Anders Bilgram og Morten Hilmer nærmer sig afslutningen på deres lange polarekspedition, men i byen Ausuittuq får de to danskere en både varm, kold og noget lunken modtagelse 

Af Anders Bilgram

Vi kom til at opholde os halvanden uge i Ausuittuq, og til trods for at vi havde udvist tydelig interesse for at komme med på fisketuren til Devon Island, lykkedes det ikke.

Det blev i dagene op mod weekenden den 17. til 20. maj tydeligt, at vi ikke kunne få kørelejlighed, og det skyldtes nok hovedsageligt, at det langt hen ad vejen var den årlige familietur for mange i byen.

Slæder belæsset med alt fra benzin, mad og børn drog mod fiskesøen 180 km mod sydvest. I stedet benyttede vi weekenden til at pakke vores grej i en stor trækasse, så det senere kunne sendes med skib til Danmark.

På mine mange rejser i Arktis, har jeg de allerfleste steder oplevet stor og ægte varm gæstfrihed, og det samme har Morten.

Desværre følte vi ikke den samme varme i Ausuittuq, hvor vi kun blev inviteret ind privat et par gange.

Den ene gang var hos skolelærerne Dan og Susie samt Jonathan, hvor de inviterede på lækker middag, og selvom det var rigtigt hyggeligt, så havde både Morten og jeg nok håbet, at også nogle af de lokale havde budt ind.

Det skete kun en enkelt gang, da Jeffreys søn Jessie bød på en kop te, kage og pandestegt matak inde hos sin bedstemor, som i øvrigt ikke værdigede os et blik.

Hun fortsatte sine opgaver i køkkenet, og hun viste os absolut ingen interesse eller ønsker om at indgå i en dialog. Det samme gjaldt hendes mand, der blev liggende på sofaen, mens han så TV.

Samme nedslående interesse mødte vi hos Olafs bedstemor, som vi en dag fandt i gang med at skære noget særdeles velmodnet matak nede ved landbrækket. Den kraftige lugt af modnet kød fyldte vores næser og selvom vi på ingen måde ønskede at smage på herlighederne, forsøgte vi forgæves, at få en lille dialog i gang med hende og hendes veninde.

Børnene i byen var til gengæld nysgerrige, glade og skønne, og de rendte gang på gang efter os for at sludre og lege. Især AJ og Lily – et par børn på 10-11 år, var ihærdige og de nød at få lidt snak med os.

Ausuittuq er som flere andre byer i Nunavut af strategiske grunde etableret i midten af 1950’erne, idet man i den canadiske regering bl.a. frygtede at blive udfordret på suveræniteten via krav fra Danmark.

Dengang drog de nordgrønlandske fangere, inuhuit hyppigt på fangst på bl.a. Ellesmere Island, da dette var en naturlig del af deres fangstområde især efter isbjørn.

Den canadiske regering tilbød dengang inuit, fangerfamilier fra sydligere områder som f.eks. Quebec frie boliger, fri returrejse efter to år, gode fangstmuligheder og meget mere, hvis de flyttede til disse nye bygder.

Imidlertid holdt løfterne ikke stik, og folk fristede i stedet en kummerlig tilværelse i højarktiske områder, der var umådeligt forskellige fra de steder, som de var fraflyttet.

Børn blev desuden flyttet til skoler mod syd, hvor de måtte leve uden kontakt til deres forældre i lange perioder.

Mange år senere – for over 20 år siden – blev Nunavut etableret, som inuits egen delstat i Canada, og der er også tildelt officielle undskyldninger og erstatninger for overgrebene.

Den dag i dag fylder datidens handlinger meget, og de fleste ældre i Ausuittuq, var som børn ofre for de canadiske myndigheders overgreb.

Det vil formentligt tage nogle generationer før sårene er helet, og med dette in mente, er det lidt lettere at forstå den ældre generations hokdninger til “hvid mand”.

Mens Terry og hans familie var på fisketur på Devon Island, stod hans hunde lænket dels på isen og dels foran hans hus.

Nogle af dem slap fri efter et par dage, og i vildskab og måske af sult, angreb de en af hans bundne hunde ude på isen. De var som vilde ulve og den bundne hund blev dræbt i sin lænke og delvist ædt.

Vi fik alarmeret politiet, RCMP, som ved at bruge deres peberspray fik stoppet “festen” og trukket den døde hund væk. Da der igen var ro på hundene kunne vi hjælpe naboerne, der i øvrigt havde set til uden at gøre noget, med at få bundet de løse hunde.

I Ausuittuq havde jeg nogle gode samtaler med Larry K…, der som jeg selv, var interesseret i tidligere tiders ekspeditioner i området. Blandt andet drøftede vi, hvad der kunne være sket med Kruger ekspeditionen, som på mystisk vis forsvandt på Axel Heiberg Island i 1930.

Vi drøftede også Vibes vardeberetninger, og det viste sig, at beretningen ved Goosepoint var fundet for nogle år siden, af en mand i Ausuittuq.

Larry havde en kopi af beretningen, som han gav mig, og dermed var jeg nu i besiddelse af tre af Vibes beretninger fra 1940. En fjerde lå formentligt fortsat lidt nord for Cape Southwest på Axel Heiberg Island og lidt længere mod nord var der formentligt yderligere et par beretninger at finde fra Vibes holdkammerat botanikeren Gudmundur Thorlakson. Det skal blive spændende at komme retur til Danmark og med professionel hjælp fra Arktisk Institut, at få åbnet de to beretninger.

Nogle dage før end planlagt, fløj vi med Kenn Borek Air og den gæve “bushpilot” Mike til Resolute, da vi indså, at Ausuittuq næppe havde meget mere at byde på.  Før afgang stak Mikes co-pilot hovedet ind i flyet, mens han stod udenfor indgangen, idet han med et bredt grin gennemgik sikkerhedsprocedurerne, som kort gik ud på at forklare, hvor brandslukkerne var og på at gøre opmærksom på at de forreste nødudgange var blokkeret af bagage, så vi i tilfælde af en nødsituation måtte benytte de bageste.

Vel ankommet til Resolute besluttede vi at spare udgifterne til hotel, da vi begge var på fallittens rand. I stedet vile vi slå telt op tæt på lufthavnen.

Alligevel tilbød Chantel, der var chef for ATCO’s Southcamp Hotel, os fri transport ind til byen samt en gratis frokost på hotellet.

Senere hjalp hun med en næsten timelang telefonsamtale med politiet, RCMP angående forlængelse af vores tilladelse til at have våben i Canada samt efterfølgende mailkorrespondence.

Hun var en knag, og skulle du som læser af dette, lægge vejen forbi Resolute, så er hendes hotel et klart besøg værd.

En flok friske pensionister, som skulle stå på ski og trække pulk ved Mackinson Inlet og Vendomfiord,  kom hen på aftenen ud til lufthavnen, hvor de crashede på gulvet med liggeunderlag og soveposer. Godt nok ikke tilladt, men der var intet opsyn og lufthavnen blev ikke låst af. Vi tog teltet ned og fulgte deres eksempel.

Næste dag gik vi til byen for at få en solid gang morgenmad på ATCO hotellet, og senere på dagen fik jeg betalt mine jagttegn, der havde givet tilladelse til jagt på småvildt og sæl – herunder vores “horny” og lidet velsmagende hansæl fra Sorfiord.

Wildlifeofficeren Tamara havde jeg talt i telefon med for knap to måneder siden, og jeg havde lovet at møde op for at betale jagttegnene, når jeg kom forbi i Resolute.

Det viste sig, at hun selv havde lagt godt 150 dollars ud, dvs. ca 750 kroner, for mine jagttegn – sikke en imponerende tillid.

Som jeg gik på gaden i Resolute, stoppede der en bil ved siden af mig, og en dame, Joyce rullede ruden ned, idet hun sagde, at hun havde lagt mærke til os, og spurgte om vi var de to jægere, der var kommet til byen.

Det var vi jo ikke, og idet jeg forklarede hvem vi var, tilbød hun, at køre os lidt rundt, så vi kunne se noget af omegnen.

Joyce var ansat af Nunavut regeringen som socialemplyee, og hun ville gerne gøre lidt reklame for området.

Vi kom med på en fin tur omkring byen, hvorunder hun blandt andet fortalte om byens historie mv. Da hun hørte, at vi sov ude i lufthavnen, tilbød hun, at vi kunne få stuen og et værelse hos hende for den kommende nat, og hun skulle også nok køre os til lufthavnen tidlig morgen.

Det blev til en hyggelig aften hos Joyce, hvor vi også fik vasket vores tøj. Hun stod op klokken 04 for at lave kaffe og morgenmad til os – endelig mødte vi den ægte arktiske gæstfrihed.

For knap 20 år siden, var jeg sammen med mine ekspeditionskammerater Frederik og Ole Jørgen i gang med at sejle rundt om Ishavet på ekspeditionen “Polar Passage 2000”.

Frederik havde været med hele vejen fra Danmark, og Ole Jørgen var stået på i Uummannaq i Grønland. Da vi nåede frem til Mittimatalik/ Pond Inlet på den nordlige del af Baffin Island, blæste det en dag i slutningen af august år 2000 op, mens vi opholdt os i byen.

Alle de lokale sejlede deres joller op i floden vest for byen, og da stranden ved byen på ingen måde gav beskyttelse mod bølgerne, besluttede vi at gøre det samme som de lokale.

Imidlertid ramte vi på vej ind i floden en sandbanke, og strømmen vendte øjeblikkeligt båden, hvorpå først én bølge fra havet og et kort øjeblik efter én mere bordfyldte båden.

Motorerne druknede i havvand, og vi var reduceret til vrag. Gode folk i Mittimatalik fik først bjerget os og senere, da blæsten var aftaget, båden, som blev trukket tilbage til byen og ind på land. Det meste af byen hjalp os, idet den lokale outfitter Sheatie Tagak, der drev og stadigt driver sit firma Tagak Outfitting, sammen med RCMP og borgmesteren Paul spillede en hovedrolle for redningen af båden.

Uden deres dengang så uselviske indsats, var det aldrig lykkedes at komme rundt om Ishavet – læs evt. mere om dette i min bog Eventyrlig Ishavsfærd, der kan købes i boghandelen eller på Nordisk Brænderis webshop.

Jeg havde altid drømt om at komme tilbage til Mittimatalik og takke nogle af de folk, som dengang hjalp mig, og nu da Morten og jeg var i nærheden, var det naturligvis vigtigt for mig, at lægge vejen forbi.

Jeg havde kontaktet Sheatie og talt i telefon med ham et par gange, men den gode mand Norman Simonie, som i sin tid havde fungeret som hjælpebetjent i byen, var det ikke lykkedes at få fat i.

Norman havde taget sig af båden i vinteren år 2000/ 2001, og han havde på alle måder været en stor hjælp for os, da vi i sin tid stod med hatten i hånden.

Jeg havde ofte tænkt på hans humoristiske og varme tilgang til sine omgivelser og jeg håbede, at genfinde ham.

Jeg fik mødt Sheatie og et par andre gode folk – Joshua …. og Enookie ….. på kommunekontoret. De havde begge hjulpet mig i sin tid, og det var dejligt at gense dem.

Jeg fandt senere ud af, at Joshhua nu var borgmester i byen, og at det var omkring 10 år siden, at daværende borgmester Paul var flyttet til en anden bygd.

På kommunekontoret fik jeg udpeget Normans hus, og Morten og jeg gik derop i håb om, at han var hjemme. Jeg bankede på – og der stod han så. Norman – først lignede han et spørgsmålstegn, og så forklarede jeg ham, hvem jeg var.

Det blev til en gensynsglædens og overraskelsens bamsekrammer, og vi blev øjeblikkeligt budt ind på kaffe.

Da Norman hørte, at vi ikke havde hotelværelse for mere end én nat, tilbød han, at vi kunne sove i hans hus.

De næste par dage var vi nu gæster hos Norman, hvor hans familie kom og gik både dag og nat. Vi fik børnenes værelser, og de crashede så på sofaerne, når de gik kolde hen på natten.

Normans kone Mary var dog en ret bestemt dame, og de to virkede som nat og dag. Norman med sin lune humor og sit glade smil, og Mary som kunne virke ret frygtindgydende.

Grinene fortalte Norman om engang, hvor Mary var faldet af en holdende slæde, idet hun havde haft et godt stykke kød i hver hånd. Hun holdt kødet i vejret, og landede tungt med hele sin krop pladask i sneen. Alle måtte vende sig om og grine indvendigt – ingen turde grine højlydt, da de var bange for hende.

Adoptioner er hyppige blandt inuit, og hos Norman var det ingen undtagelse, idet huset fyldtes med både egne og adopterede børn og børnebørn.

Nogle voksne og andre endnu børn. Martha var deres datter Jeelas ældste barn, og hun var en skøn pige på snart 11 år, som talte fremragende engelsk.

Norman og Marys yngste søn Brandon var adopteret, idet hans far døde for år tilbage. Brandon var en super skøn knægt på måske 15-16 år, som stolt kom hjem fredag aften efter fire dage på en længere tur med en gruppe unge fra skolen, idet hans onkel Bryan havde været deres guide og vildmarkslærer. Brandon hjembragte en stor flot laks, som han havde fanget på turen, hvor de også havde skudt et par sæler.

I søndags fortsatte vi til Iqaluit, hvor vi nu tilbringer nogle dage inden vi flyver til Toronto og derfra til Danmark.

Der vil komme yderligere et par opdatteringer og medio juni vil der komme et billedgaleri, med fotos i god kvalitet, så man kan se mere fra vores ekspeditionens oplevelser dette forår.

Anders, 28. maj 2019

Kopi af Christian Vibes vardeberetning fra Goosepoint – ikke mærkeligt, at vi ikke kunne finde den. På kopien mangler et hjørne af datoen, men da datoen er skrevet på renskriften, må man gå ud fra, at det er korrekt. I øvrigt stemmer både tekst og dato overens med det, der fremgår af Vibes originale dagbøger.

Modnet matak hos Olafs bedstemor.

Olafs bedstemor (th.) og en veninde ved at finde modnet matak

Abraham og Jazmine, der lejer en fin lejlighed ud i Iqaluit.

 

Normans bil var i stykker, men i stedet havde han så sin udmærkede ATV. Han arbejder pt i en mine – to uger ude og to uger hjemme, og han er sideløbende med dette ved at uddanne sig til mekaniker, så han kan etablere eget værksted i Mittimatalik.

Normans adopterede søn Brandon var på en firedages camptur med kammerater og deres guide og vildmarkslærer Bryan. Brandon havde fanget denne flotte laks på turen.

Da jeg for knap 20 år siden var i Mittimatalik på ekspeditionen Polar Passage 2000 Expedition, kæntrede båden vest for byen. Det blæste op og som de lokale ville vi sejle vores jolle ind i den nærliggende flodmunding for at finde læ. Imidlertid ramte vi en sandbanke og da strømmen hurtigt satte båden på tværs af bølgerne, ramte et par store bølger jollen, og den blev fyldt med havvand. Vi blev hentet af nogle lokale, og senere da vinden var aftaget igen, hjalp de med at slæbe båden, som nu lå på hovedet tilbage til byen. Norman Simonie var én af de gode folk, som dengang gjorde alt for at hjælpe mig, og nu var jeg tilbage for at hilse på ham. Gensynet blev fejret med en varm bamseknuser og høj cigarføring.

Vi fik vasket vores ret stramme tøj hos Joyce, og af anstændighedsgrunde et skørt om livet. Efter en god, men kort nats søvn, lavede Joyce morgenmad og kaffe til os klokken 04, og kørte os til lufthavnen bagefter.

Vi blev inviteret til en kop te med banok-brød og panderistet matak hos Jessie, dvs. hos hans bedstemor. Jessie var rigtig hyggelig at snakke med, men hans bedstemor værdigede os ikke et blik og hendes mand blev liggende på sofaen for at se TV. Men tak til Jessie for at tage godt imod os.

Joyce, der på syvende år i Resolute, var ansat af Nunavut som socialemployee. Hun viste os rundt i området omkring Resolute og desuden et værelse for natten.

I Resolute blev vi gæstfrit tilbudt et solidt morgenmåltid på ATCO’s Southcamp Hotel, hvor Chantel, der var chef på hotellet var en kæmpe hjælp for os. Hvis du skulle komme forbi, vil du ikke snyde dig selv for hotellets gæstfrihed, varme og super lækre og rigelige mad. Dog er det ret dyrt, så vi nøjedes med at spise der.

Brandon tv. og en kammerat

Vi havde nogle fine dage hos Norman og hans familie, der gæstfrit tilbød os værelser at sove i.

Foran skolen var der stort set altid glade og legende børn, som altid hilste, når vi kom forbi eller løb hen for at holde i hånd eller for sjov spurgte om vores navne, som de udmærket kendte.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...