Drabet på skytte Hans Ludvig Hansen, Engestofte Gods, 1916 sendte chokbølger gennem hele landet, da det ikke var det første liv som krybskytten og gerningsmanden havde på samvittigheden 

Af Henning Kørvel

Befolkningen på Lolland-Falster og herregårdsjægere landet over var dybt chokerede over drabet på skytte Hans Ludvig Hansen, Engestofte Gods, 7. juni 1916. Han blev skudt og dræbt på Røgbøllevej ved Røgbølle Sø af den berygtede lollandske krybskytte, Vilhelm Been.

”Et drab i nat på Midtlolland”. Under denne rubrik over tre spalter, bragte Lolland-Falsters Folketidende 8. juni 1916 nyheden om drabet ved 23-tiden aftenen forinden på den dengang 32-årige skytte Hans Ludvig Hansen fra Engestofte Gods.

Drabet skete på Røgbøllevej nær Røgbølle Sø, og morderen var den berygtede lollandske krybskytte og voldsmand Vilhelm Been, hvis rigtige navn var Laurits Vilhelm Larsen Been.

De nærmest boende hørte ifølge Folketidende skyttens råb om hjælp, og da de ilede til, fandt de ham dræbt af et skud på halsen, der angiveligt var afgivet på kloshold.

Efter at være ankommet til gerningsstedet om morgenen 8. juni fandt Folketidendes reporter ved at tale med skovrider Christian Eduard Hugo Kann, Engestofte, smedesvend Ejnar Christensen, smed Olsen, Godsted og hønseriejer Larsen, Skovbohus ud af, at skovrider Hansen, Søholt, om aftenen havde ringet til skytte Hans Ludvig Hansen for at gøre ham opmærksom på en lille jumbe med to personer, der var kommet kørende fra Bursø, og havde passeret forbi Søholt i retning mod Røgbølle Sø. Jumben var forspændt en lille sort islænder eller en anden sort hest, og var formentlig på vej mod Engestofte.

Engestofte Gods. Det var her, Hans Ludvig Hansen var ansat, da han 7. juni 1916 blev skudt og dræbt af krybskytten Vilhelm Been.

Skovrider Hansen var fuldt ud klar over, hvem personerne i jumben var og havde sine anelser om deres ærinde. Den ene af mændene var jumbens ejer, handelsmand, Johannes Marius Grønborg fra Hillested.

Han havde et dårligt omdømme og var for nylig blevet straffet for tyveri. Men det var dog den anden person i jumben, skovrideren var mest opmærksom på.

Denne var nemlig ingen ringere end Vilhelm Been, og da han på Lolland var berygtet for krybskytteri, gjorde skovridderen sig sine overvejelser om, hvad der var de to mænds ærinde, da han så dem komme kørende i jumben. Han formodede, at de havde planer om krybskyttejagt, og mest nærliggende var det, at råvildt var målet for den.


Søholt Gods. Herfra havde skovrider Hansen om aftenen ringet til Hans Ludvig Hansen for at råde ham til at være på vagt over for to personer i en jumpe-

Således adviseret cyklede skytte Hans Ludvig Hansen nu til Søholt for at tale med skovrider Hansen. Herefter cyklede han ad Engestofte til. Men da han nåede til ”Frederikshuset”, et lille hus, før vejen deler sig i to arme, den ene til Godsted og den anden til Engestofte, træffer han smedesvend Ejnar Christensen, hvis forældre boede i nabohuset.

Skytten spørger ham, om han har set den lille jumbe med to personer, og mens de taler om den, kommer den kørende, hvilket får skytten til at gå om bag Frederikshuset for at skjule sig, mens jumben passerer forbi. Da den er ude af øjesyn, følges skytten og Christensen efter ad Søholt til for at se, om krybskytterne har nedlagt noget vildt, da de mener at have hørt skud.

”Kommer der flere, får de samme omgang”

De konstaterer imidlertid ikke noget sådant. Skytten anmoder nu Ejnar Christensen, der skal til Godsted, om på sin vej at se efter jumben, og om den er kørt mod Engestofte. Hvis dette skulle være tilfældet, vil skytten gerne have, at han underretter dem på Engestofte om det og holder øje med køretøjet og dets to passagerer.

Ejnar Christensen blev hurtigt klar over, at jumben var kørt mod Engestofte. Efter at have forrettet et ærinde i sin plads i Godsted kørte han – som han havde lovet skytten – til Engestofte, og ud for Ulriksdals Kaserne tæt på Røgbølle Sø ser han nu køretøjet. Men nu var der kun én mand på vognen.

Lidt længere henne ad Røgbøllevej, cirka 200 alen fra det sted, hvor roesporet skærer vejen, ser han i tusmørket skytten i skænderi med en mand.

Han hører skytten sige: ”Du skal lade være”. ”Du skal lade være”.

Efter at have kørt endnu 100 alen, hører han den samme udtalelse gentaget, og i det samme ser han til sin forfærdelse, at Been har taget bøssen til kinden, sigter på skytten og trykker af. Han hører et knald og ser skytten falde til jorden.

Christensen springer uvilkårligt af cyklen, og i det samme råber Been, der nu har hængt bøssen på skulderen:

”Kommer der flere, får de samme omgang”.

Drabsmanden løb herefter bort fra stedet, og Ejnar Christensen ilede nu hen til skytten, der lå udstrakt på jorden.

Han kunne konstatere, at skuddet havde været øjeblikkeligt dræbende, idet det havde ramt ham i struben og bortskudt et parti af hagen. Blodet styrtede ud af såret.

Ejnar Christensen cyklede nu hurtigt af sted til skovrider Christian Kann, Engestofte, der straks steg ind i sin bil for at køre til gerningsstedet sammen med Christensen og smed Jørgensen og dennes svend.

Her blev den dræbte skytte anbragt i bilen og kørt til Maribo Sygehus. Men da skuddet havde været dræbende, var der intet at stille op, fastslås det lakonisk i reportagen i Folketidende.

Skytte Hans Ludvig Hansen, Engestofte Gods, blev blot 32 år.

 

Fundet sovende i en lade

To en halv time efter drabet – klokken 01.30 – fik overbetjent Petersen i Statspolitiet i Nykøbing F. telefonisk underretning om drabet.

På motorcykel susede han straks til Maribo, hvor han fik assistance af den derværende statsbetjent, Andersen, samt en landpolitibetjent.

Undersøgelserne blev straks indledt. Fra starten havde politiet et godt spor at gå efter. Mistanken rettedes mod handelsmand Johannes Marius Grønborg og Vilhelm Been, og tidligt om morgenen dagen efter drabet blev Grønborg anholdt i sit hjem i Hillested og ført til Maribo Arrest.

Han erkendte at have kørt i sin jumbe for Been, og at denne – da han efter dramaet på Røgbøllevej – atter opsøgte ham, for at de sammen kunne køre videre, havde erklæret, at han havde skudt skytte Hans Ludvig Hansen, hvorpå Grønborg udbrød:

”Det har du vel ikke; han er vel ikke død”.

”Jo, det er han”, svarede Been.

Grønborg havde herefter fundet det betænkeligt at være i selskab med Been og havde derfor foreslået, at de skiltes.

Been havde ikke haft noget imod dette og stod af jumben i Fuglse for at begive sig hen over markerne, mens Grønborg kørte hjem til Hillested.

Efter anholdelsen af ham her tidligt om morgenen manglede politiet nu blot at slå en klo i Vilhelm Been, men fra tidligere kriminalitet han havde været involveret i, vidste politiet, at denne opgave ikke var ligetil, fordi Been var snu og som en ræv havde flere ind- og udgange.

Alle sognefogeder blev alarmeret. Også statspolitiet og det stedlige politi var på stikkerne.

Ved 11-tiden om formiddagen fik politiet i Maribo meddelelse om, at Vilhelm Been var set gå ind i laden hos gårdejer Hans Povlsen i Hillested, og arrestforvarer Elmdahl og landpolitibetjent Andersen fra Bandholm kørte straks af sted i bil for at anholde ham, men da de ankom, viste det sig, at overbetjent Petersen fra Statspolitiet allerede var nået frem.

Han havde om natten fulgt Beens spor og havde fundet ham liggende i dyb søvn i laden med bøssen ved siden af sig. Han blev straks lagt i håndjern og fik ikke tid til at gøre modstand, hvorefter han blev bragt til arresten i Maribo.

Ved anholdelsen var Been foruden haglvåbnet i besiddelse af fem røgsvage patroner, der hver især indeholdt 65 hagl nummer 0, hvis diameter er 4,5 millimeter, og som på den tid blev betegnet som ”dyrehagl”.

Bøssen, som lå ved siden af den sovende Been, var ladt med to patroner magen til den patron, han havde skudt skytten med. Efter sit eget udsagn ville han have brugt det ladte våben til at berøve sig selv livet med.

Skød skytten med fuldt overlæg

Samme dag, som Grønborg og Been var blevet anholdt, blev de klokken 17.30 fremstillet i grundlovsforhør på rådhuset i Nysted.

Drabet var nemlig begået i Nysted Birk, og i dommersædet sad borgmester Holck, der først afhørte Grønborg, som var på det rene med, at det var for at drive krybskytteri, Been havde lejet ham til at køre for sig.

Han forklarede, at han kørte langsomt videre hver gang, Been stod af jumben, men sidste gang han sent om aftenen sprang på vognen, udbrød han:

”Der fik jeg lavet det værste, jeg endnu har gjort; jeg har nemlig både skudt et dyr og en mandsperson”

Grønborg forklarede, at han først ikke ville tro på det, men da Been fastholdt, at drabet var en realitet, mente Grønborg, at han blev nødt til at melde det til politiet.

Inden Been stod af jumben i Fuglse udbrød han:

”Nu kan du køre, hvilken vej du vil, og jeg går, hvorhen jeg vil”. Grønborg havde derefter ikke set mere til Been.

Herefter kom turen til Been, der forklarede, at han genkendte skytten, og at denne straks han så ham, forlangte at få hans haglbøsse udleveret.

Been var imidlertid ikke indstillet på at aflevere den.

Skytten slog derfor ud efter ham tre gange med en stok, men Been afparerede slagene.

Under intermezzoet stod Been i skudstilling med haglbøssen rettet imod skytten, og da denne fjerde gang hævede stokken for at slå, affyrede Been det fatale skud, og han forklarede, at han skød med velberådet hu, og med vilje rettede skuddet mod skyttens hoved, fordi han gik ud fra, at hvis han ikke skød skytten, så ville denne formentlig have slået ham ihjel med stokken.

Hertil gjorde dommeren gældende, at han jo blot kunne have afleveret sin haglbøsse til skytten for at få ham til at holde op med at slå med stokken, hvilket Been erkendte.

Optrinnet med skytten havde højst stået på i et par minutter, og Been forklarede, at ideen om at skyde skytten først opstod, da denne havde opfordret ham til at aflevere våbnet og begyndte at slå ud efter ham med stokken.

Been understregede, at dette gjorde ham gal i hovedet.

Grundlovsforhøret sluttede med, at borgmester Holck afsagde arrestdekret over Vilhelm Been, hvorimod Johannes Marius Grønborg blev løsladt.

Folketidendes reporter gav i reportagen i avisen fra grundlovsforhøret udtryk for sin personlige holdning, at Been i kraft af den uforbeholdne tilståelse utvivlsomt havde åbnet vejen til tugthuset for resten af lovet.

Byfoged Harald Julius Holck, der var en karismatisk person, ledede grundlovsforhøret over Vilhelm Been og Johannes Marius Grønborg.

Dom skærpet af to instanser

Sådan kom det dog ikke til at gå. Nysted Birkerets dom, der blev afsagt over den stadig varetægtsfængslede Vilhelm Been torsdag 7. september 1916, kom til at lyde på otte års tugthusarbejde.

Retten lagde til grund, at han – som han tidligere havde forklaret – havde skudt skytte Hans Ludvig Hansen med fuldt overlæg, men retten fandt det derimod ikke bevist, at skytten i henhold til Beens forklaring i grundlovsforhøret havde slået ud efter ham med en stok, før det dræbende skud blev afgivet i selvforsvar, idet Been havde forklaret, at han ellers frygtede at ville være blevet slået ihjel.

Retten anså det dog som en formildnende omstændighed, at mordet var sket på offentlig vej, hvilket forklarede lovens mildeste straf for mord på otte års tugthus.

En dom, Been dagen derpå erklærede sig tilfreds med, men 13. september ankede stiftamtet til Overretten, der 26. oktober skærpede straffen til 10 års tugthusarbejde.

Som det ikke var nok, så blev denne dom anket til Højesteret, der 18. januar 1917 skærpede straffen over Vilhelm Been til 12 års tugthusarbejde.

Og 23. januar samme år blev Vilhelm Been, der siden grundlovsforhøret på Nysted Rådhus 8. juni havde siddet varetægtsfængslet, under ledsagelse af to betjente ført til Horsens Tugthus til afsoning af straffen.

Tegning, der viser stedet på Røgbøllevej, hvor ugerningen fandt sted.

 

Han havde fribytterblod i årerne

Vilhelm Been (Laurits Vilhelm Larsen Been) var født 13. oktober 1867 i Kistofte ved Slemminge på Lolland. Begge hans forældre var respektable folk af arbejderstanden, som så vidt vides, ikke har været i konflikt med loven.

Med Vilhelm Been forholdt det sig anderledes, idet han havde fribytterblod i årerne. Allerede som ung drev han omkring i omegnens skove og drømte om at blive herre over dem og dyrene, der levede her.

Det frie og ubundne liv, han førte, tog imidlertid magten fra ham og gjorde ham til en vild og ustyrlig krabat, hvis ærgerrighed førte til, at han gjorde alt for at frigøre sig fra sine forældre og andres myndighed.

Efter at være blevet konfirmeret, havde han forskellige jobs, men han trivedes bedst ved at betjene haglbøssen og i øvrigt passe sit eget.

Omkring 1890 gjorde han tjeneste som soldat, men da den bundne og regelrette militærstil stred imod hans fribyttertrang, deserterede han flere gange.

Efter soldatertiden vagabonderede han på Lolland og Falster og samlede sig et synderegister for tyveri, vold og bedrageri.

Han havde også et vådeskud med dødelig udgang på samvittigheden.

Natten til 16. november 1906 havde Been og to andre personer været på krybskyttejagt i Ludvigshave ved Vesterborg. Beens haglbøsse gik af, og skuddet ramte en af de andre krybskytter og dræbte ham på stedet.

Been hævdede over for politiet, at der var tale om et vådeskud, og der blev ikke rejst tiltale. I sagen mod ham for drabet på skytte H. Ludvig Hansen kom det frem, at han i to andre tilfælde skulle have truet med at skyde folk.

Krybskyttegerningen gjorde Been berygtet og jaget på Lolland.

Fra 1850-1890 havde der hersket en vis lovløshed i et område ved Christianssæde, kaldet Stibanken, der blev beskrevet som et sted uden for lands lov og ret, og hvor folk havde et andet syn på, hvad der var dit og mit end i resten af landet.

Her følte Been sig på hjemmebane, men flyttede dog på grund af myndigheders interesse for ham. Siden hen skiftede han ofte bopæl.

Efter udståelse af totredjedel af straffen for mordet på Hans Ludvig Hansen blev Been løsladt omkring 1924-1925.

Han cyklede herefter rundt i landsbyerne omkring Maribo og solgte lervarer, og i en periode arbejdede han ligeledes som hotelkarl på Centralhotellet i Maribo.

Han døde 81 år gammel 30. april 1949, og var faktisk vellidt blandt de mennesker i Maribo, som kendte ham. Han blev begravet 6. maj 1949 på Maribo Kirkegård, men gravstedet er sløjfet for længst.

 

Thureholms bredside

Mordet på skytte Hans Ludvig Hansen gav genlyd i både lokalpressen og den landsdækkende presse, og flere offentlige personer, blandt andet borgmesteren i Sakskøbing, gav offentligt udtryk for, at det var nødvendigt at slå hårdt ned på krybskytter og de excesser, som krybskytteri ofte udartede sig til.

Tonen var dog markant hårdere i jagtkredse, men ingen gik så vidt som den navnkundige redaktør af det lille tidsskrift ”Jagtvennen”, K.W.J. Thureholm. I Jagtvennen (nr. 6, juli 1916) betegnede han Been som et menneskedyr og håbede, at han ville blive dømt til døden.

Redaktør K.W.J. Thureholm rasede i sin leder i ”Jagtvennen” over den milde dom over krybskytten, som han mente, burde have været en dødsstraf.

 

I udgaven af Jagtvennen fra november 1916 konstaterer han i en kommentar, at adskillige mennesker med interesse havde læst i udgaven af Jagtvennen måneden forinden om dommen over Been (før Højesterets skærpelse af Overrettens dom til 12 års tugthusarbejde), og de fleste i lighed med ham var forbavsede over, at den blev så mild, som tilfældet var.

”Overretten er da også kommet til et andet resultat end Underretten, idet den som vores læsere må have set i dagspressen, har lagt to år til, således at tugthusets dør nu lukker sig for Been i et tidsrum af 10 år. Men Overretten har trods denne skærpelse af dommen ikke stillet Been lige med en almindelig morder, og det er dette vi og med mange os beklager”, skriver Thureholm og fortsætter:

”Der er noget demoraliserende i, at en decideret tyveknægt og ugerningsmand som Been, der med fortsæt dræber den opsynsmand, som er sendt ud for at gribe ham, ikke behandles som en almindelig morder og får den straf, der er almindelig for sådanne forbrydere, nemlig livsvarigt tugthus. Der er for os menige mennesker ingen formildnende omstændigheder at øjne i den foreliggende forbrydelse. Tværtimod. Vi er ved at drukne i humanitet her i landet”.

Thureholm ironiserer herefter over, at et dagblad har kommenteret hans leder om dommen over Been og finder det betryggende, at vort lands dommere er mere humane i deres tankegang end redaktøren af det lille udmærkede blad ”Jagtvennen”, K.W.J. Thureholm.

”Det forekommer os at være langt ude, når et dagblad på denne måde kan holde hånden over en morder. Det forekommer os at være på høje tid, at lovgivningsmagten skrider til ordning af jagtloven. Loven værner ikke i tilstrækkelig grav vores jagtbetjente. Hver eneste af dem går nu mere end nogensinde med livet i hænderne på deres natlige patruljeture i Danmarks skove. Thi hvad bryder en forbrydernatur af Beens kaliber sig om risikoen ved at skyde sin modstander ned? Nogle få års tugthus og hæderlig omtale i avisen. Ja, det er nydeligt”, slutter Thureholm sin bandbulle.

 

Ikke vellidt blandt krybskytter

Skytte Hans Ludvig Hansen blev født 15. november 1883 i Himmelstrup i Everdrup Sogn på Sydsjælland. Han fik en forstuddannelse på Bregentved Gods, og herefter jobbede han som både jæger og forstmand i Haslev Urne under Bregentved. Omkring 1911-1912 tiltrådte han stillingen som skytte og skovfoged på Engelstofte Gods, og han var ugift, da han 32 år gammel blev skudt af Vilhelm Been 7. juni 1916.

K.W.J. Thureholm betegner ham i sin leder i ”Jagtvennen” (juli 1916) som en energisk mand, der gjorde et stort arbejde for at holde sit distrikt fri for vildttyve, og han var derfor ikke velanskrevet blandt krybskytter.

Hans båre blev 18. juni 1916 transporteret med jernbane fra Lolland til Tappernøje Station. Den blev derfra ført til Everdrup Kirkegård, hvor han blev begravet under stor deltagelse af blandt andet kolleger fra Lolland-Falster og Sjælland. Højtideligheden blev forestået af pastor Juel, der talte over Davids salme og udtrykte: ”Der er kun et skridt mellem døden og mig. Nu hviler skytte Hansen på den lille landsbykirkegård efter et godt og dygtigt dagsværk. Æret være hans minde”.

På Røgbøllevej nær Røgbølle Sø, hvor mordet fandt sted, er der rejst en sten til minde om skytte H. Ludvig Hansen., ”som under udøvelse af sin gerning blev skudt på dette sted 7. juni 1916”.

Mindestenen i siden af Røgbøllevej over den dræbte skytte.
Der står ofte friske blomster ved stenen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »