Det at skyde en fritlevende dansk medaljehjort er ikke hverdagskost. Men når hjorten tillige nedlægges af en kvinde, skrives der vel nærmest jagthistorie

Af Redaktionen 12. november 2007

Det var lørdag d. 3. november. Drevet var kun 7 minutter gammelt, da Mona Frydkjær, Hirtshals så en stor hjort på et smalt skovspor omkring 100 meter fra tårnet, hvor hun sad på post.

Mona havde tre mindre hjorte på samvittigheden, siden hun i 1983 erhvervede jagttegn. Men den store kronebærende hjort; den havde hun stadig til gode.

Stor var ærgrelsen naturligvis også, da hjorten undervejs pludselig drejede af og forsvandt i skoven.

– Det var nok den hjort, tænkte Mona, som aldrig tidligere havde set så stor en hjort under jagt i Hanherred Skovdistrikt. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at hjorten hørte hjemme i den kronebærende og dermed jagtbare kategori. Inden den forsvandt, nåede Mona at tælle syv ender på den ene stang. Et skud til en hjort uden for kategori kan betyde bøde og konfiskering af både trofæ og kød.

– Jeg havde ikke helt opgivet håbet og gjorde mig klar til at skyde såfremt hjorten atter skulle vise sig. Og det gjorde den!

– Pludselig kom den ud fra skoven, hvor den i trav passerede den lille lysning, som jeg sad ved. Afstanden var ca. 90 meter.  – De to første skud rammer hhv. lunge og lever og da hjorten standser op, skyder jeg den på halsen, hvorefter den falder omkuld.

– Jeg troede ikke rigtig mine egne øjne og ventetiden blev nu lang. Meget lang. I følge reglerne i konsortiet må man ikke forlade sin post før jagten blæses af. Det gjorde den første godt to timere senere. Timer der føltes som dage, selv om jeg fra tårnet kunne se hjorten ligge livløst på lysningen.

Netnatur.dk: – Har du fundet en plads til geviret, der af sagkyndige allerede vurderes til at indbringe en sølvmedalje?

Mona Frydkjær:

– Jeg har foreslået min mand, der også er jæger, at den skal hænge i soveværelset, men det mener han er en dårlig ide. Han forslår i stedet, at den placeres på husgavlen, hvad nu aldrig bliver aktuelt, slutter den nordjyske hjortejæger, som til dagligt laver mad til service-personalet på Color Linje.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...