Forskerne bag DCE-rapporten ’Bæredygtig Kronvildtforvaltning’  erkender fejlene, som de betragter som ”sjuskefejl” uden indflydelse på rapportens overordnede konklusioner.

Af Redaktionen

De sociale medier har de sidste dage været optaget af en fejl i DCE rapporten ’Bæredygtig Kronvildtforvaltning’ og det har udløst en kommentar fra Danmarks Jægerforbund, som bl.a. skriver:

”I rapportens sammenfatning kan man læse, at ’3 af 100 hjortekalve’ i Oksbøl kronvildtreservat overlevede til 8-årsalderen, men i rapportens konklusion står, at ’7 ud af 100 hjortekalve’ overlevede til 8-årsalderen. Det korrekte er, at ’7 ud af 100 hjortekalve’ overlevede til 8-årsalderen.” Det skriver Jægerforbundets hjemmeside.

Danmarks Jægerforbund mener dog ikke, at fejlen rokker ved rapportens konklusioner.

– Der er tale om en skrivefejl i rapportens sammenfatning, men ikke i rapportens konklusion, siger Mads Flinterup, som er Danmarks Jægerforbunds ekspert i hjortevildt.

Forskerne bag rapporten betragter fejlene som sjuskefejl, men hævder, at der ikke er fejl i forskningen eller datamaterialet. Der er udelukkende tale om en skrivefejl i den afsluttende rapport.

Fejlen blev ifølge Jægerforbundets hjemmeside opdaget af en ”kvik jæger”

DCE har nu rettet fejlen og vil i kommende uge melde fejlen officielt ud.

Læs mere: Bæredygtig Kronvildtforvaltning