler i modsætning til regulering på nogle etiske grundpiller. Vi skyder kalven før hinden og jager ikke kronvildt i yngletiden. Regulering af få uger gamle plettede kronkalve er ikke jagt, men tiltag, som er iværksat for at holde bestanden under sit ”naturlige” niveau og og jage hinderne skræk i livet så de ikke vender tilbage til afgrøden.

Og der er måske hvad adaptiv vildtforvaltning i virkeligheden er? Regulering! Vel at mærke regulering pakket ind i begreber som økologisk og social bæredygtig jagt.

Der er ingen tvivl om, at samfundet får brug for jægerne fremover, men hvis ikke vi holder fast i jagtrettighederne, kan vi risikere at spille os selv af bane.

Vi bliver et redskab, som kan bruges efter behov. Jagt som en rettighed reduceres.

Derfor skal der endnu engang lyde en opfordring til, at jægerne tager ansvar og stiller sig kritisk overfor adaptiv vildtforvaltning og ethvert andet mere gennemgribende system, som systemet mener er bedre end det nuværende system.

Gråt guld og muld

Ikke mindst den nye generation må på banen og byde ind med de ideer til de principper, som de mener skal gælde for fremtidens jagt. Hvilke ønsker har de til jagt- og vildtforvaltning?

Denne opgave kan ikke alene overlades til toppen af Danmarks Jægerforbund, som landets politikere har givet beføjelse til at varetage alle danske jægers interesser. Kun Jægerforbundet har således et sæde for jagt og jægere i ministerens rådgivende råd.

De cirka 150.000 jægere, som står uden for forbundet, må se langt efter deres demokratiske ret til at påvirke de beslutninger, der vedrører jagt.

Hvor mange DJ-medlemmer som DJ-toppen har med på den adaptive vogn, kan der kun gisnes om. Men det store flertal af de danske jægere har ikke indløst billet. Mange er slet ikke klar over, at forvaltningen, som vi kender den, er under forandring.

Hvem er på vognen?

Landets nuværende regering er efter meget at dømme heller ikke at finde på det adaptive vogntog, hvor DJ og DN har indtaget førersædet.

Det kom måske tydeligst til udtryk under høringen på Christiansborg d. 24. august.

– Vi skal ikke indføre et nyt bureaukratisk system for at give mere arbejde til de ansatte i Danmarks Jægerforbund.

Sådan lød det fra gruppeformand Søren Gade (V).

Regeringen og dennes minister gennemgår i øjeblikket den indstillede hjortevildtplan. Og den kan måske sætte en helt ny kurs for fremtidens forvaltning. Ikke kun for hjortevildtet, men for jagt i almindelighed. En kurs som måske kan sikre, at jagtsagen igen kommer tilbage til jægerne.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »