Under den erhvervsbetonede ande- og gåsejagt blev der anvendt lokkefugle i titusindvis. Nogle af lokkefugle er stadig in i USA og specielt dem fra Mason Decoy Factory i Detroit

Tekst: Henning Kørvel

Under den erhvervsbetonede ande- og gåsejagt i USA, der begyndte tidligt i 1800-tallet, blev der indtil den sluttede i 1918, anvendt lokkefugle i titusindvis. Lokkefugle er stadig in i USA og specielt dem fra Mason Decoy Factory i Detroit. De er fremstillet af lufttørret træ, og den dyreste blev i 2014 solgt på auktion for 690.000 USD. Fremstilling af lokkere af træ lever videre i USA, og der holdes årlige lokkefugleshows, hvor de bedste lokkere kåres. Fordi markedet med 17 millioner jagtudøvere er stort, fremstiller amerikanske fabrikker kvalitets-lokkere af PVC, og USA er også førende med lokkekald. Amerikanske jægere bærer således arven videre, mens vi i Europa som lokkefuglene kom fra til USA, ikke længere fremstiller lokkefugle af træ af nogen betydning.

Den erhvervsbetonede jagt på ænder og andre vandfugle i USA, der startede tidligt i 1800-tallet, var uløseligt forbundet med lokkefugle, som var kommet til USA sammen med europæiske indvandrere, blev fremstillet af træ i titusindvis, indtil forbuddet mod salg af vildt i 1918 mindskede efterspørgslen radikalt.

Lokkefugle blev fremstillet af mange producenter, men oven over dem alle svæver Mason Decoy Factory i Detroit, grundlagt af ireren William J. Mason (1847-1905).

Sammen med sin familie kom han fra Irland til Detroit i Michigan i 1850. Som ung mand gik han på jagt og fiskede, og han var medlem af ”Old Club” på Harsen’s Island ved Lake St. Clair nord for Detroit.

I 1878 var han ansat hos John Long Guns and Sporting Goods. Her traf han Jasper N. Dodge, som blev hans livstidsven og kollega.

Mason fremstillede lokkefugle i flere klasser. Denne bluebill andrik med glasøjne, hvid blis ved øjet og hvidt vingespejl er en typisk lokker fra Første Klasse.

Mason og partneren, George Avery, købte i 1881 John Long Guns and Sporting Goods. Forretningen blev omdøbt til W. J. Mason & Co., som forhandlede en bred vifte af sportsartikler og lokkefugle. Partnerskabet varede i syv år, men stoppede i 1888 på grund af uenighed imellem partnerne.

Forinden var Mason i 1883 begyndt at fremstille lokkefugle af træ, og han kombinerede sine egne ideer til udformning med Peterson’s og Dodge’s lokkefugle.

Mason fik kopidrejebænk i 1903

Jasper N. Dodge havde fremstillet lokkefugle i hånden siden 1872, men i 1883 begyndte han efter at have købt udstyr fra George Petersen Decoy Co. at fremstille dem på kopidrejebænk.

Mason vægtede, at cedertræet til lokkefuglene var hærdet og lufttørret, så de færdige lokkefugle ikke sprækkede, og malingen ikke skallede af. Han udviklede mange forskellige stilarter og mønstre til udskæring og farvelægning af lokkefuglene, og han havde mange mennesker til at fremstille lokkefugle for sig på freelance-basis.

I 1903 begyndte Mason at fremstille lokkefugle på kopidrejebænk. Kroppe og hoveder blev fremstillet hver for sig, og hovederne blev monteret på kroppene med en dyvel af træ.

Trækjagt fra batterier og forskellige fartøjer krævede et stort antal lokkere, mens jagten blev drevet erhvervsmæssigt indtil 1918.

William og hans kone havde tre sønner. En døde ung. En anden søn – Frederick Mason – havde andre interesser.

Den tredje søn, Herbert Mason, blev født i 1883, og 20 år senere – 1903 – arbejdede han på fuld tid som værkfører på Mason’s Decoy Factory, der havde til huse i et skur – ”Baghaven” – ved familiens bolig på Tuscola Avenue, der fremstillede nogle af de bedste lokkefugle til trækjagt i to klasser: Premier Grade og Challenge Grade.

Efter at Herbert var blevet medejer af virksomheden, flyttede Mason Decoy Factory til nye lokaler på Nicholson Lumber på Brooklyn Avenue. Stigende efterspørgsel gjorde det nødvendigt at få nye drejebænke, butik, og nye udskæringer og mønstre føjede sig til.

Sears, Roebuck & Co., (grundlagt i 1892 af Richard Warren Sears og Alvah Curtis Roebuck), der stod for distributionen, bestilte tusindvis af lokkefugle hos Mason gennem årene.

Desværre døde William J. Mason i 1905 efter at have fået lungebetændelse i marsken, mens han tegnede vilde ænder. Herbert overtog virksomheden og udvidede produktlinjen med tre nye standard grade-modeller med henholdsvis glasøjne, sømhoveder som øjne og malede øjne.

Han fremstillede også lokkeduer, lokkekrager, vadefugle, gæs og svaner. For lokkeændernes vedkommende blev de solgt dusinvis, bestående af otte andrikker og fire ænder for 12 USD. I 1915 flyttede Herbert virksomheden til Milford St.

Før William J. Mason’s død i 1905 var ordrebogen fyldt med ordrer på tusindvis af lokkefugle til Sears, Roebuck & Co., og de dukkede op i hele USA.

Lokkefugle havde enorm betydning for ande- og gåsejagten, og mon ikke disse to jægere der poserer med nogle af deres lokkere, taler om lokkernes betydning.

Uddannede malere farvelagde lokkerne

På fabrikken blev lokkefuglene, når de var færdige, malet med grundmaling, baseret på linolie og terpentin. af en malerlærling, og den endelige bemaling blev forestået af en malersvend.

I kraft af produktets kvalitet, Herberts forretningssans, og markedsføringen var i top, blev Mason lokkefugle et begreb i hele Nordamerika, og er det stadigvæk blandt samlere.

I 1919 indgik Herbert partnerskab med en malingvirksomhed, men fordi forbuddet imod salg af vildt og andre begrænsninger i den erhvervsbetonede jagt på vandfugle trådte i kraft i 1918, og jagten nu blev udøvet som fritidsinteresse med et stærkt begrænset udbytte, faldt efterspørgslen på lokkefugle, og i 1924 fulgte Herbert rådet fra sin partner, der hellere ville sælge maling til den voksende bilindustri, at dreje nøglen om, og inventaret blev enten solgt, givet væk, brændt eller noget smidt på lossepladsen.

Det var simpelt at farvelægge en cancasback. Denne andrik er fra Første Klasse med glasøjne, hvor andre klasser havde malede øjne og søm som øjne. Alle lokkere havde ballast i bunden og øsken til ankerline.

Mange Mason lokkefugle er på trods af alderen stadig i funktionsdygtig stand. Deres fortsatte popularitet og holdbarhed skyldes, at Mason og hans lokkefuglemagere lagde en stor ære i at skabe det bedst mulige produkt, der ikke var fancy, men smukt og brugsrigtigt.

Tidlige Mason lokkefugle havde buttet hoved, flade bunde, og brystet havde en udtalt hældning. På senere modeller er brystet mindre overdrevet, og lokkefuglene fik et samlet set slankere look. I alle årene blev farvelægningen af lokkerne udført i hånden, og både farveblandingen frem til det endelige resultat og farvelægningen var unik.

Udover de populære gråænder, canvasback’s og bjergænder fremstillede Mason lokkeduer, krager, vadefugle, gæs og svaner i tusindvis, indtil fabrikken lukkede i 1924.

Mason lokkefugle er stadig attraktive som samlerobjekter, og for det sjettehøjeste bud nogen sinde for en lokkefugl i USA blev en woodduck (andrik) i 2014 solgt for 690.000 USD hos auktionsfirmaet Guyette & Deeter, som har specialiseret sig i at sælge amerikanske håndlavede lokkefugle.

Denne Mason canvasback med gråandelignende hoved er en Første Klasses lokker med glasøjne.

Arven bæres videre i USA

Fremstilling af lokkefugle af træ praktiseres stadig i USA i stor udstrækning, og i flere stater afvikles der årlige lokkefugleshows, hvor de bedste og mest kunstfærdige lokkefugle kåres. For amerikanere er håndlavede lokkefugle fin folkekunst, og lokkefugle bruges i vid udstrækning til udsmykning i hjemmet og virksomheder.

Forskellige lokkere fra Mason Decoy Factory set oven fra. Stilsikkerheden er i top, og fordi træblokkene var lufttørrede, ses ingen sprækker.

Uden erhvervsbetonet andejagt er markedet stort i USA, fordi antallet af aktive jagtudøvere ligger på cirka 17 millioner. Amerikanske fabrikker er derfor fremme i skoene med produktion af lokkefugle af PVC, og tilfældigt er det ikke, at lokkefugle med bevægelige vinger – winducks – er amerikanske, og amerikanske fabrikker i det hele taget tænker nye tanker i fjerstrukturer, og til gåsejagt på land fremstiller socks, der fylder minimalt under transport og folder sig ud i vinden, når de sættes op.

Annonce for Mason’s lokkefugle. Ænderne blev solgt dusinvis til 12 USD pr. dusin, der gerne bestod af otte andrikker og fire hunner.

Principielt har USA to spor i sin lokkefuglekultur, fordi de tidlige indianere fremstillede lokkefugle til jagt, men den produktion af lokkefugle der kom til udtryk, efter at den erhvervsbetonede jagt tog sin begyndelse først i 1800-tallet, har europæiske rødder, fordi de europæiske indvandrere tog ideen til at fremstille og bruge lokkefugle til jagt med sig til USA, hvor den kom til fuld udfoldelse under den erhvervsbetonede jagt, der stoppede i 1918, fordi bestandene af vilde fugle var i bund.

Jægere ved deres jagtresultat, før erhvervsjagt blev forbudt. Overalt i USA blev kommerciel jagt udøvet, og mange bestande var presset i bund, før forbuddet mod salg af vildt blev indført ved lov.

Mens der stadig bliver fremstillet ganske få lokkefugle af træ i Europa i dag, er det altså anderledes i USA. Her lever lokkefuglekulturen videre i bedste velgående, og arven at fremstille lokkere af træ foldes således ud sideløbende med, at amerikanske fabrikker fremstiller endog fine lokkefugle i mange arter af PVC.

Bilen, der kom frem først i 1900-tallet, nåede at blive brugt i forbindelse med erhvervsbetonet jagt, før den stoppede definitivt i 1918.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »