Jeg har en lille historie og et par billeder af den frygtede Colorado-bille, som jeg opdagede under et indkøb forleden

I søndags(d.7. juni 09), da jeg var i City Syd, Aalborg for at handle i en dagligvarebutik, kom jeg forbi grøntafdelingen, hvor jeg pludselig fik øje på en bille, som kravlede på nogle blomkålshoveder.

Den var flot men helt speciel af udsende og jeg genkendte den ret hurtigt som en Coloradobille. Selvom jeg aldrig har set en i virkeligheden, kan jeg huske min morfar havde fortalt mig om den og hvor frygtet den var indenfor landbruget.  “De kan lægge hele kartoffelmarker øde hen” sagde han. Det er da heller ikke uden grund, at Coloradobillen  har fået sådan et rygte.

Man har faktisk pligt til at anmelde ethvert fund til de rette myndigheder, hvilket jeg da også har gjort. Hvordan billen er havnet i grønsagerne er ikke svært at forstå, den er importeret og fragtet med fly, skib eller på anden vis. Og det er jo ikke første gang man høre om fremmede arter af insekter, biller, m.m. som er dukket op i Danmark på den vis. Når det kræver myndighedernes opmærksomhed, er det for at undgå fauna-forurening eller skadedyrs-angreb, som i dette tilfælde kan gå hårdt ud over kartoffelhøsten. Jeg har stadig billen i live i et “insekt hus” på altanen, hvor den nyder tilværelsen som fotomodel, men under streng isolation..