Gunner Kollerup fik kastestænger i stedet for blomster, da han var indlagt på Aalborg Sygehus. Stængerne er de første, som er fundet på Kollerups ejendom

Gunner Kollerup, jæger og engageret naturvogter fra Jyske Ås, fik ikke blomster, da børnene efter en større operation dukkede op på sygehuset i Aalborg. I stedet medbragte de to kastestænger – mere eller mindre af Gunner Kollerups eget avl.

Begge stænger er fra samme hjort og begge er fundet med få meters mellemrum på Kollerups cirka 50 td.l store ejendom. En ejendom som ligger centralt placeret i den forholdsvis nye kronvildtbiotop, der er opstået i bakkerne bag Allerup By i Jyske Ås – Stængerne vakte godt nok lidt opsigt, da de lå på sygebordet, fortæller 77 år gamle Konnerup, der allerede er tilbage på cyklen, så han igen kan holde egnens bestand af råvildt og kronvildt under opsyn.

– Det er første gang, der er fundet kastestænger på ejendommen, siden jeg som 24 årige overtog gården i 1954. Men de seneste år har jeg flere gange set kronvildt – også store hjorte – stå i kanten af skoven. At jeg nu har begge stænger fra samme hjort, betragter jeg som særlig heldig, fortæller den nordjyske jæger, der regner med at være fit-for-fight, når kronvildtjagten i Åsen går ind d. 1. december.

– Jeg er meget glad for de to kastestænger, men det kunne nu være dejligt med noget, der kunne hænge på væggen. Lykkedes det at nedlæge en af de helt store hjorte i området, kan de to kastestænger vel hænge ved siden af, griner Gunner Kollerup, som mener, at kun nedlagt vildt bør få plads på væggen i jægerhjemmet.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...