Fra Jagtjournalen: Langt om længe fik jeg taget mig sammen til at komme ud og skyde sommerbukken, starter Line Olsen sin beretning om en meget spændende bukkejagt med happy ending …

Af Line Olsen

Lørdag morgen klokken halv 5 tog min far og jeg op på Skovgaard, for at se om der ikke gik en buk, som jeg kunne skyde. Da vi kom derop, startede vi med at gå en tur for at se, om der var noget at se. Da vi lidt efter var kommet op på en bakke at stå, kunne vi se udover et kæmpe stykke af mosen. Herfra kunne vi se, at der gik to dyr ovre ved siden af et langt gærde.

Vi blev enige om at prøve at pürsche os ind på dem. Den ene af dem var en rimelig pæn buk. Vinden var rigtig god denne morgen. Til sidst stod vi kun 40 meter fra ham. Men pludselig kunne far ikke se ham mere, men fik så pludselig øje på, at han sad nede i græsset og sov. Da vi havde stået og ventet i over en time rejste han sig endelig. Min far havde sagt til mig, at det var den store buk, som han havde taget billeder af sammen med en kollega før bukkejagten. Men jeg troede ikke helt på ham.

Men da han så rejste sig, kunne jeg jo godt se, at det ikke bare var en lille gaffelbuk. Jeg skulle bare koncentrere mig om skuddet og kun om skuddet. Men selvfølgelig skulle bukken til at loppe sig på ryggen med sine kæmpe horn, så jeg rigtigt kunne se, hvor stor han egentlig var. Men da jeg endelig kunne komme til at skyde, så skød jeg med min kaliber 222. Han tegnede for en perfekt bladkugle, men alligevel, da han gik hen imod gærdet, kunne det godt se ud som om, at han var skudt lidt langt tilbage.

Så vi gik hen på skudstedet for at se om der var noget schweiss efter ham, men det var der ikke. Så far og jeg blev enige om at gå op til bilen og ringe efter en schweisshund. Vi ringede til Werner fra Sorø, og vi aftalte med ham, at vi skulle mødes deroppe klokken 9. I mellemtiden kørte far og jeg hjem og spiste morgenmad. Da klokken langt om længe blev 9, mødtes vi deroppe og arbejdet kunne gå i gang.

Werner tog begge sine hunde ud af bilen og tog haglgeværet under armen. Vi viste ham, hvor jeg havde stået og skudt, men allerede der var den ene hund begyndt at trække hen imod skudstedet. Men da vi så viste ham, hvor skudstedet var, var hunden allerede på vej hen imod gærdet.

Her fandt vi det første schweiss fra bukken, og man kunne på en måde ånde lettet op over, at der var fundet noget fra ham. Hunden gik lige igennem gærdet og ud imod en kreaturfold, der er på den anden side af gærdet. Her gik den et par meter langs hegnet og søgte derefter ind i gærdet igen. Hvor den lige bagefter fandt bukken.

Alt i alt to det under ti minutter. Da den var blevet brækket, kunne vi se hvorfor, at det var, at den havde tegnet, som den gjorde.

Det viste sig, at kuglen på vejen hen til dyret, havde ramt en bynke, men alligevel havde kuglen ramt dyret på bladet. Men den havde kun strejfet det, hvorefter kuglen var gået ned til maven og var ekspanderet og havde smadret leveren. Herefter var kuglen gået ned til bagbenet og havde strejfet dette. Men bukken var helt død, da vi fandt den.

Som Werner sagde, var dette meget heldigt. Dette var så beretningen om min sommerbuk 2009! Med dette vil jeg da gerne have lov at takke min far for, at jeg måtte skyde netop denne buk. Og selvfølgelig vil jeg gerne takke Werner og hans to rigtig dygtige hunde, som fandt min perfekte buk. Tak!