Beretning om spændende jagt på Minielgen, som en skytte mente havde passeret Storstrømmen for at slå sig ned i Oreby Skov

Om morgenen 19. maj spottede Henning Kørvel en ukendt abnorm buk, men den var forberedt på, at han ville se efter den og tog flugten. Morgenen efter var han på ny ude efter bukken, og da en smalrå havde passeret hen over pyrschsporet få meter fra ham uden at opdage ham, rejste bukken sig op et halvt hundrede meter ude. Den faldt i skuddet, men fordi den havde svælgbremselarver og pelslus, der var ukendt på godset, mente skytten, at bukken vinteren forinden hvor Storstrømmen var frosset til, var vandret over isen fra Falster for at slå sig ned i Oreby Skov.

 

Tekst og foto: Henning Kørvel

Når du hænger riflen på skulderen for at pyrsche råbukke, ved du på forhånd aldrig, hvad der vil ske. Vil du se – og nedlægge – en afskudsbar buk, som du måske kender, eller vil du møde en helt anden buk, eller måske slet ingen?

Svaret er, at det ved man som regel intet om. Og det gjorde jeg derfor heller ikke om morgenen 19. maj, hvor Rafael og skytten valgte at jage i småskovene nær hovedbygningen, og jeg således skulle jage i Oreby Skov, hvor jeg havde skudt mange fine ældre bukke gennem årene.

Jeg vidste, at der gik en stor buk i Indernoret, og der ligeledes stod en stor buk på Sølvhøjbakken. I dens territorium indgik en del af skovstykket syd for Oregårdvej, der er forbundet til Indernoret. Her stod den sommetider.

Jeg parkerede på Melbjergvej, idet planen var, at jeg ville gå ad denne ud til Storstrømmen, og derfra over Øen til Skabomarksremisen og herfra ville følge ”Autostradaen”, en pyrschsti frem til Oregårdvej, og via Skovfogedmosen gå tilbage til bilen på Melbjergvej.

I bøgene ud til Indernoret, hvor der stod et par tårne, der især blev brugt ved godsejerens trykjagt om efteråret, gik en buk ind på nethinden. Den var en etårig ulige seksender, der altså ikke var klar til afskydning.

På Rosenfeldt var det dengang mere reglen end undtagelsen, at etårige bukke var enten seksendere med korte sprosser, eller de var store gaffelbukke. Spidsbukke var stort set et ukendt fænomen. Den etårige buk, som jeg nu står og betragter, er lidt højere end andre etårige seksendere og kan om tre år måske være en pragtbuk, som det vil være en fryd at nedlægge.

 Bestanden ikke bortskudt

Da ”godsejeren” i 1950-erne blev gift med fruen, der ejer godset, stod der ifølge ham særdeles meget råvildt på godset, men fordi dyrene var små, og opsatserne dårlige, mente han og fruen, at råvildtet skulle skydes væk for at give plads til nyt råvildt, der blev bestilt på et fynsk gods.

”Vi skød og skød, og indtil vi i december fik sne, troede vi, at vi havde tømt terrænet, men da min kone og jeg kørte en tur på reviret og i sneen så råvildtfod overalt, indså vi, at der stadig stod råvildt her, og vi valgte derfor at afbestille det råvildt, som vi havde bestilt på Fyn og ville se tiden an”, har godsejeren fortalt mig.

”Det følgende forår så det råvildt, som vi så, nu bedre ud, og bukke bar nu bedre opsatser. Vi indså, at dyrene må have været små og underudviklede, fordi der havde stået for meget råvildt, og vi besluttede os for, at bestanden fremadrettet skulle have en begrænset størrelse”, fortalte godsejeren, der få efter nedlagde sin hidtil største buk i Hestehaven med en opsats over 127 CIC-point, som han var stolt af, og som havde en hædersplads i hovedbygningen.

”Lærerig historie”, funderer jeg over, da jeg lister frem ad Melbjergvej, men udover fasankokke og harer ser jeg ikke andet vildt på turen ud til Storstrømmen. Herfra går jeg over Øen, men da jeg når til dens østlige ende, opdager jeg en buk feje på en egegren i Skabomarksremisen, men det er ikke en buk, som jeg kender, fordi dens stænger er faldet sammen, og den ene stang er formet som en krog i toppen.

På grund af en jordvold kan jeg kun se hovedet af den, og jeg lister derfor videre til Skabomarksremisen for at få frit skud til bukken, men da jeg når frem, står bukken med synet vendt imod mig og tager straks flugten.

Da jeg efter pyrschen fortæller skytten om bukken, husker han, at hans datter har fortalt, at hun sommetider havde redet om kap med en buk på Autostradaen i Indernoret, og det mageligt kunne være den, som jeg omtalte.

Den følgende dags morgen var jeg igen i Indernoret. Da jeg når frem til Skabomarksremisen, hvor jeg dagen før havde spottet den abnorme buk, så jeg intet, men medens jeg stopper op for at suge indtryk til mig, går en smalrå over pyrschsporet seks-syv meter fra mig, men ser mig ikke, fordi jeg ikke bevæger mig.

I samme sekund den forsvandt ind i buskadset på den østlige side af pyrschsporet, hører jeg støj, fordi et dyr rejser sig op et halvt hundrede meter fra mig nær det sted, hvor jeg i går havde spottet den abnorme buk. Uden at bruge håndkikkerten kan jeg se, at det er den abnorme buk fra i går, og jeg tager riflen op, og da bukken står let drejet til venstre, slipper jeg kuglen og ser, at bukken vælter om forendt.

Vandret over isen fra Falster

Da jeg når frem til den, må jeg slutte, at opsatsen er faldet sammen på grund af for langsom eller utilstrækkelig forkalkning under opsatsens vækst. Stangen i højre side ligner angiveligt en ringkrog, som man i gamle dage brugte til at tage ringe af komfurer med.

Jeg vurderer, at dens alder er fire-fem år, men den havde noget, som vi aldrig tidligere har set på Rosenfeldt Gods, fordi den var befængt med svælgbremselarver, og desuden havde pelslus.

Da jeg mødte Rafael og skytten, gav han den navnet ”Mineelgen”, fordi den angiveligt havde et udseende som mange etårige elgtyre, men fordi den havde svælgbremselarver, og den derudover havde pelslus, mente han, at den måtte være et ud af tre stykker råvildt, som vinteren forinden var kommet til Rosenfeldt over isen på Storstrømmen fra Falster.

En familie, der havde været ude at gå i Oreby Skov, havde nemlig rettet henvendelse til ham og fortalt, at de havde set tre stykker råvildt komme over isen fra Falster og gå ind i Oreby Skov.

”Det må være sådan, det hænger sammen”, mente skytten, som også mente, at det forklarede, hvorfor bukken havde svælgbremselarver og pelslus, som hidtil ikke var set hos råvildt på godset”.

”Jeg vil gerne give dig medhold, men kunne ikke få bukkens vægt – 19 kg – til at stemme overens med den vægt, som jeg kender fra nedlagte bukke på Falster, som er lavere end 19 kg”, svarede jeg.

Hvad enten bukken var fra Falster eller ikke, så var den et spøjst indslag i bukkejagten, der i de 10 år vi jagede på Rosenfeldt hver især gav overraskende oplevelser, og altså også spøjse opsatser som Minielgens.

Minielgen var ikke blot abnorm, men den havde også andre kendetegn, der på det tidspunkt var ukendt på godset, fordi den havde svælgbremselarver og pelslus.

En smalrå krydsede over pyrschsporet få meter fra mig, og da den forsvandt ind i buskadset, rejste Minielgen sig op og blev skudt få minutter senere.

Opsatsen er utvivlsomt blevet abnorm på grund af enten utilstrækkelig forkalkning eller for langsom forkalkningsproces under opsatsens vægt, og fordi stængerne ikke har kunnet holde sig oprejst, er de så faldet nedefter.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »