I 1905 importerede konsul Alfred Nielsen, Rudkøbing, en trækpram og nogle lokkefugle fra USA og hvordan det efterfølgende gik kan du læse mere om i Henning Kørvels artikel, som han har kaldt Langelænderen fra USA

Tekst og foto: Henning Kørvel

Alle trækjagtpramme i Det Sydfynske Øhav linker til USA. I 1905 importerede konsul Alfred Nielsen, Rudkøbing, nemlig en trækpram og nogle lokkefugle for at kunne drive andejagt i øhavet. Prammen blev hurtigt kopieret af jægere i Rudkøbing, og den bredte sig til Ærø og Svendborg og findes i tre udgaver af glasfiber, henholdsvis Langelands-prammen, Ærø-prammen og Svendborg-prammen. Fordi den professionelle produktion for længst er gået i stå, dækkes markedet for trækjagtpramme i dag af brugte skuder.

Det ser ud til at holde vand, at skydepramjagt i Danmark opstod på Nordfyn omkring år 1800, og at den efter cirka et hundred år har bredt sig herfra til resten af landet.

Men hvor skydepramme til kravle- og trækjagt således er en ren dansk opfindelse, er det anderledes med trækjagtpramme i Det Sydfynske Øhav, fordi de alle udspringer af en trækjagtpram, der kom fra USA til Rudkøbing i 1905.

Prammen blev importeret af Sveriges konsul siden 1917, Alfred Nielsen (1868-1952), der fra købmandsgården ”Strandgården” i Rudkøbing drev en stor alsidig forretning med søfart, rederi, færgefart, kornhandel, handel med kolonial, grovvarer, tømmer, byggematerialer og dampsavværk.

På sørejser til USA i 1890-erne formodes han at have fået kontakt med en danskamerikaner ved navn Harald Rasmussen, der i USA kaldte sig Harald Brandt.

Det må formodes, at han i USA drev andejagt fra trækpram sammen med Harald Brandt, og der fik inspiration til at importere jagtformen til Danmark for selv at kunne udøve den i Det Sydfynske Øhav.

Hans Åge Mortensen er ved at lægge lokkere ud. Hans trækpram er Urmagerens version af Rudkøbingprammen, som Jagt- og Skovbrugsmuseet afslog at modtage en kopi af. Skvatskærmen på fordækket skal sørge for, at jægeren ikke får søer i hovedet.

 

Harald Brandt var i det mindste afsender af den amerikanske trækjagtpram, der sammen med lokkefugle af træ (Canadagæs, men måske også andre arter af lokkere) fra formentlig Mason Decoy Factory i Detroit, der var startet sidst i 1880-erne af den irske indvandrer William J. Mason, kom til Rudkøbing.

Dette bygger på, at en canadagås med beskadiget hoved og hals, der var iblandt de mange lokkefugle, som Henning Kørvel i 1970-erne indsamlede i Rudkøbing, ligner Mason’s lokkefugle, der altid var af cedertræ og drejet ud på kopidrejebænk og færdiggjort i hånden.

Den omhandlende canadagås blev restaureret af Poul-Erik Hegner, der malede den op som canagås, efter at den havde fået nye glasøjne, hoved og hals.

Skydebatterier før trækpramme

 Indtil amerikanerprammen kom til Rudkøbing, var strandjagt et bierhverv for mindrebemidlede mennesker, der ofte var fiskere, men også arbejdere og småbønder, og ifølge Poul Breum (1909-1986), der medvirker i strandjagtkonsulent V.M. Fynboes strandjagtfilm fra 1950-erne med en scene fra trækjagt på hvinænder, var den hidtil blevet udøvet fra skydebatterier: Sænkekasser. Men der foreligger desværre ikke oplysninger om den, og der findes uheldigvis heller ikke tegninger af skydebatterierne.

Fordi Alfred Nielsen var velhavende, og han drev strandjagt af interesse, tillægges han at være den første danske jæger, som drev trækjagt fra den importerede trækjagtpram som en rekreativ fritidsinteresse sammen med jagtvennen, Nissen.

Trækjagt fra Ærøprammen. Som det ses, har den noget højere fribord end Langelandsprammen og kan således bjærge sig i hårdere sø.

Den amerikanske trækjagtpram, der sammen med fremstilling af lokkefugle af træ må antages af være kommet til USA med europæiske indvandrere, blev hurtigt kopieret af lokale jægere, og en af de første, der tog den til sig, var Kristian Jensen, kaldet ”Sjal” eller ”Sjalet”, og sidst i 1920-erne kom ”Urmageren” Martin Christensen (1897-1974) til Rudkøbing fra Østjylland.

Han fattede straks interesse for jagtformen og byggede sin egen version af Rudkøbingprammen, der løbende blev videreudviklet og med tiden således blev mere spids i forstavnen og fik bredere og fladere agterdæk.

Hvinænder og store skalleslugere nedlagt af Henning Kørvel fra Hans Åge Mortensens urmagerpram.

Med Sjal som forbillede lavede Urmageren, der både var urmager, finmekaniker, bøssemager og reparerede bådmotorer, også lokkefugle af piletræ. Og det er ikke overdrevet, at han som perfektionist lavede meget fine lokkefugle med glasøjne og korslagte vinger, og bemalingen efter en svensk fuglebog var så unik, at hans lokkefugle i dag fremstår som de absolut smukkeste lokkere fra Langeland. Han lavede mange gråænder, hvinænder, toppede skalleslugere, pibeænder og knortegæs, men har også krager, en krageugle og en ringdue på samvittigheden.

Svendborgprammen, som blev fremstillet af Bjarne Hansen, der blev kendt fra Bogøkajakken, har højere fribord end Langelænderen.

Under Anden Verdenskrig, hvor der var mangel på alting, var der også mangel på glasøjne, men Urmageren fandt på råd. Af plexiglasset fra cockpittet fra en amerikansk bombemaskine, der af tyskerne var skudt ved over Langeland, drejede han glasøjne ud på drejebænk og malede dem på indersiden i den farve, som passede til den enkelte art lokkefugl.

Denne canadagåselokker er restaureret af Poul-Erik Hegner, og den menes oprindelig at være fremstillet af Mason Decoy Factory i Detroit i USA, og at den kom sammen med trækjagtprammen til konsul Alfred Nielsen i 1905.

Museet sagde nej tak

En smuk ringdue fra Urmagerens hånd blev ved en lerdueskydning, hvor den var udsat som førstepræmie, vundet af Poul Breum, der var æresmedlem af Landsjagtforeningen af 1923 på Langeland, og den indgik i Henning Kørvels lokkefuglesamling, der i 1982 blev overdraget til Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, og i dag kan ses på Det Grønne Museum.

Poul Breum byggede en Rudkøbingpram, som han brugte i sin tid som professionel strandjæger fra 1932-1936, og den var som alle de første Rudkøbingpramme med hul til mast på fordækket og kunne således sejle med sejl. Breum skød hundreder af hvinænder, men tjente flere penge på at skyde mørkbugede knortegæs, når de forår og efterår rastede i Det Sydfynske Øhav.

Lokkefuglene, som han brugte til såvel knortegåsejagt som hvinandejagt, var fremstillet af ham selv, og hvinænder fra hans hånd kan ses på Det Grønne Museum.

Tre af disse lokkere, nemlig gråanden, toppede skallesluger og hvinandehunnen er fremstillet af Urmageren, og stilsikkerheden er slående.

 

Omkring 1940 delte Rudkøbingprammen sig i to spor, idet strandjægere på Ærø byggede den med højere fribord, så den blev mere sødygtig. Ærøprammen kom i begyndelsen af 1970-erne i glasfiber, og den blev siden hen fulgt op af endnu to trækjagtpramme: Stenderupprammen og Jochumsenprammen, der begge bruges med påhængsmotorer til havgående trækjagt på edderfugle i farvandene omkring Fyn, Langeland og Østjylland.

Hans Åge Mortensen, Rudkøbing, der var ejer af Urmagerens trækpram af træ, tilbød Jagt- og Skovbrugsmuseet en kopi af prammen, men museet afslog at modtage den.

Langelandsprammen af glasfiber, som blev markedsført i 1978. Den er blevet til på basis af Hans Åge Mortensens urmagerpram.

Skuffelsen var stor i Rudkøbing og hos Hans Åge Mortensen, men hjemme i kælderen i huset på Mosevænget udskiftede han dårligt træ på prammen og gav den samtidig et lag glasfiber og brugte den til jagt på grundene i Det Sydfynske Øhav, men fordi han ikke orkede at konvertere den til glasfiber, fik Flemming Pedersen, Topani Bådene i 1977 tilladelse til at tage en kopi af den, og den blev markedsført i ”Jagt & Fiskeri” i 1978.

I 1980-erne blev Topani Både overtaget af Skibby Cykler & Både, der ejede Mopa-programmet, indtil det blev overtaget af Simon Kortegaard, og sideløbende med den professionelle produktion af pramme blev der lokalt bygget enkelte ”piratkopier”, før produktionen af nye trækjagtpramme ebbede ud for til sidst at høre op på professionelt plan.

Hans Åge Mortensen ligger her i en Ærøpram, og som det ses, ligger man med hovedet i forstavnen, fordi der er god benplads under agterdækket. På grund af stærk strøm blev Ærøprammen og andre trækpramme i Det Sydfynske Øhav blev altid opankret med to ankre.

Markedet for trækjagtpramme dækkes i dag i det væsentlige af brugte fartøjer, der alle har amerikanske aner, men dybest set nok stammer fra Europa, fordi europæere må have taget både traditionen for trækjagtpramme og lokkefugle med sig, da de i 1800-tallet udvandrerede til USA.

Endnu i slutningen af 1970-erne, da Henning Kørvel indsamlede lokkefugle på Langeland, blev lokkere af træ stadig brugt af enkelte jægere i blandt andet Rudkøbing.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »