Landsvalen er en fantastisk luftakrobat, og selv spurvehøgen må resignere, når svalen i raketfart stryger rundt og boltrer sig mellem himmel og jord

Af Redaktionen

Landsvalen (Hirundo rustica) er en almindelig ynglefugl og trækgæst over hele landet. Ankommer med varmen sidst på foråret og varsler således sommerens komme. Trækker bort om efteråret og overvintrer i det sydlige Afrika.

Oprindeligt ynglede landsvalen på klippesider og i huler, men lever i dag altid tæt op ad menneskets beboelser, hvor den anbringer sin rede inde i bygninger, f.eks. i udhuse, stalde, lader og garager.

I Danmark optræder arten i agerlandet ved landsbyer og på gårde – navnligt gårde med husdyrhold som kreaturer. Men den optræder også som ynglefugl i byerne.

Dens foretrukne habitat er det åbne land med lav vegetation, som enge, græsmarker og landbrugsland gerne i nærheden af vand, og ses hyppigt søge føde langs kysterne.

Forekomst

Forekommer talrigt i Sydvestjylland, Himmerland, Thy, Vendsyssel og på Sydvestsjælland. Det kan skyldes, at der her er et relativt udbredt kvæghold. Bestanden er tættest på de økologisk dyrkede landbrug. Når kreaturer er af betydning for landvalen, skyldes det, at de tiltrækker fluer i stort tal.

Ynglebestanden af landsvaler svinger meget fra år til år. Det afhænger bl.a. af vejrforholdene under trækket og i vinterkvarteret. Tørke i vinterkvarteret medfører øget dødelighed og mindre kuldstørrelse det følgende år. Temperaturerne i Alperne under forårs- og efterårstrækket er yderligere med til at regulere bestanden.

Bestandsmæssigt i tilbagegang

Antallet af landsvaler er gået stærkt tilbage i de senere år – faktisk 25% siden halvfjerdserne.

Tilbagegangen skyldes bl.a., at svalernes adgang til staldbygninger og udhuse er blevet ringere samt bedre hygiejne i staldene, så det kan være svært for svalerne at finde egnede redepladser. Desuden har den ændrede landbrugsdrift med sprøjtegifte og den øgede korndyrkning i stedet for arealer med græs til kreaturerne ændret fødeudbuddet for svalerne.

Bestanden er aftagende, og arten er i tilbagegang i stort set hele Europa. Ynglebestanden angives til mellem 200.000 og 250.000.

Udseende

Landsvalen er med sit udseende og adfærd indbegrebet af en svale. Den smukke og elegant byggede fugl er let genkendelig på de buede, lange og tilspidsede vinger og den dybt kløftede hale med trådformede og stærkt forlængede, yderste halefjer. Oversiden er blåglinsende sort, undersiden er hvid til gulbrun.

Har blåsort brystbånd samt rustrød strube og pande. Den røde farve er forbløffende svær at se i flugten og på afstand, hvor svalens bryst og hoved blot virker mørke. Hannen har generelt længst og tyndest haleforlængelse.

“Svalen har gennem tiden været anset for en lykkebringer. Hvor svalen byggede rede, mentes den at bringe lykke til hjemmets beboere, og det ansås for helligbrøde at slå en svale ihjel.”

Længden er på mellem 17 til 21 centimeter, vingefanget på 32 til 35 centimeter. Vægten er mellem 16 og 20 gram. Flugten er let og meget graciøs. Flyver hurtigt og kraftfuldt med stærkt vinklede vinger og klippende vingeslag afbrudt af glideflugt, undertiden lavt over jorden og vand. Landsvalen dykker ned fra reden og smutter ud af en åben dør eller et vindue.

Stemme

Kaldet er et livligt, kvidrende “tsvit-tsvit”, og sangen er ret kraftig, en hurtig kvidren, der nu og da afbrydes af en tør gnistren, en lang vellydende kvidren og en række knirkende og trillende lyde.

Føde

Jager flyvende insekter, ofte omkring græssende kvæg, men også i større højder overalt i det åbne land, herunder også ved kysten, over søer, åer og moser.

Insektfangsten foregår ofte i en yndefuld glideflugt lavt over jorden eller vandet, og altid i lavere højde end de højt flyvende digesvaler og bysvaler. Men lejlighedsvis ses de fange deres bytte fra mure og planter.

Landsvalernes flugthøjde er vejrafhængig, idet optræk til regnvejr medfører, at insekterne flyver lavere.

I vinterkvarteret udgør årevingede insekter, specielt flyvende myrer, deres vigtigste fødeemne.

Landsvalen drikker ved at stryge lavt over søer og floder og snuppe vand med åbent næb. Fuglen bader på lignende vis ved at dyppe sig i vandet i et kort øjeblik under flugten.

Vidste du ..?

Landsvalehannens ekstra lange hale er en status-markør. Det kræver energi at flyve med en lang hale, så den lange hale er tegn på fuglens kondition, og hanner med lange halefjer lever generelt længere og er mere sygdomsresistente.

De lange halefjer indikerer således et genetisk stærkere individ, som vil producere afkom med forøget vitalitet.

Hanner med en ekstra lang hale er derfor de mest eftertragtede blandt hunnerne.

Landsvalen er Estlands nationalfugl.

Landsvalens levevis

Anbringer sin rede inde i bygninger, f.eks. i udhuse, stalde, lader og garager, under broer m.m.

Hansvalen opsøger ynglestedet før hunnen og udvælger et redested, som den dernæst fremviser det for hende ved med at flyve cirklende og syngende rundt.

Begge køn bygger reden, hunnen dog mere end hannen. Den skålformede og åbne rede, placeret på en tagbjælke, gesims eller andre fremspring indendørs, bygges af mudder forstærket af strå og fores med græs, fjer og andre bløde materialer. Magerne småpludrer næsten som undulater. Begge køn forsvarer reden; men hannen er betydeligt mere aggressiv og territoriehævdende.

Når først, pardannelsen er etableret, lever magerne sammen i livslange parforhold; men udenoms parring er almindeligt.

Yngler både i enlige par, hvor hannen forsvarer territoriet intenst mod udefrakommende hanner, og – hvor fødemængden er optimal – i kolonier, hvor rederne kan være anbragt med ned til en halv meters mellemrum. Her foregår en intensiv magevogtning, fordi hannerne ofte forsøger at parre sig med andre hunner end sin egen.

Det er især langhalede hanner, der parrer sig med korthalede hanners mager, hvorved de langhalede hanner får forhøjet ynglesucces.

Hen på sommeren og i det tidlige efterår optræder landsvalerne meget selskabeligt. Efter fødesøgningen om dagen samler de i stadig større flokke. I store sværme kredser de kvidrende rundt, inden de går til ro i tagrørsbevoksninger eller sætter sig til hvile på elledninger, ofte flere tusinde svaler sammen på en enkelt lokalitet. Under selve trækket optræder svalerne derimod alene eller i mindre flokke.

De individuelle fugle har tendens til at vende tilbage til det samme vinterkvarter år efter år. Også reden genbruges og pudses op hvert år. En enkelt rede er rapporteret at have været i brug i 48 år (dog af flere generationer).

Kilde: Miljøstyrelsen