Et ganske stort antal hunde udånder på dyrlægens klinikbord, fordi de i en eller flere sammenhænge har optrådt aggressivt, men de ulykkelige situationer kan ofte undgås med en slags rettidig omhu 

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Om problemet med galsindede hunde er stigende, er der ingen, der ved. Mere spændende er da at spørge: Hvorfor optræder hunden aggressivt i en eller flere sammenhænge.

De fleste kender den lidt primitive parole: En hund skal vide, hvem der bestemmer, og hvis den viser tænder, knurrer eller bider efter mennesker eller andre hunde, skal den omgående afstraffes. Man skal i bogstaveligste forstand slå ned på enhver form for aggressivitet. Det er dog tvivlsomt, om denne jagthyttefilosofi virker efter hensigten.

Aggressivitet kan nemlig være mange ting. Inden man anvender hårdtslående lussinger, skal man derfor spørge sig selv, hvorfor hunden er aggressiv. Problemet er nemlig mere komplekst, end man umiddelbart forestiller sig.

Mange årsager til aggressivitet

Desværre er der mange hundeejere, som ikke ved, hvad de skal stille op, hvis hunden pludselig viser tegn på aggressivitet. Mange vælger den hurtige vej til dyrlægen og får den aflivet første gang, den blotter gebisset. Man regner med at mere end hver femte hund, der får dyrlægens dødssprøjte, aflives på grund af adfærdsmæssige problemer. Og af disse er 2/3 af motiverne oplyst som et aggressivitetsproblem.

Hundeadfærdsforskere anbefaler, at man søger dyrlægehjælp, inden man forsøger at kurere en hund med et aggressivitetsproblem. Ikke mindst, da aggressivitet kan skyldes en fysisk, smertende lidelse, som ejeren ikke er opmærksom på.

Hunden kan som bekendt ikke tale vores sprog. Og kan vi ikke læse dens signaler, kan der opstå situationer, hvor hunden vælger at bide for ganske enkelt at beskytte sig selv mod smertefuld berøring. Navnlig børn kan let overse hundens hold afstandmimik. Derfor er en præcis diagnose som i alle andre sammenhænge en afgørende forudsætning for en vellykket behandling.

Aggressivitetsproblemer kan være vanskelige at klassificere, men kan groft sagt inddeles i dominans-, frygt-, forsvars-, og smertebetinget aggressivitet. Endelig er der det, som kaldes idiopatisk aggressivitet, som er en uforklarlig og ofte hæmningsløs aggressivitet, som hunden ganske pludselig kan rette mod andre hunde, mennesker eller inventar.

Desværre ved man endnu ikke ret meget om sidstnævnte form for aggressivitet. Til gengæld ved man, at dominansbetinget aggressivitet er den mest hyppigt forekommende form for aggressivitet.

Skarp hund bider ikke

Et af de emner, der af og til bliver diskuteret i jægerkredse, er begrebet skarphed – herunder skarphed over for rovvildt. Navnlig kontinentale hunde skal generelt være konsekvent skarpe og skal uden tøven gå på en anskudt ræv. I Tyskland forsøger man at teste dette anlæg, og kun hunde, der er fundet tilstrækkelig skarpe, får lov til at blande sig i avlen.

Spørgsmålet er, om rovvildtskarphed og aggressivitet over for mennesker og andre hunde er to sider af samme sag. De fleste syntes dog at enes om, at en skarp hund meget sjældent vil være en aggressiv hund. En skarp hund er en mentalt stærk hund, da der skal en stærk psyke til at gå på rovvildt. Dermed ikke være sagt, at en skarp hund ikke også kan være aggressiv.

Desværre er det ikke alle, som taler lige åbent om aggressivitetsproblemer, og begrebet aggressivitet virker nærmest som et tabuemne i mange jagthundemiljøer. Det er jo på en og samme gang et arveligt og indlæringsbetinget problem, og mange er tilbøjelige til at skubbe ansvaret fra sig.

Opdrætteren vil ofte laste opdrageren. Omvendt vil opdrageren af den aggressive hund laste opdrætteren, da han vil hævde, at hunden var genetisk og miljømæssigt fejlprogrammeret fra begyndelsen.

Aggressivitet kan dog i de fleste tilfælde kontrolleres med en helhjertet og seriøs indstilling til problemet. Kureres kan det dog ikke, og har hunden først bidt to-tre fremmede mennesker, kan man ikke forvente, at den bliver en fredelig og velfungerende hund, der kan gå løs i parken. I sådanne tilfælde kan aflivning være det mest rigtige.

Det er vigtigt, at man i avlsarbejdet sætter fokus på hundens mentalitet og konsekvent fravælger hunde, som har en uhensigtsmæssig lav aggressivitetstærskel.

 

Specielt i forbindelse med aggressivitet rettet mod børn bør ejeren vælge aflivning. Mindre børn ser ikke hundens advarselssignaler og befinder sig ydermere i hovedhøjde med hunden. Børns risiko for at blive bidt i ansigtet er derfor ekstra stor.

Det er derfor vigtigt, at man tager fat om problemet, inden det bliver til et altoverskyggende problem. I modsat fald er der risiko for, at man må skille sig af med en ellers velfungerende jagthund, som man har sat både tid, penge og følelser i.

Såfremt man på et tidligt tidspunkt erfarer, at man har aggressivitetsproblemer med hunden, er der store chancer for, at man kan redde den fra aflivning eller anden form for fjernelse fra dens familie. Men det kræver, at man tager hånd om problemet og eventuelt søger professionel hjælp.

Frygtbetinget aggressivitet 

En nervøs hund kan også optræde aggressivt, og da er aggressivitet en sideeffekt. Ved aggressivitet skelner man populært mellem dominant aggressivitet og frygtbetinget aggressivitet. Inden man kan løse den nervøse hunds aggressivitet, må man fjerne dens frygt.      

                                                                          
Men en hund kan være angstbider i en situation og dominant i en anden. Eksempelvis kan den være dominerende i hjemmet, men nervøs og bange, når den er uden for hjemmet. Inden man forsøger at løse problemet, må man definere dette, da de forskellige former for aggressivitet kræver ret forskellige former for behandling. Det er betydelig lettere at løse den dominante hunds aggressivitetsproblem, da det altid er lettere at få en hund ned, end det er at få den op, som det kræves med en nervøs hund.

 

Træning kan afhjælpe aggressiv adfærd 

En hund, der optræder konsekvent aggressivt over for andre hunde, er uanvendelig til stort set alle former for jagt og prøver, hvor der deltager andre hunde. Derfor må man forsøge at forhindre, at aggressivitet nogensinde slår rod i hunden. Træning er den bedste metode til at kurere en aggressiv hund. Tidligere var man mere indstillet på at kue hunden. Ofte afstraffede man den ret hårdt, når den prøvede at være dominant over for ejeren. I almindelige hundekredse har denne indstilling heldigvis ændret sig. Man skal give kommandoer og sørge for, at hunden udfører dem. Hvis man giver 20-30 kommandoer hver dag, og hunden bliver belønnet, er det en fin indirekte metode til at lære hunden, hvem der bestemmer. Tidligere adlød hunden af frygt, hvorimod mere moderne dressur bygger på et tillidsforhold. Dog har vi enkelte hunde, der ikke er modtagelige for denne træning. I så fald må man overveje kastration. Der er også eksempler på aggressive hunde, som er blevet behandlet ved hjælp af lykkepiller.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »