Alt har en tid. Det har tiden som aktiv jæger også, mener Kasper T. Andersen, som med udgangspunkt i en række personlige oplevelser med ældre jægere tager fat i det tabubelagte spørgsmål: Hvornår skal haglbøssen eller jagtriflen sættes i våbenskabet for sidste gang

Af Kasper T. Andersen

Min bedstefar levede hele sit liv som handelsmand og opkøbte kreaturer til slagt eller eksport på staldene i Kolding, Vejle og Horsens. Når en handel var afsluttet, var det kutyme man drak lejekøb på det lokale udskænkningssted, spillede kort og røg store cigarer – uniformen var en hvid kittel, en panamahat med sort hattebånd og en stok. Når dagens indtægter enten var spillet eller drukket op, eller måske mangedoblet, satte bedstefar sig ud Vauxhallen og kørte hjem – måltiderne skulle jo passes!

Når man har gjort det et helt liv får kroppen små skavanker. Bedstefar led da også af åreforkalkninger, vejrtræningsproblemer og trak lidt på det ene ben, og han havde de sidste år også svært ved at orientere sig, led af hukommelsesproblemer og var meget dårligt gående.

Det gjorde ikke så meget, for bedstemor klarede tingene for ham. De sidste år af hans liv sad han mere eller mindre paralyseret i sin stol og hvilede hænderne over stokken, han blev en mand af få ord. Bedstemor kunne mærke, når han var tørstig, hvornår han trængte til en cigar, hvornår han var træt og trængte til hvile.

Bedstefar kunne ikke ret meget selv til sidst, altså udover at køre bil og gå på jagt!

Mine bedsteforældre boede i Jelling. Udkørslen fra garagen var direkte ud på Hovedvej A18, som i min barndom i tresserne var en meget stærkt trafikeret vej. Når min bedstefar skulle ud at køre spærrede bedstemor vejen af med et par savbukke, og bedstefar satte sig ved rettet i Vauxhallen. Med stokken kunne han flytte højre fod fra speederen til bremsen og så gik det ellers derudaf

Bedstefar havde et godt forhold til den lokale læge, så ingen kunne drømme om at tage kørekortet fra ham. Det hele endte ulykkeligt med, at bedstefar ikke fik taget et venstresving inde i Gormsgade i Vejle og kørte tværs igennem Cykelcentralen – Ingen kom heldigvis noget til udover, at der blev smadret temmelig mange cykler og en butiksfacade – en ulykke skulle der altså til, før han fik taget kørekortet.

Farlig for omgivelserne

Denne lange indledning for at nå frem til pointen i historien. De sidste år af min bedstefars jagtliv var han livsens farlig for sine omgivelser, når han gik med gevær. Når geværet blev ladt om morgenen, blev sikringen skubbet frem og dér sad den så resten af dagen, hvad enten der blev skudt efter noget eller der bare smuttede et skud ved en tilfældighed. Geværet var aldrig knækket og afladt mellem såterne og bøsseføringen var under al kritik.

Bedstefar var langsom, usikker og til sidst uhjælpsom som jæger. Alligevel nød han i fulde drag at blive sat af på jagtstolen for enden af roerne, når sønner og svigersønner forsøgte at drive ræven i hans retning, og dem skød han mange af i sit lange jagtliv.

De sidste år nåede han det bare ikke, når chancen var der! En hjerneblødning afsluttede hans jægerliv, han blev for dårlig og kunne simpelthen ikke, men nogen måtte fortælle ham det, før han forærede geværet til min storebror.

Når man er mand og bilist, så er det svært at nå frem til den konklusion, at man har nået en alder, hvor man ikke længere er nogen god bilist. Rutinen som bilist bliver på et tidspunkt skiftet ud med en alt for langsom reaktionstid, ujævn og usikker kørsel og manglende agtpågivenhed pga. nedsat hørelse og syn. Hele bevægeapparatet slides og ydeevnen nedsættes – man bør stoppe med at køre bil, man er ganske enkel til fare for sine omgivelser.

Det er normalt den praktiserende læges skøn, hvornår man er for gammel til at køre bil. Dette er i mange tilfælde en dårlig konstellation, hvor rare praktiserende læger, som har kendt patienten i mange år, ikke kan nænne at tage kørekortet fra folk. Ofte skal der ske et eller andet alvorligt før det sker. Jeg kender eksempler på ældre der er endt som “spøgelsesbilister “på motorvejen, jeg kender en der har mistet orienteringsevnen og ikke har kunnet finde hjem i garagen.

Inspirationen til denne artikel fandt jeg for nylig, hvor jeg rejste sammen med en flok “lidt ældre” jægere til Sydafrika på antilopejagt – gennemsnitsalderen var omkring de 70 og ældste mand var 81. Nu er det ikke alderen der bør være afgørende for, hvornår man er for gammel til at gå på jagt, men snarere førlighed og evne til at se, høre, opleve og ikke mindst at handle og reagere med sit skydevåben i forhold til dette.

Fødselsåret er ikke det værste

Den fysisk ældste på turen var på ingen måder den ældste. Han var både fysisk ok, kvik i hovedet og seriøs, bevidst og dygtig med sit jagtvåben. En anden og noget yngre i flokken var derimod mere end farlig for sine omgivelser. Han var selvfølgelige udstyret med en fuldskæftet riffel med snelle, hvor magasinet i den grad klemte og var særdeles besværlig at håndtere for en lidt ældre rystende hånd. Min ven nægtede og afslog kategorisk at undlade at bruge snellen, for den havde han altid brugt. Jeg ved ikke om læseren kan forestille sig hvordan en anspændt lidt ældre mand, som er i Afrika for sit livs jagtoplevelse, kan gebærde sig bag på en safarijeep, når mange af sanserne er på retur, kræfter og førlighed er stærkt nedsat.

I Afrika ser man jo meget vildt fra ladet på bilen, så der var tale om at sætte magasiner der klemte i, pille magasiner der klemte ud, lade og aflade, ligge sikring og stikke snelle i et væk. Samtidig røg piben og riffelmundingen muntert rundt imellem ledsagerne på bilen. Flere gange måtte jeg gribe fat i riflen og bringe de voldsomme bevægelser til standsning.

Min vens dårlige kondition og slidte ben efter et langt liv gjorde, at en pürsch var umulig. Jagten måtte foregå fra bil.

Det blev til adskillige forbiere, skud der gik for tidligt, skud direkte ind i træer og vegetation, skud på de forkerte dyr osv. osv.

Heldigvis skete der ikke nogen ulykke, men såvel jagtkammeraterne som de professionelle jagtfører var utrygge, når vores ven var i funktion – Han var for gammel til det, han havde indladt sig på!

Men hvem skal fortælle ham det? Er det konen, der ikke ved noget om jagt og våben, eller er det børnene som måske er i samme situation? Er det jagtkammeraterne, som føler sig utrygge? Er det den praktiserende læge, som jægeren enten går på jagt sammen med eller spiller bridge med hver torsdag vinteren igennem?

Det er mit håb, at denne artikel evt. kan skubbe til en debat og overvejelser om, at jagtkortet måske burde følge kørekortet, når det bliver inddraget? Måske skulle man indlægge en lille prøve i færdigheder og våbenbehandling, når folk rammer en bestemt alder eller tilstand?

Jeg har ikke svaret, men det er min overbevisning, at noget bør gøres!

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »