Krydsninger mellem sika- og kronvildt kan blive ødelæggende for kronvildtet, advarer vildtbiolog Egon Bennetsen, der med udgangspunkt i internationale observationer påpeger, at risikoen er til stede

Egon Bennetsen, Vildtbiolog, skovejer.

Sikavildt synes, at dukke op flere og flere steder. Hvad enten det er udsat eller udvandret fra eksisterende bestande, er denne spredning ind i kronvildtbestande ikke ønskelig.

Jeg har hørt, at krydsningsrisikoen mellem sika og kronvildt er blevet betegnet som: ”et sejlivet rygte”.

Som det fremgår senere i artiklen, er der aldeles ikke tale om et sejlivet rygte, men et veldokumenteret faktum. På det skotske fastland findes der efter indkrydsning med sika ikke genetisk rent kronvildt længere.

Kun på de skotske øer, hvor sika derfor ikke må udsættes. (Personlig meddelelse fra professor Rory Putman Glasgow University.)

Man vil så måske hævde, at det skyldes de skotske krondyrs beskedne størrelse. Jeg har imidlertid selv i Lake District i det nordvestlige England set problemet først i 1970`erne.

Her var en sikahjort fra Bowland-området kommet vandrende til kronvildtområdet og havde beslået en kronhind, og da jeg var der, havde de store problemer med krydsningerne, som er frugtbare.

Førstegangskrydsningerne kan let erkendes, men krydser disse tilbage til forældrearterne er de vanskeligt erkendelige i naturen.

I dette tilfælde var der tale om Japansk sika som det danske, og kronvildt der ikke gav det danske noget efter i størrelse.

Man hævder, der aldrig er set krydsninger i dyrehaver eller f.eks. på Frijsenborg. Dette er naturligt og irrelevant. Hvor de to arter findes sammen med dyr af begge køn, er der adfærdsmæssige barrierer, der forhindrer krydsning.

Problemet opstår når enkelte sikahjorte spredes til kronvildtbestande og i brunsttiden ikke finder sikahinder. Så findes disse barrierer ikke, og i en slags seksuel nød kan de så beslå kronhinder, hvis lejlighed gives.

I ovennævnte eksempel er det altså dokumenteret, at det både fysiologisk og fysisk kan lade sig gøre.

De der har set de undertiden besynderlige krydsninger, der kan fremkomme blandt hunderacer hvor en gravhund er faderen ved, at hvor der er vilje, er der som regel også en vej.

Hvorvidt der vil forekomme krydsninger i Danmark, kan jeg af gode grunde ikke vide, men risikoen vil altid bestå. Udbredelsen af sika i kronvildtområder bør derfor undgås. Konsekvensen af en krydsning der breder sig er uoverskuelig, og kan blive ødelæggende for kronvildtbestandene.

Især bør sikahjorte, der findes strejfende i kronvildtbestande skydes.

At sika er en charmerende vildtart er ubestridelig, men af ovennævnte grunde bør den ikke udbredes i kronvildtområder, men derimod nydes i dyrehaver og eventuelt på mindre øer, hvor den vil trives langt bedre i langt større antal end det mere skrøbelige, territoriehævdende råvildt.