Vildtbiolog Egon Bennetsen gør i artiklen rede for, hvorfor han anser ”Mellemhjortefredning” for at være den rene gift for en kronvildtstammes kvalitet – såvel på kort som på lang sigt

Tekst og foto: Egon Bennetsen, Klik og se alle Egon Bennetsens artikler om kronvildt 

SAMLET KONKLUSION:

”Mellemhjortefredning” – forstået som sprossefredning fra neden – bør ikke tillades anvendt i dansk hjortevildtforvaltning fordi:

 ”Mellemhjortefredning” favoriserer i enhver generation de gevirmæssigt ringeste hjorte op gennem alderstrinnene på bekostning af de bedste.

Og:

”Mellemhjortefredning” bevirker at næste generation består af genetisk ringere dyr end den foregående generation.

Ved fredning af ”Mellemhjorte” forstås normalt en sprossefredning fra neden, op til og med 10 -endere. Ved en totalfredning af denne gruppe (A), øges dens andel voldsomt op gennem årgangene (Fig. 4). Det sker på bekostning af den anden gruppe, der i alle aldersgrupper består af 12 -endere og opefter (B). Konsekvensen er i princippet den samme, hvis sprosse-fredningen kun går op til 8-endere.

Det skyldes, at hele afskydningen i alle årgangene alene foretages i B -gruppen.

1) Da der på hvert alderstrin alene foretages afskydning blandt de gennemsnitligt stærkeste hjorte (B), (Fig. 1) vil de ældre aldersklasser – brunsthjortene – i overvejende grad komme til at bestå af de gennemsnitligt svageste dyr (A).

2) Det er i sig selv slemt nok. Værre er det, at denne forskel i væsentlig grad er genetisk betinget.

Det betyder nemlig at næste generation, som hos hjorte kun ligger 4 -8 år ud i fremtiden, kommer til at bestå af en endnu større andel ”A-hjorte”, der er genetisk begrænset til aldrig at blive mere end 10 – endere.

 

******* 

FREDNING AF ”MELLEMHJORTE”

Jeg vil i det følgende gennemgå konsekvenserne af totalfredning af det man kalder ”Mellemhjorte.”

Det praktiseres ved, at man freder alle hjorte med mindre end 5 eller 6 sprosser på en stang eller freder 8 – 10 – endere. Formentlig ud fra den – helt forkerte – antagelse, at disse 6-, 8, -10 -ender hjorte repræsenterer forskellige alderstrin på deres vej mod 12-, 14- eller 16 -ender. Tværtimod har begrebet ”Mellemhjorte” overhovedet ikke nogen sammenhæng med betegnelsen ”Mellemaldrende hjorte”, som er hjorte i aldersgruppen 4 -7 år.

Den meget ringe sammenhæng mellem sprossetal og alder fremgår tydeligt af Fig. 1.

I Thy vurderer jeg, at der er forholdsvis flere fra B – gruppen i aldersklasserne 2 – 5 år end på Djursland.

****************

For overskuelighedens skyld, og for at fremhæve indiskutable principper, er der foretaget en lang række forudsætninger.

Nogle er indlysende, andre kan diskuteres.

Man er velkommen til selv at lægge grænserne anderledes, og prøve at indsætte andre værdier.

I det følgende har jeg valgt at dele kronhjortene op i 2 grupper:

A: Hjorte til og med 10 – ender. (Min. 5 sprosser på en stang)

B: Hjorte der er 12 – ender og op. (Min. 6 sprosser på en stang)

På nedenstående illustrative figur, går skillelinjen mellem de to grupper altså ved den blå 10 – ender linje.

A er gruppen, der består af hjorte under linjen (grøn), B af hjorte over linjen (rød).

Bemærk, at der er meget svag sammenhæng mellem sprossetal og alder.

Fig 1. Fra: Bæredygtig kronvildtforvaltning. Videnskabelig rapport nr. 106. 2014 Sunde og Haugaard                                                                                                                        (heri: Figur 18)

a) Oksbøl fjernet. Figuren viser altså hjorte fra Djursland

 

De blå linjer og farvelægning er lagt ind af mig.

B

A

1

Antal sprosser på handyr plottet som funktion af alder for (a) Oksbøl 1985-2012 og (b) Djursland 2008-2012. Fuldt optrukne linjer viser det gennemsnitlige antal sprosser for en given alder, mens de stiplede linjer angiver intervallet inden for hvilket 95 % af alle observationer ligger

Den genetiske dimension

Ethvert individs fremtoningspræg (fænotype) er et samspil mellem arv (genotype) og miljø.

Ved arvbarheden (heritabilitet) forstås, i hvor høj grad en egenskab er genetisk styret. Jo højere arvbarhed, desto stærkere er genernes indflydelse på egenskaben.

Det er vigtigt, at holde sig for øje, at i populationsgenetikken opereres med gruppernes gennemsnitlige værdier. Enkeltværdier er uinteressante.

Jeg har selv set en kapital 10 – ender i Hjardemål Klit, og jeg har set voksne 14 -endere andre steder, der ikke var værd at skrive hjem om.

Og der ligger ikke fra min side noget ønske om, at fremavle 18 – endere frem for 12 – endere.

Omvendt kan det heller ikke ligefrem være hovedmålet, at vores kronvildtbestand skal bestå af hjorte, der maksimalt bliver 8 – eller 10 -endere.

Baseret på min erfaring og viden, forudsætter jeg følgende:

 

1) Sprossetal har meget høj arvbarhed.

2) Gevirvægt har høj arvbarhed, og viser nogen grad af samhørighed (korrelation) med sprossetal.

3) Kropsvægt har nogen arvbarhed og viser en vis samhørighed med sprossetal.

 

Ud fra disse forudsætninger, vil vi antage, at hjortene i A -gruppen på ethvert alderstrin er ringere end hjortene i B – gruppen, såvel med hensyn til fæno- som genotype.

Mellemhjorte A. Selektion

For nærmere: Se:

https://www.netnatur.dk/egon-bennetsen-lancerer-helt-ny-hjorteplan/

 

En generation med totalfredning af ”Mellemhjorte”

I figur 4 har jeg forsøgt at vise, hvad der sker med en generation af hjorte, hvor alle i gruppe A fredes (Venstre side), og hele afskydningen (rød) på hvert alderstrin foregår i gruppe B (Højre side)

Forudsætning:

Afskydning: 33 % = 1/3 af hvert alderstrin. (Fig. 2). Det giver netop en bestand på ca. 5 % hjorte over 8 år efter jagt (Inklusiv 1 – års hjorte, som der ses bort fra her, da der ikke er nogen forskel på afskydning i denne klasse.)

Tolkning: (Fig. 4 og Tabel 1)

 

Bemærk: 100 % =100 hjorte i 2 – årsgruppen. A -gruppen er fredet. B – gruppen må skydes.

1) Det nederste trin viser fordelingen af 2 – års hjorte, og de efterfølgende de næste alderstrin.

2) Blandt 2– års hjortene har jeg ladet 10 % være i gruppe B (12 -ender op). (Til højre.)

3) Jeg har endvidere forudsat, at 10 % af bestanden er genetisk begrænset, til aldrig at blive mere ende maksimalt 10 – ender.(Grøn)

4) Afskydningen burde være på 33 % i denne aldersgruppe, men da der kun findes 10 % i B -gruppen, bliver afskydningen følgelig kun maksimalt 10 % i denne aldersgruppe (rød).

5) Af de 80 % = 80 hjorte, der ikke bliver skudt, og ikke er genetisk betingede </= 10 – endere, anslår jeg, at 50 % = 40 hjorte forbliver </= 10 ender (A), når de bliver 3 år, medens de andre 40 hjorte (Blå) i denne aldersklasse bliver >/ 12 – endere (B) som 3 – årige.

6) I årgang 3 ses analogt, at 33 % = 30 af årgangen skydes, (Rød). 75 % = ¾ = 30 af A – hjortene, der ikke er genetisk begrænsede til </= 10 – ender bliver i årgang 4 til B -hjorte. (Blå)

7) Den sidste restgruppe af A hjorte, der bliver til B – hjorte, bliver det som 5 – årige.

8) Herefter består A- gruppen af de oprindelige 10 % af 2 – års hjorte, der er genetisk begrænsede til </= 10 – endere.

9) De lever i princippet til de dør af alderdom. Til nu har jeg kun vurderet den jagtrelaterede dødelighed. Da der i aldersspændet fra 6 år og opefter (Brunsthjorte, der beslår hinder) i tiltagende grad optræder andre dødsårsager, har jeg valgt at afslutte ved 12 års alderen. Ganske vist er der nogle af A -hjortene, der bliver ældre. Omvendt er der også fra 6 til 12 års-alderen, nogle der dør af andre årsager.

10) Bemærk, at da hver årgangs afskydning på 33 % skal lægges på den svindende andel, som B – hjortene udgør, går det med accelererende hastighed ned ad bakke for denne aldersgruppe.

 

Konklusion (Totalfredning):

1) Selvom de hjorte, der er genetisk begrænsede til maksimalt 10 ender, kun udgør 10 % = 10 hjorte af de 2 – årige, er der 70 af disse hjorte blandt brunsthjortene (6 – 12 år), og kun 27 hjorte større end 12 -ender. (Der er regnet med jagttid efter brunsten F.eks. fra 1/11, således at alle overlevende hjorte i årgang 5 deltager i brunsten i år 6) Efter jagt i årgang 8 er de helt forsvundet.

2) Det er i sig selv fortvivlende, at man således for hver aldersklasse skyder de bedste og freder de ringeste (Se fig. 1), og derved får en bestand af brunsthjorte, der for 72 % består af dyr fra den del af A -gruppen, der er genetisk begrænset til 10 -ender, og kun for 28 % vedkommende fra B – gruppen. (12 ender og mere).

3) Men det får også voldsomme genetiske konsekvenser for næste generation, som i en sådan bestand kun ligger ca. 8 år ud i fremtiden.

 

Genetisk konsekvens – selektion

Selektion er en udvælgelse af de individer, der (i et givet miljø) har størst succes med at overleve og formere sig.

For grupper i naturen, drejer det sig normalt om, at en gruppe har en svag fordel over en anden gruppe.

(Fig. 1 og fig. 4) I dette tilfælde hvor den ene gruppe totalfredes (A) og hele afskydningen foretages i den anden gruppe (B), vil selektionen virke voldsomt mod B, og den genetiske ændring af bestanden slår igennem og vil være synlig i løbet af to-tre generationer altså i løbet af måske bare 20 år, hvilket er uhørt for en naturlig bestand uden jagt. 

Selektion for grupperne i fig. 4:

G = Hjorte, der er genetisk begrænsede til maks. 10 ender (A), eller ikke er genetisk begrænsede til maks. 10-ender (B)

 

Fig 5a

Fig 6b

A </= 10 ender G

B
>/= 12 ender G

Overlevelsesrate, 6 – 12 år70/97 = 0,72= 72 %27/97 = 0,28 = 28 %
Reproduktionsrate0,81
Overlevelse X Reprod (a.)0,72 X 0.8 = 0,580,28 X 1= 0,28
Relativ Fitness (W)0,58/0,58 =10,28 /0,58 = 0,48

 

Det betyder, at for hver 100 kalve A -gruppen er fædre til, er B- gruppen kun fædre til 48 kalve.

Overlevelsesrate defineres her som gruppernes andel af den samlede bestand af brunsthjorte, der beslår hinder (6 -12-årige) 97 stk.

Reproduktionsrate defineres her som det forholdsvise antal kalve de to grupper giver gener videre til. For hver 10 kalve B -hjortene bliver fædre til, anslår jeg tallet til 8 kalve for A -hjortene. Relativ Fitness (W) defineres her som den højeste (a) værdi, divideret med de to gruppers (a) værdi.

Selektionskoefficienten (S) er et mål på styrken af selektion mod en bestemt genotype, og beregnes ved at subtrahere Fitnessværdierne (W) fra 1. (1 -W).

I ovennævnte eksempel betyder det, at der ingen selektion er mod A -gruppen (S = 1-1 = 0). Derimod er der en voldsom selektion mod gruppen B -gruppen, idet dens selektionskoefficient er meget høj, nemlig: S = 1 – 0,48 = 0,52.

Bemærk: I områder med brunstjagt, vil det være meget værre. Her kan selektionskoefficienten nærme sig 1 (Ingen forplanter sig). For det første, vil der næppe være 17 B -hjorte, der når frem til 6 -årsalderen, for det andet vil en del blive skudt i løbet af brunsten, hvilket betyder de beslår færre hinder.

Konklusion (Selektion):

Selvom A -gruppen, der er genetisk begrænset til ikke at blive mere end 10 -ender, kun udgør 10 % i gruppen af 2- årige, er det denne gruppes gener, der gives videre til 100/148 = 0,68, altså ca. 2 ud af 3 kalve.

Og det vil med sikkerhed betyde, at næste generations 2 -årige består af en væsentlig større andel af hjorte, hvis genotype begrænser sprossetallet til 10 eller derunder – uanset miljøet. Og så kører en sådan krondyrstammes genetiske nedtur med accelererende hastighed for hver generation. (Fig. 4 nederst. Generation 2).