Allerede mens hunden er helt ung er det en fordel at gøre den dus med krat og skov ligesom det er afgørende at være på forkant med begrebet knaldapport

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Vildt, der falder i rørskove, krat og tæt skov, volder i reglen de vanskeligste eftersøgninger for den tobenede jæger, som alene må støtte sig til synet.

Navnlig ved jagt i sådanne områder skal den apporterende hund vise sit værd. Derfor drejer det sig om at gøre hunden dus med mere krævende terræn, allerede mens den er hvalp, selv om tilvænning ikke skal overdrives.

Under de tidlige ture i skoven lærer hvalpen desuden at holde sin fører under observation. I åbent terræn kan den tage det mere afslappet og alligevel holde øje med sin fører. Under skov- og kratprægningen er det dog vigtigt, at man har en finger på pulsen og ikke gør hunden utryg. Målet er, at den skal kunne søge frit uden at miste førerkontakten. Derfor må man støtte den, når den virker lidt usikker.

Under jagt sker det ofte, at vildtet falder i terræn, som både hunde og mennesker i reglen går i en stor bue udenom. Brændenælder, tæt og tornet brombærris og områder med tjørn og tidsler etc. Også vildt, som falder i sådanne områder, skal naturligvis eftersøges og apporteres.

Desværre er det ikke så nemt at forberede hunden til det stikkende og sviende arbejde. Ikke meget tyder på, at hunde, der er trænet i så hårdt terræn, klarer sig bedre i sådanne områder end hunde, der ikke er. Hundes smertetærskel er forskellig, og nogle hunde pløjer sig gennem brombærrene uden at lad sig bremse, mens andre tydeligt lader sig mærke af rifterne, der uvilkårligt opstår under søget i det stikkende krat.

I reglen skal der dog mere end en dummy eller kold due til at få hunden ind i et terræn, der påfører den ubehag eller smerte i et eller andet omfang. Derfor er det først under jagt, man virkelig kan se, hvor pågående ens hund er over for hårdt terræn. Mange hundeejere er blevet positivt overrasket, når jagten begynder.

Jagtoplevelserne får ganske enkelt hunden til at yde mere, end den gør under træning med dummyer og koldt vildt. Men også under jagten må man så vidt muligt udskyde apportering i f.eks. brændenælder og brombærkrat, til hunden har deltaget i flere jagter i mere behageligt terræn. I øvrigt kan jagt i områder med mange brændenælder henlægges til efter den første periode med frost. Frosten nedsætter nældernes sviende berøring mærkbart.

I samme forbindelse skal det nævnes, at selv hunde, som arbejder frit og uhæmmet i brændenælder, i løbet af dagen må betale prisen for indsatsen. I samme øjeblik, jagtfeberen falder, melder smerten sig, og en ret voldsom kløe kan indfinde sig.

 

Knaldapportering 

Hunde, som uden tegn fra føreren sætter af sted i samme øjeblik, der falder et skud, er vanskelige at anvende til jagt. Navnlig i de tilfælde, hvor der falder mere end ét stykke vildt inden for de samme sekunder, er en hund, som går i skuddet, en pestilens. Den egenrådige hund vil gå efter den første fugl, den ser styrte mod jorden. Den vil altså ikke markere den eventuelt anskudte fugl, der falder umiddelbart efter. Da fænomenet knaldapport ofte bunder i en mangelfuld lydighedsdressur, vil en knaldapportør som oftest være umulig at bremse, når først den er sat i gang. Derfor er det knaldapportøren, som bestemmer rækkefølgen. Et ansvar man ikke kan overlade til hunden.

                Når det gælder det, som til tider omtales som faldapport, er problemet knap så alvorligt. En hund, som sidder roligt, når der skydes, men som går i samme øjeblik, der falder vildt, kan i enkelte tilfælde have sin fordel, selv om det naturligvis udelukker muligheden for at prioritere de enkelte apporteringer.

Men navnlig under efterårets andejagt i dårligt lys kan en faldapportør til tider registrere en påskydning, som føreren ikke bemærkede. Derved kan den fra tid til anden bringe vildt, som jægeren ikke selv var klar over, han ramte. I enkelte tilfælde kan hunden, som går uden tilladelse, altså redde situationen. Og jo hurtigere hunden er fremme ved en anskudt fugl, jo større er chancen for at den finder den.

                På efterårets store ande- og fasanjagter er en faldapportør dog nærmest uanvendelig, med mindre den holdes koblet under drevet, hvor der ofte falder mange fugle.

Når det gælder jagten med stående og stødende hunde, er begrebet faldapport om ikke at foretrække, så dog til at leve med. Langt fra alle fuglehunde opnår så stor jagtlig erfaring, at de aldrig går i skuddet eller under fældning af vildt. Ved jagt med stående og stødende hunde vil der ofte kun fældes en eller to fugle ved hver situation, og selv om det altid bør være føreren, som bestemmer, hvornår der skal apporteres, er apport før tilladelse kun i sjældne tilfælde decideret ødelæggende for selve jagten. Dermed ikke være sagt, at knald- eller faldapport er en fordel. Det er det absolut ikke, selv om der fra tid til anden høres påstande om det modsatte.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »