Mens Henning Kørvel jagede brunsthjort i Spanien, blev han ét år ældre, men den store fødselsdagsgave blev dog først udleveret dagen efter

Kronhjort i Spanien
Beretning om jagt på brunsthjort i Spanien 

Mens Henning Kørvel jagede brunsthjort i Cantabriske Bjerge i det nordvestlige Spanien, blev han ét år ældre, og vennerne havde håbet, at et jagtheld blev en slags fødselspresent. Det gik dog ikke sådan. Han fik først kronhjorten – en kronebærende 14-ender – dagen derpå, og andendagsgildet kan således vise at blive endnu bedre end selve ”dagen”.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Collo, Rafael Junior. og ego har siddet i græsset på bjergskråningen med udsigt ud over en stor slugt i en times tid. I noget af tiden har vi spottet en høj spidshjort og hind i færd med at æde græs, da Collos walkie-talkie pludselig skratter svagt.

– Si, hvisker han. Og da han har fået informationen fra sin skyttekollega, Pablo, hvisker han til os, at Rafael Senior, der sidder oppe på en bjergtop et godt stykke oven over os sammen med Pablo, just har spottet en stor hjort passere hen over grusvejen et stykke fra slugten uden for vores synsvidde med kurs mod søen. Den er skrumpet ind, så det næsten udtørrede, men stadig lidt smattede areal, ligger hen som en vegetationsfri bufferzone mellem søen og den tætte skovbevoksning på bjergsiderne rundt om denne. Collo gør ved samtalens afslutning tegn til opbrydning og svinger rygsækken på skulderen.

Med Collo forrest bevæger vi os nu fremad mod søen, der ligesom alle øvrige kunstige søer i Spanien blev skabt til elforsyning ved hjælp af opstemning med dæmning, mens Francisco Franco (1892-1975) regerede landet med jernnæve indtil 1975, hvor demokrati tog over sammen med monarkiets tilbagevenden med Kong Juan Carlos.

Søen omkranses af skovbevoksede bjergformationer, og i varierende afstande fra disse rejser endnu højere bjerge sig mod den blå himmel, hvilket giver landskabet et umiskendeligt tredimensionelt look.

Collo kender hver en plet i det 18.000 hektar store revir og ved derfor præcist, hvor han skal føre os hen, for at vi kan få det bedst tænkelige vue ud over søbunden. Da vi har trasket af sted i et kvarters tid, hvisker han, mens vi passerer gennem en smal slugt, at vi nu nærmer os stedet, som vi snart får et vue over i skjul bag en lang, skarp klippeformation 40-50 meter i niveau over søbredden, der er bredere end ellers på grund af lavere vandstand.

LÆS mere om KRONVILDT

Skudhold på 247 meter

– Hay ciervo (der er hjorten)!

Collo ser den først, men hjorten er delvist skjult af træer på bjergsiden mellem den og os. Uden forvarsel sætter den sig nu i pivåbent terræn med hovedet vendt imod vores position. Afstandsmåleren viser, at distancen er 316 meter. Vi er nødt til at komme tættere på og kryber derfor frem gennem græsset for at komme længere nedefter til træerne imellem hjorten og os. Mens vi kravler af sted, rejser hjorten sig lige så brat, som den satte sig, og begynder straks at æde af græsset, eller rettere sagt den smule græs, der findes på den blotlagte søbund.

Nået ind i midten af træbevoksningen, der er et miks af nåle- og løvtræer, stopper vi og sætter os i oprejst stilling og konstaterer, at hjorten esser uforstyrret uden viden om, at vi ifølge afstandsmåleren nu sidder 247 meter fra den. Jeg sætter den trebenede skydestok op, lægger riflen, en 7 millimeter Remington Magnum, på plads, skruer sigtekikkertens forstørrelse op på 12 gange, og da hjorten stiller sig med bredsiden til, og korset i centrum af sigtekikkerten hviler på bladet, slipper jeg med tilbageholdt åndedræt kuglen, hører kugleslaget og ser hjorten kollapse.

Sted: Cantabriske Bjerge nær byen Bonar (udtales Bonjar) i León i det nordvestlige Spanien. Dato: 23. september.Tidspunkt: 19.50.

Fremme ved hjorten få minutter senere, hvor det ikke skorter på flere håndtryk og lykønskninger fra Rafael Junior og Collo, får vi først et mere detaljeret indtryk af hjortens regelmæssighed og skønhed, men siden vi første gang spottede den i aftes, havde vi allerede styr på, at den var en smuk 14-ender kronebærende hjort med nogen lunde lige lange sprosser med hvidpolerede ender og et godt udlæg, der i forening med smuk farve og svære rosenkranse gør geviret til et smukt trofæ.

Collo og Pablo, der kender kronvildtet i Cantabriske Bjerge indgående, estimerer ud fra deres erfaring geviret til at have en vægt af cirka syv kg, og sølvmedaljen, alternativt en stor bronzemedalje, er således hjemme. Kropsvægten, der er høj for en bjerghjort kontra en ”monteriahjort” i Sydspanien, er over 200 kg, der også skal ses i kontekst med, at kropsvægten når sit maksimum før brunsten.

Nedlæggelsen af den prægtige hjort var kulminationen på to dages intens jagt, der indledtes i går morges efter ankomsten hertil søndag aften i bil fra Madrid, hvor Rafael Senior og Junior, der kommer fra Cordóba i Andalusien, havde hentet mig i lufthavnen, Barrajas. Straks efter ankomsten til Bonar blev vi indlogeret i en feriehytte, tilhørende et mindre lokalt hotel og mødte her Juan Antonio Garcia Alonso, som lejer reviret på 18.000 hektar af byen, Bonar og selv driver jagten med hjælp fra to skytter, og han elsker at invitere venner på jagt.

Gennem Rafael Junior var det kommet i stand, at jeg her kunne nedlægge en kronebærende hjort af underarten Cervus elaphus hispanicus, idet ingen af de 15 kronhjorte som jeg hidtil har nedlagt i Spanien på dels monteria og dels pyrsch, er kronebærende. Jeg ønskede mig derfor brændende en sådan til skuldermontering. Og på grundlag af fotos, jeg havde set af kronhjorte fra Juan Antonios sublime jagtrevir, som han har haft i tre år og har femårig kontrakt på, vidste jeg, at chancen for at skyde en kronebærende hjort således var til stede her.

Kronhjort Spanien

Henning Kørvel og skytten, Collo, poserer med den kunstige sø i baggrunden ved den smukke 14-ender kronhjort, der er opmålt til en bronzemedalje.

Gemser på vej op efter skab

Efter indlogeringen i den komfortable feriehytte mødte vi Juans to skytter, Collo og Pablo, og i to Suzuki firetrækkere af mindste model, fordi bjergvejene er smalle, kører vi snart af sted for at indsnuse atmosfæren. Vi spotter tre stykker råvildt – rå med to lam – og på skråningen af et højt bjerg spotter vi en halv snes gemser af underarten Rupicapra r. parva, der er hjemmehørende i Cantabriske Bjerge og den mindste af i alt 11 gemsearter. Oven over bjerget cirkler en flok gåsegribbe på deres brede vinger. Jeg troede faktisk, at den cantabriske gemse er relativ sjælden, men Juan forklarer, at der alene i hans revir tidligere havde fandtes cirka 250 stykker, men bestanden blev reduceret drastisk på grund af skab, og er nu på vej op igen.

– Jeg har derfor kun licens til at nedlægge fire gemser i denne sæson, men vil ikke bruge dem alle, forklarer Juan, der indtil jeg traf ham personligt, havde nedlagt 168 vildtarter med kugle, men ustandseligt føjer nye til. Ugen efter mit besøg i hans revir i Bonar rejste han således til Wyoming i USA for at jage mule deer, pronghorn og cayote.

Næste dags morgen – 22. september – hvor det også er den dato, jeg for et vist antal år siden kom til verden, går brunstbrøl ind på trommehinderne, da vi cirka 7.30 stiger ud af bilen for kort efter at nå op på toppen af et højdedrag med vue ud over en del af søen og den udtørrede søbund. Omkring 600 meter ude, hvor den åbne bufferzone møder skovbevoksningen, der her er så tæt, at ingen mennesker vover sig ind i den, og Juan siger, at hvis en hjort anskydes og flygter ind i den, så kan man glemme alt om den ved selv eftersøgning med schweisshund, træder en hjort ud fra træernes beskyttende skjul. Den er en smuk 16-ender, men ung. Collo skønner den til seks-syv år. På en lille åben stribe i skovbevoksningen kommer en 14-ender kort efter ind på scenen, hvilket sætter 16-enderen i alarmberedskab, og vi får snart forklaringen, fordi skovbevoksningen nu åbenbarer tre hinder, som 16-enderen mener at have eneret på, hvilket tilkendegives med et brøl, der lyder, som om det kommer fra jordens indre. En tredje ung hjort, 12-ender, kommer nu på banen til venstre for de to andre og søger i retning mod højdedraget, som vi sidder på, før den drejer ind mellem træerne og snart er pist væk. Kort efter spotter vi til højre for 16-enmderen en råbuk. Med den stående på nethinden forlader vi på tegn fra Collo stedet for at opsøge andre hjorte, men 8.30 begynder det at regne. Det lægger dog ikke en dæmper på hjortenes lyst til at brøle. Brøl lyder alle steder fra, og da vi ved 10-tiden bryder op for at køre tilbage til Bonar, har vi på denne morgen spottet 12 hjorte, otte hinder, fire stykker råvildt og tre gemser. Dertil gåsegribbe, der er fast inventar på himlen.

Regn øger hjortenes brølen

Om aftenen stiger vi klokken 18.00 op på den samme bjergtop som i morges med vue ud over søbunden, hvor vi spottede en 16-ender. Da den ikke er at se, kalder Collo på den ved efterligning af brunstbrøl. Instrumentet er et halv meter langt pvc-rør med en diameter på cirka fire centimeter. I mine ører lyder brølet troværdigt, og det gælder åbenbart også for 16-enderen, for 18.15 kommer den frem på scenen, dog kun for at sætte sig under et træ i kanten af den blotlagte søbund. Ifølge afstandsmåleren er afstanden mellem den og os 595 meter. Efter nogen tid mener Collo, at vi skal stige ned for at se, om vi fra en anden position kan mindske afstanden ud til hjorten. Nået ned i niveau med hjorten brøler Collo igen til den i pvc-røret. Hjorten svarer kort efter i et dybt toneleje, men flytter sig ikke ud af stedet, fordi den har følgeskab af to hinder. Dem vil hjorten trods brøleri fra Collo, som den utvivlsomt tror, kommer fra en rival, tilsyneladende ikke forlade.

Da det viser sig, at hjorten ikke er til at lokke væk fra den sikre bufferzone, gør Collo klokken 20.00 tegn til, at det er tid til opbrud. Mørket kommer tidligere denne aften, fordi himlen dækkes af mørke regnskyer. De begynder snart at afgive væde, og da vi har trasket af sted i cirka 10 minutter, spotter Collo en hjort og stopper. Da han har taget bestik af den, forklarer han, at den er en afskudsbar 12-ender. Afstanden er cirka 260 meter. Jeg begynder at bringe skydestokken i stilling, men inden den er klar, bliver hjorten pludselig jaget på porten af en anden hjort, der dukker op fra en klippeknold til venstre. Collo siger, at den nye hjort er en god 14-ender, bedre end 12-enderen, der via en tange bliver jaget ud på øen i søen, hvor vi dels kan høre dem begge brøle, og dels kan spotte dem som to mørke skygger i det svindende dagslys. Med få meters afstand dels står og dels tripper de lidt frem og tilbage på søbredden. Ind imellem brøler de. Det regner fortsat, og 20.30 er det på grund af regnfyldte skyer så mørkt, at vi bryder og sætter lid til ”mana por la manana” (i morgen tidlig).

Om morgenen 23. september vil Collo have, at vi som vores første gerning skal se efter 14-enderen, som i aftes jagede en 12-ender ud på øen. Vi når allerede frem til samme position, hvorfra vi havde set den i aftes, cirka 7.30. Men hverken 14-enderen eller 12-enderen lader sig spotte. Fra bjergene lyder forskellige hjortes brølen, og på tonelejet er det dels muligt at høre, om hjorten er ældre eller ung. Stemmens karakter fortæller til dels også, hvad hjorten har gang i, og vi hører således grynt, som hjorte gerne udstøder, når de tæt på hinden indsnuser dufte fra hindens kønsåbning. I mangel på kontakt med 14-enderen synes Collo, at vi skal gå til søbredden for at se efter 16-enderen, og vi placerer os på bjergsiden med et godt vue ud over sletten, men 16-enderen har travlt andre steder. Den dukker i hvert fald ikke op, men pludselig kommer 14-enderen fra i aftes travende midt ude på søbredden med kurs mod den tætte bjergskov for enden af den, hvor vi har set 16-enderen. Men den har travlt og stopper ikke op. Rafael Junior får den dog på video på sit hybridkamera.

Umiddelbart efter bryder vi op, og vi har ikke været på farten ret længe, før vi spotter to spidshjorte og tre hinder. Kort efter går en etårig vildorne ind på nethinden. Straks, den spotter os, snurrer den rundt som på en tallerken og opsluges et splitsekund senere af den tætte bevoksning. På vej tilbage mod Bonar tager vi et stop, og på en bjergskråning spotter Collo en stor hjort. Han kender terrænet og siger, vi kan køre en del af vejen op til et plateau, hvor vi gør holdt, parkerer bilen og går ud derfra. Nede fra vejen holder Pablo øje med hjorten og fortæller på walkien, at den er på vej mod en bevoksning cirka 230 meter fra os. Den er i følgeskab med to hinder, som vi snart får et spot af, men hjorten dukker ikke op. Da Pablo heller ikke ser den gå nedad igen, kan årsagen kun være den, at hjorten har sat sig. Vi giver den en halv times tid, men da den stadig ikke kommer på banen, laver Collo støj for at få hjorten på benene, men da det ønskede resultat udebliver, går vi tilbage mod bilen. Pludselig udbryder Rafael Junior ”Lobo” (ulv). Jeg når ikke at se den, men Rafael fik den på video. Da Juan efterfølgende ser videoen og hører om ”el lobo”, fortæller han, at der i hans revir med sikkerhed findes fem ulvefamilier, og at det ubetinget bedste tidspunkt til at få ulv at se er om formiddagen, når ulve efter nattens jagt vender tilbage til hulen, hvor dagen tilbringes.

Skyhed giver lange skudhold

Før vi om aftenen 23. september igen kører ud i reviret, siger Juan med et smil på læben drilsk:

– Du har at skyde hjorten i aften, Henning. Hvis du ikke gør det, så får du ikke lov til at sove i hytten, men må blive ude i reviret.

Uden at kunne foruddiskontere jagtheldet lover jeg, at jeg nok skal skyde den. Og det har du efter læsning af indledningen, også styr på, at jeg gjorde. Efterfølgende følte jeg dyb trang til at takke Juan for den store oplevelse, det havde været at jage hjort i hans prægtige revir, og betonede, at det er lettere at skyde en vilkårlig end specifik hjort. Juan giver medhold og forklarer, at kronvildt er vanskeligt at jage her på grund af ulve. De sætter kronvildtet i alarmberedskab, og både hjorte og hinder er derfor altid til at tage flugten ved den mindste lyd eller bevægelse. Af samme grund er skudholdene lange, aldrig under 200 meter, og som et eksempel på kronvildtets skyhed, fortæller Rafael Senior, der spottede to hinder over en kilometer fra stedet, hvor jeg skød 14-enderen, at da skuddet lød, tog de trods den lange afstand til lydkilden, flugten. Det giver en ide om skyhed og den indsats, der skal gøres for hver enkelt hjort, der nedlægges her og den indsats, som samlet set skal præsteres, hvis samtlige 18 hjorte Juan har licens til, skal nedlægges i løbet af sæsonen.

Vildsvin står ellers øverst på ulves menukort, men da kronvildtbestanden er større end vildsvinebestanden, så er det kronvildtet, der må holde for som byttedyr. Bortset fra, at det øger kronvildtets skyhed, så mener Juan, at ulvenes prædation har den positive effekt, at den holder kronvildtbestanden sund og rask.

Udover de nævnte 18 licenser til hjorte har han licens til 20 hinder. Desuden har han licens til 25 råbukke og fire cantabriske gemser, ligesom regionsstyret gerne giver ham licens til én ulv. Brunbjørn findes her også, men den er ikke jagtbare. Vildsvin er ikke på licens, og må her modsat kronvildt og råvildt jages på monteria – drivjagt med hunde. Her skydes årligt cirka et halvt hundrede vildsvin på to jagter. Så er ballet slut. Uden for jagtsæsonen vil bystyret i Bonar have, at der er fred for jægere i reviret, som uden for jagtsæsonen således ligger hen som reservat.

Forud for mit jagtophold i Bonar, havde mine spanske venner håbet, at jeg ville få jagtheldet i fødselsdagsgave. Men det blev, som du allerede ved, ikke sådan. Et andendagsgilde kan dog vise sig at blive ligeså godt. Det blev det i hvert fald for ego 23. september i Cantabriske Bjerge, var der bred enighed om, da vi samlet beskuede min prægtige 14-ender.

Hjortejagt i Spanien

”Familiefoto” med Rafael Gutierrez Domingez (til venstre), skytte Pablo, Henning Kørvel og skytte Collo yderst (til højre).

Spansk kronvildt

Den oprindelige race af kronvildt i Spanien er den geografiske variant Cervus elaphus hispanicus, der som udgangspunkt er mindre end øst-, vest- og centraleuropæisk kronhjorte med mindre gevirer. Alligevel svinger både krops- og gevirstørrelse betydeligt i selv den samme region efter levestedets beskaffenhed, ganske som det er tilfældet for en række andre vildtarter, fordi devisen også her er den, at jo større fødetilgang, desto højere kropsvægte, og jo større gevirer bærer kapitale hjorte.

Cervus elaphus tæller 11 underarter, og ses bort fra Karpaterkronvildt, hvor hjorte kan nå op på 500 kg, så ligger spanske hjorte i gennemsnit under den maksimale vægt på cirka 250 kg for kronhjorte i Øst-, vest- og Centraleuropa. Men at det heller ikke er en regel uden undtagelser, ses af, at kapitale kronhjorte i reviret i Cantabriske Bjerge, hvor jagten i fortællingen fandt sted, vejer over 200 kg. Spansk kronvildt udmærker sig ved ikke at have manke.

Medaljekrav CIC: Guldmedalje 170 point, sølvmedalje 150 point, bronzemedalje 140 point.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »