Det er nemt at lade sig friste, når man står uden hund og tilbydes en færdig trænet jagthund, der kan det meste. Alligevel bør man undgå impulsive hovsakøb

Af Michael Sand

Mange jægere har som de fleste andre problemer med at nå det hele. Alene derfor bør man overveje at købe en færdigdresseret hund og springe hvalpetiden over

LÆS OGSÅ : KØB AF UDLÆRT JAGTHUND

 

Af uforklarlige årsager er priserne på en færdigdresseret hund forbavsende lave.

Når man tænker på, at en otte ugers hvalp koster omkring 7-10.000 kr., virker priser på 12.-20.000 kr. for en to år gammel, dresseret hund med jagterfaring ikke skræmmende.

Samtidig får man en hund, som er HD- fotograferet. En sygdom, som ellers først kan konstateres i en relativ sen alder. Udgifter til foder, ormekur og vaccinationer æder en stor del af den omtalte pris. De mange timers arbejde, der er lagt i hunden, er med andre ord mere eller mindre gratis.

Når prisen på en færdigdresseret jagthund ikke står i forhold til, hvad man ellers må betale på jagtens sti, skyldes det naturligvis, at det næsten uden undtagelse er kasserede hunde, som udbydes til salg.

Ofte er der et eller andet ved hunden, som hæmmer dens muligheder for at gå til tops inden for jagthundesporten.

For den almindelige jæger vil der ofte være tale om detaljer, som er uden praktisk betydning for den hund, der kun skal bruges som jagt- og familiehund.

Måske arbejder hunden med en lidt kedelig stil, måske er den for lille til at gøre sig i udstillingsringen, eller måske mangler den det sidste overskud for at gøre sig i selskab med de bedste inden for dens race.

Alt sammen uden praktisk betydning for den, som ikke agter at avle på hunden.

Derfor kan det virke underligt, at efterspørgslen er så beskeden, at man strengt taget kan få sin kommende hund trænet og opbevaret gratis i to-tre år.

Måske skyldes det, at jægerne ikke ønsker at smykke sig med lånte fjer. Men et er at træne en hund op til jagt, noget andet er at bevare det lærte gennem hele hundens liv.

En hund er aldrig færdigtrænet, og den jæger, som formår at bevare hundens stabilitet gennem hele livet, fortjener også en fjer i hatten – uanset om han har købt sig til forarbejdet eller ej.

Ved køb af voksenhund bør man sikre sig:

at få købs- og ikke mindst tilbageleveringsbestemmelser på skrift

at hunden er stambogsført i den organisation, hvor man agter at gå til prøve og evt. udstilling (DKK eller DJR etc.)

at hunden er af god afstamning

at hunden besidder et temperament, man synes om

at hunden ikke er syg. Se attester på HD-fotografering og bedømmelse m.m og husk, at det ikke er nok, at den er HD-fotograferet

at hunden kan arbejde uden for sit vante område. En hund med jagtdressur bør man se på jagt. En hund med fordressur må ikke være skudræd eller hårdmundet. Husk at se den apportere varmt vildt fra land og vand og undersøg selv apportemnet

at hunden vil og kan opholde sig i bil og hjem

at du får den fløjte, som hunden er trænet på (alternativt en, som er identisk med trænerens)

at du kender opdrætterens kommandoer og har bemærket det tilknyttede kropssprog

at hundens træner er stand by i den første tid.

 

Undgå hovsakøb 

Når en jæger henvender sig til en opdrætter for at købe en færdigdresseret hund, skyldes det ikke sjældent, at han har mistet den gamle hund og pludselig står foran den kommende jagtsæson uden jagthund. Men en hund, man anskaffer sig umiddelbart før sæsonstart, er ikke klar til jagt, uanset hvilket niveau den arbejdede på under dens gamle ejer.

Det optimale er derfor at anskaffe sig en hund fire-fem måneder før jagten starter.

På den måde kan hund og fører bruge sommeren til at lære hinanden at kende.

Vælger man alligevel hovsaløsningen umiddelbart før sæsonen starter, skal man være klar over, at en hund ikke er som en bil, man kan testkøre de første dage, man har den. Faktisk skal man på alle måder undgå at stresse den og lade den vokse med opgaverne i de nye omgivelser.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »