Hjortevildt i trafikken: Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 forventer ny rekord. Se listen over kommuner med flest påkørsler

Af Michael Carlsen, Projektleder Dyrenes Beskyttelse, www.paspåhjortene.dk

Fra begyndelsen af oktober stiger antallet af henvendelser om påkørte hjorte (hjortevildt red.) markant hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, og de mange opkald fortsætter i flere måneder.

Sidste år modtog vagtcentralen i alt 10.445 henvendelser om påkørte hjorte hvoraf en tredjedel fandt sted i oktober, november og december. Den kraftige stigning på denne tid af året skyldes, at dagene nu bliver kortere og mørkere. 

”Efterår er lig med flere hjorte, der kommer galt af sted i trafikken. Det er ikke hjortens skyld, til gengæld kunne bilisterne undgå mange ulykker, hvis de satte farten ned på bestemte strækninger og tidspunkter. Det gælder selv sagt de steder, hvor der skiltes for dyrevildt, men også generelt omkring skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen. Især i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring,” siger Michael Carlsen, biolog og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse.

Undgå hjortepåkørsler
  • Sæt farten ned, når du i tusmørke og om natten kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
  • Hold øje med lysende øjne i rabatten og sænk farten helt, hvis du ser dem.
  • Husk at hjorteskilte advarer om øget risiko for hjorte i området.
  • Vær opmærksom – en hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.

Hjortene er mest aktive omkring solnedgang og solopgang, og det er derfor også i disse tidsrum, at flest hjorte krydser vejene. I efterårs- og vintermånederne betyder det, at flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen kl. 16-21 om aftenen, da hjorte og biler i højere grad end på andre tidspunkter benytter vejene samtidigt.

Et sammenstød mellem en bil og en hjort kan ende med alvorlige skader for både hjort, bilist og bil, og Michael Carlsen anbefaler derfor, at man holder ekstra øje med hjorte i trafikken i efterårs- og vintermånederne.

Når uheldet er ude

  • Ring 1812 hvis dyret er såret – også selvom dyret er løbet væk.
  • Bliv på stedet – hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
  • Hold afstand, så dyret ikke stresses.
  • Ring til Falck, hvis dyret er dødt.

Mere viden skal lede til færre ulykker

Sidste år steg antallet af opkald på påkørte hjorte til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral med 15 procent og satte dermed ny rekord.

Men rekorden får formentlig ikke lov til at stå længe, da antallet af henvendelser i de første syv måneder i år allerede langt overgår sidste år.

Men de mange opkald giver også mere viden om ulykkerne, som med et nyt projekt hos Dyrenes Beskyttelse forhåbentlig kan omsættes til et knæk i kurven.  

”Vi har brug for mere viden om ulykkerne for at kunne undgå dem. Ser vi fx på Aalborg Kommune, så er det suverænt den kommune med flest påkørsler ifølge vores tal, men det siger ikke nødvendigvis noget om, at risikoen for at påkøre en hjort er størst her. Der er mange faktorer, som man skal tage højde for, før man kan sige noget om risikoen for den enkelte bilist. Fx kommunens størrelse, antal veje og trafiktætheden,” siger Michael Carlsen. 

Derfor har man i Dyrenes Beskyttelse nu startet et nyt projekt op, som skal indsamle mere nøjagtig viden om påkørslerne med hjælp fra den GPS-data, som findes i de fleste mobiltelefoner i dag.

”Vi startede projektet op hen over sommeren og begyndte at anmode folk om at dele deres GPS-data med os, når de ringer til vores vagtcentral om en påkørt hjort, og de første resultater ser allerede meget lovende ud. Når vi har de nøjagtige koordinater for påkørslen, kan vi begynde at sammenholde med andre faktorer, fx geografi, tidspunkt for påkørsel og årstid. Forhåbentligt resulterer det i viden, som kan være med til at forebygge mange ulykker i fremtiden. Til gavn for både dyr og mennesker,” siger han. 

Projektet er støttet af Aage V. Jensen Naturfond. 

Her påkøres flest hjorte

I 2018 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flest henvendelser om påkørte hjorte fra disse kommuner:

  1. Aalborg Kommune (434 henvendelser)
  2. Viborg Kommune (351 henvendelser)
  3. Hjørring Kommune (299 henvendelser)
  4. Frederikshavn Kommune (287 henvendelser)
  5. Aarhus Kommune (277 henvendelser)
  6. Næstved Kommune (263 henvendelser)
  7. Bornholm Kommune (250 henvendelser)
  8. Vejle Kommune (220 henvendelser)
  9. Jammerbugt Kommune (216 henvendelser)
  10. Slagelse Kommune (214 henvendelser)

Find mere statistik om hjortepåkørsler på www.paspåhjortene.dk