Er miljøministeren for konfliktsky til at give et mindretal en fair behandling ved at bringe falkejagt op i Folketinget?

Læserbrev af Kaj Robert Svendsen

Nu lægger rågerne æg. Vi har op mod 50.000 par ynglende i måske 500 kolonier i lunde, skove og parker. Om en god måneds tid begynder de næsten flyveklare unger at hoppe ud og sidde i redetræernes grene. Et fredeligt forårssceneri, men optakt til en jagtoperation, som er uden sidestykke i Europa.

Rundt regnet 100.000 rågeunger bliver skudt under den traditionelle massakre i maj-juni. Begrundelsen lyder, at de kan gøre skade. Brug af ellers forbudte automatvåben er tilladt. Som var nationens ve og vel truet.

Nedskydningen er helt i strid med EUs naturlovgivning. Så meget mere forbavsende er det, at den har Dansk Ornitologisk Forenings fulde støtte. Ikke fordi ornitologer har noget imod råger, men fordi de mildest talt har noget imod en lille gruppe mennesker, vel højst 50, som er seriøst interesseret i jagt med rovfugle. Sammenhængen finder sin forklaring i en aftale mellem ornitologer og jægere i Vildtforvaltningsrådet helt tilbage i 1991.

Råger for rovfugle Aftalen gik ud på, at rågeunger kunne skydes som hidtil, selvom det var og er EU-stridigt, mens falkejagt til gengæld blev totalt afskaffet. Muligheden for dispensation i det hidtidige forbud fra 1967 skulle sløjfes. Resultaterne af aftalen, som Danmarks Naturfredningsforening og WWF tilsluttede sig, var med i Lov om jagt og vildtforvaltning af 1993, der stadig gælder.

Med andre ord: Den ene naturinteresse, nemlig ornitologernes, fik taget livet af den anden, nemlig falkejægernes, ved som modydelse at støtte en ifølge EU-retten ulovlig rågebekæmpelse, der ved EU-Domstolen kan føre til dom over Danmark for traktatbrud (se henvendelse til Miljø- og Planlægningsudvalget jan. 08, bilag 87 på www.ft.dk). Aftalen blev truffet uden noget som helst offentligt mandat, men lod sig næsten som en selvfølge omsætte til lov.

Hvordan det lader sig gøre, vender vi tilbage til. Det var i bund og grund en politisk beslutning, som kun politikere bør træffe. En ny udvikling har i mellemtiden gjort, at der nu formodes at være politisk flertal for at genindføre falkejagt. Det skyldes bl. a. en vurdering fra 2006, hvori Det Dyreetiske Råd under Justitsministeriet ikke kan finde andre betænkeligheder ved falkejagt end dem, der knytter sig til jagt med skydevåben, snarere tværtimod. Men det hører med til den påfaldende udemokratiske behandling af et mindretal, at det længe har været komplet umuligt at få spørgsmålet om falkejagt eller ej bragt op til åben afgørelse i Folketinget.

Her studehandles Vildtforvaltningsrådet (VFR), der rådgiver miljøministeren, er et dansk eksempel på en såkaldt jerntrekant. Det er et berygtet begreb i demokratisk sammenhæng, et lukket forum, hvor typisk tre parter – udvalgte interessegrupper, erhvervsliv og administration – træffer politiske afgørelser uden offentlig indblanding. VFR tæller visse organisationer med interesse for natur og jagt, dernæst land- og skovbrug samt Skov-og Naturstyrelsen (ikke formelt medlem, men med talstærk deltagelse).Her studehandles efter alle kunstens regler. Hvad den seneste jagtlov kom til at indeholde, også om adskillige andre højspændte emner af offentlig interesse end falkejagt, blev i vidt omfang handlet på plads i en såkaldt fredsaftale i den sluttede kreds af VFR-partnere. For en minister beror rådets potentielle værdi på, at det rådgiver enstemmigt og dermed tjener som konflikt-filter. Det i sig selv inviterer til opfindsom studehandel, også fordi rådet ellers mister indflydelse. Et lovforslag får en let gang gennem Folketinget, når ministeren kan oplyse, at det bygger på enighed mellem parter, der ellers har det med at slås. Ingen spørger, hvordan enigheden er opnået. Daværende miljøminister Per Stig Møller (K), der fremsatte jagtlovsforslaget i 1992, ville skærpe kravene til falkejagt, men ikke afskaffe den. Det ville derimod daværende miljøminister Svend Auken (S), der arvede lovforslaget efter et valg.

Han fik samme år afskaffelsen vedtaget sammen med jerntrekantens øvrige “enestående fredsaftale”, som han var meget begejstret for. De Konservative, Venstre og Fremskridtspartiet var dog fortsat for falkejagt, især efter at have set den demonstreret, men ville ikke vælte loven af den grund. I VFR har der siden 2006 været et lille flertal for jagt med rovfugle, efter at en arbejdsgruppe i et par år har endevendt alle sider af sagen.

Men miljøminister Connie Hedegaaard (K) ville ikke vide af VFR-indstillinger uden enstemmighed. Og det sørger DOF for, at der aldrig bliver. Det store spørgsmål er nu, om også miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er for konfliktsky til at kunne indse, at hvis falkejagt skal forbydes, bør det anstændigvis ske i Folketinget? Et demokrati kendes ikke mindst på, hvordan det behandler sine mindretal.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...