Jagt i Spanien: Overvejer man at opleve spansk monteria giver Henning Kørvel her nogle nyttige guidelines

I takt med, at mindst 90 procent af jagtarealerne i det sydlige og centrale Spanien er blevet hegnet, har monteria – den spanske drivjagt på især kronvildt og vildsvin – ændret karakter. I mange tilfælde er kronvildt og vildsvin nemlig manipuleret, og Henning Kørvel der har drevet jagt i Spanien i over 40 år, giver her nogle guidelines, som er nyttige for danske jægere, som ønsker at opleve monteria.

Tekst: Henning Kørvel

Monteria, den farverige og på samme tid højt elskede og uglesete spanske drivjagt på klovbærende vildt med vægt på kronvildt og vildsvin, er kommet endnu mere i skudlinjen, end den nogen sinde tidligere har været det.

Principielt er kritik af jagtformen altså ikke ny, men den vinkel den nu har fået, som formidles i de spanske jagtmagasiner, ”Caza Mayor”, ”Caza y Pesca”, ”Trofeo” og ”Caza y Safari”, samt dagspressen, er dog ikke analoge med tidligere indspark, idet der nu fokuseres kritisk på, at monterias som mere reglen end undtagelsen, afvikles under hegn, og jagten ofte gælder, hvad der betegnes som manipuleret vildt.

Hegnede jagtarealer i det sydlige og centrale Spanien er øget stærkt i antal gennem en årrække. Da min spanske jagtven gennem over 40 år, Rafael Gutuierrez Berenguer fra Cordóba i Andalusien, begyndte at gå på jagt og skød sin første kronhjort på monteria som 16-årig i 1966, var hegnede jagtrevirer sjældne, og han skønner, at på det tidspunkt var kun mellem en og to procent af jagtarealerne i Sydspanien omgivet af hegn.

Nu er minimum 95 procent under hegn, men andelen kan endda meget vel være 98-99 procent. Trenden til at hegne jagtarealer for at sikre vildt til monteria og selektiv anstands- og pyrschjagt fik Andalusiens provinsstyre til at træde på bremsen i 2010.

Indtil det tidspunkt havde provinsstyret rask væk givet ejere tilladelse til hegning af arealer ned til 500 hektar, som er mindstekravet til revirer, før det er legalt at udøve jagt på klovbærende vildt.

I 2010 blev mindstekravet til nye jagthegn sat op til 2.000 hektar, hvilket ikke uventet stort set har sat en stopper for nye hegn, idet uhegnede arealer på 2.000 hektar og derover ikke er de, der er flest af.

Med til billedet hører, at det ikke kun har været private ejere, der har hegnet deres revirer, for i et ukendt omfang er offentligt ejede arealer også blevet hegnet.

Og uden at have haft hensigter i den retning er Spanien i dag således blevet en rollemodel for en natur- og landskabsforvaltning, som jægere og andre naturbrugere på vores breddegrader ikke kunne tænke sig kopieret i Skandinavien i spansk målestok.

Principielt griber jagthegn som både isoleret fænomen og i særdeleshed i den volumen denne trend har fået i Spanien, forstyrrende ind i naturens orden, idet vildt forhindres i at veksle fra et areal til et andet, og der til en bestand under hegn således ikke tilføres nyt blod, ligesom andre dyr hindres i at færdes frit.

Trofækvaliteten hos de kronhjorte, der blev nedlagt på den monteria, hvor dette foto stammer fra, er det umiskendelige bevis på, at den foregik under hegn.

I henhold til loven skal jagthegn for hver 150 løbende meter hegn derfor være forsynet med åbninger, som kan benyttes af fx ræv, mår, pindsvin og desmerdyr (melonsio), som dog også bruges af vildsvin.

Man må formode, at det i jagthegn nu og da må være nødvendigt at tilføre bestande af kronvildt nyt blod udefra, men da kronvildt, og i nogle hegn endvidere muflon og dåvildt på trods af det lukkede kredsløb frister et naturligt liv, bortset fra at det i tørre somre er nødvendigt at fodre vildtet, så lever jagthegnene således principielt op til det etiske kodeks.

Ikke at hegnsjagt så accepteres bredt i jægerkredse, for det er nemlig ikke tilfældet. Tværtimod går trenden i Norden modsat vej, idet moderne nordiske jægere fravælger hegnsjagt.

Fireårige medaljehjorte

Det samme er tilfældet i Spanien. Men når kritikken her har fået en ny og hidtil ukendt dimension, så skyldes det, at kritiske jægere betragter det som et brud på det dyre- og jagtetiske kodeks, at vildt manipuleres, og både kronvildt og vildsvin nedlægges i stort antal på monteria i hegn af vekslende størrelse.

Et eksempel, der er blevet det seneste skræmmebillede på trenden, leveres af en monteria, der i december 2012 fandt sted i et jagthegn nær Valencia i det østlige Spanien.

Her blev der af 15 skytter, der hver især havde betalt 12.000 euro (90.000 dkk.) for at deltage, nedlagt 45 kronhjorte og nogle få muflonvæddere.

”Bag Limit” for den enkelte jæger var tre kronhjorte, men for kritikerne at se hopper kæden af, når arrangøren på forhånd havde garanteret jægerne afskydning af hver tre hjorte med gevirer på over 200 CIC-point.

En garanti, der kun kunne udstedes, fordi hjortene enten var krydsninger mellem spansk kronvildt og stærkt kronvildt fra sandsynligvis den rumænske del af Karpaterne, eller de var af ren udenlandsk afstamning, og de tilmed var manipulerede, hvilket vil sige er blevet fodret året rundt med et spektakulært foderstof, der medvirkende til, at de som allerede fireårige bar gevirer i guldklasse.

Om andre indgreb, fx afskæring af gevirerne, så hjortene efterfølgende sætter større revirer op, og de blev injiceret med hanligt kønshormon og/eller kastreret, melder historien ikke noget om, men mistanken nager.

For kritikerne er det i forvejen galt nok, at kronhjorte af anden oprindelse end den spanske race findes i adskillige spanske jagthegn, hvor de fodres året rundt, og jægere finder behag i at skyde dem under hegn, hvor de jages rundt af normalt ikke mindre end fem hundekobler – rehalas – uden mulighed for at tage flugten på grund af det omgivende 2,20 meter høje hegn.

Udsnit af en parade fra en monteria på vildsvin. Det store antal orner mere end antyder, at jagten foregik under hegn, og den var manipuleret, fordi højest fem procent af de vildsvin, der fås for på fri vildtbane, er orner.

En anden monteria, de kritiske briller rettes imod, fandt sted i en hegning med lutter vildsvin ved Ciudad Real på den spanske højslette i februar 2013.

Formedelst 3.500 euro  (26.250 dkk.) pr. skytte deltog 40 jægere, som samlet set nedlagde 305 vildsvin, hvoraf over 50 procent var orner.

Til sammenligning nedlægges sjældent over fem procent orner under monteria på fri vildtbane. En bekendt af Rafael Gutierrez Domingez, min spanske jagtvens søn, deltog i bemeldte monteria, som har fået megen dårlig offentlig omtale i Spanien.

Vedkommende nedlagde egenhændigt 23 vildsvin, heraf 16 orner. Rafael Gutierrez Domingez forklarer, at rigtige jægere tager kraftig afstand fra en monteria som den bemeldte, men det er altså heller ikke til hinder for, at arrangørerne stadigvæk har held til at finde klienter til jagt af denne art. Han fortæller videre, at vildsvinene der blev nedlagt på denne monteria, var blevet fodret dagligt, og da de var tilvænnet omgang med mennesker, følte de derfor ingen skyhed, hvilket korte filmklip fra stedet, der har været offentliggjort over hele Spanien, (og set af ego), bekræfter.

Han fortæller også, at i kraft af manglende skyhed over for både mennesker og hunde, bliver mange manipulerede vildsvin på monterias af denne art taget af hunde i drevet og dræbes af hundeførerne. Han fortæller endvidere, at på de steder som det omtalte i Ciudad Real, hvor man opererer med vildsvin, ofte har dem gående i et hegn på 100 hektar inde i et noget større hegn.

Før jagten bliver søer med smågrise sorteret fra, fordi de skal være grundstamme i det følgende års monteria.

Hvor vildsvin i det omhandlende tilfælde blev nedlagt i det revir, hvor en ukendt andel af dem var født og opvokset, praktiseres det sideløbende hermed, at vildsvin indkøbes til monterias og udsættes på jagtstedet i alt fra tre måneder til dagen før, jagten finder sted.

Der findes over alt i Spanien i hundredvis af myndighedsgodkendte avlssteder, som med henblik på jagt sælger vildsvin, kronvildt, dåvildt og muflon.

Men for kronvildts vedkommende er det ikke almindeligt, at hjorte indkøbes og sættes ud umiddelbart før en monteria.

Mere normalt er det derimod, at nogle revirejere hos avlere køber et antal etårige kronhjorte og hinder – ofte af udenlandsk race – med anlæg for store gevirer, som passes og plejes (læs: fodres med spektakulært hjortefoder), indtil gevirerne er store nok til, at deres bærere erklæres jagtbare, hvilket ofte sker i blot fireårsalderen, hvor gevirerne, som tidligere nævnt, allerede er i guldklasse. Supplerende oplyser Trofæs kilder, at ligeledes manipulerede vildorner udvikler hugtænder i medaljeklasse allerede som treårige.

Byggeboom skabte ny trend

De to omtalte monterias er desværre ikke enkeltstående, idet der i en stor del af Spanien med undtagelse af de nordlige regioner årligt afvikles et ukendt antal monterias af tilsvarende art med deltagelse af jægere, der enten er fuldt ud vidende om forholdene eller totalt uvidende.

Det sidste kunne man forestille sig, bl.a. må gælde tilrejsende jægere. Den omtalte trend, hvorefter monteria afvikles i hegn på vildt, der ofte er manipuleret, tog sin begyndelse omkring år 2000, og den blev introduceret af spanske byggematadorer, som havde tjent ”kassen” og investerede i jagtejendomme – fincas – med det sigte, at de skulle give et optimalt afkast, hvilket forklarer den ”nye” jagtmodel med deltagelse af 15-40 skytter, der mod en højere pris end for almindelige monterias gerne skyder flere og større hjorte end på klassiske monterias, som på fri vildtbane ofte har op til 80-85 jagtdeltagere.

Det høje antal skyldes, at uhegnede revirer skal ringes totalt, hvilket af indlysende årsager ikke er nødvendigt på hegnede arealer, idet hegnet holder vildtet inde, og skytterne her derfor sættes af i strategiske skyttekæder – armadas – som vildtet drives frem til af drivere med hunde.

Selv om 80-90 procent af jagtarealet i det sydlige og centrale Spanien nu er under hegn, så er det stadig muligt at finde monterias på fri vildtbane, og nogle områder kan såmænd give et udbytte på omkring 100 hjorte og 10-20 vildsvin, men på sådanne monterias er det typisk, at der skydes fire-fem store kronhjorte, mens resten er unge seks- og otteendere.

Deltagerprisen for monterias af denne art ligger på 600-800 euro, men monterias kan være endnu billigere.

Eksempelvis betalte fælles venner af Rafael Gutierrez Berenguer og ego sidste år kun 500 euro for deltagelse i to monterias på fri vildtbane i Sierra Morena.

Her deltog 80 skytter pr. gang. På den ene monteria blev udbyttet 17 vildsvin og tre kronhjorte, og på den anden monteria lå udbyttet lidt højere.

Selv om den nævnte pris på 500 euro ikke er et pejlemærke, så er monterias på fri vildtbane dog typisk billigere, fordi trofækvaliteten og normalt også afskydningstallet gerne ligger noget under jagthegnenes.

På nogle monterias som den under hegn, som dette foto stammer fra, findes der dåhjorte. Gevirerne på kronhjortene må betegnes som ”mellemklasse”.

For deltagelse i monterias i hegn, hvor trofækvaliteten er normal, og der således ikke fodres året rundt med spektakulært hjortefoder, ligger prisen pr. nedlagt kronhjort gerne på 800-1.000 euro i gennemsnit.

I andre tilfælde, men stadig under hegn, hvor trofækvaliteten er højere, ses priser på 3.000 euro (22.500 dkk.). Bag limit udgøres her typisk af to kronhjorte, og det nævnte eksempel bygger på deltagelse af 25 skytter.

Med til billedet hører informationen, at det i henhold til lovgivningen er legalt at afvikle én monteria pr. 500 hektar årligt, og det vil altså sige, at ejere af revirer på 2.000 hektar så har legitim adgang til afvikling af fire monterias årligt uden hensyn til, om revirerne er hegnede eller uhegnede.

Nyttige guidelines

Monteria er, som det fremgår af ovenstående tekst, blevet en broget affære, som det for ukyndige umiddelbart kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned på.

Grundlæggende må det dog tages for givet, at ingen skandinaviske jægere, som er blevet tændt på at opleve jagtformen, har lyst til at deltage i den under hegn på vildt, der i værste fald kan være manipuleret, og for kronhjortes vedkommende kan være af anden oprindelse end spansk, mens vildsvin i værste fald kan være lukket ud i hegnet før jagten, og da de er vant til omgang med mennesker, så ikke føler skyhed, og i det hele taget har en adfærd, der ligger fjernt fra fritlevende vildsvins.

Hvordan kan jeg gardere mig mod at booke monteria, som det senere viser sig, ikke lever op til mit jagtetiske kodeks, vil den interesserede skandinaviske jæger formentlig gerne vide?

Svaret vil lyde, at grundlæggende bør jægere, der er interesseret i monteria, være på vagt, når et tilbud på relativ dyr monteria går på garanteret afskydning af et specificeret antal kronhjorte, fx tre, og det garanteres, at de er i medaljeklasse.

Opmærksomheden bør også intensiveres, hvis der garanteres et højt afskydningstal for kronhjorte. Og i tilfælde af, at et givent prospekt rummer fotos af kronhjorte med store lyse gevirer stort set uden farve, så indikerer dette, at de er skudt i et hegn med kun klipper og egetræer, hvor der mangler buske, som hjortene kan feje gevirerne på, og som ville have givet dem den smukke brune, ofte næsten sorte farve, der gør hovedprydelserne til en sand fryd for øjet, men uden farve er ”tamme”.

Andelen af orner på den monteria, hvor dette foto stammer fra, ligger med over 50 procent unaturligt højt, hvilket både beviser, at jagten foregik under hegn, og den var manipuleret.

Når det handler om vildsvin, så bør alarmlamperne blinke, når den garanterede afskydning ligger over 60-70 vildsvin, for så er det nemlig hundrede procent sikkert, at jagten finder sted i et hegn, da der så godt som ikke findes revirer på fri vildtbane i Spanien, hvor det på en monteria er muligt at skyde over det nævnte antal vildsvin.

Hvis tilbuddet derimod skulle gælde afskydning af muflon, der er en populær vildtart i Spanien, som trives fremragende i bjergterræner, så kan man ligeledes altid tage for givet, at jagten så vil foregå under hegn, fordi muflon intetsteds på den iberiske halvø findes på fri vildtbane.

Ved at følge disse guidelines vil jægere, der går med tanker om at deltage i monteria, kunne vælge fra eller til, når det konkrete tilbud ligger på bordet.

Jægeren har naturligvis også mulighed for at stille supplerende spørgsmål til udbyderen, så der i den sidste ende opnås et hundrede procents sikkerhed for, at den monteria der eventuelt bookes, lever op til den enkelte jægers etiske kodeks, og vedkommende med forventning således kan se frem til at opleve den ægte monteria, som ikke ligner drivjagt andre steder i verden, men helt er sin egen.

På godt og ondt.

 

Fakta om monteria

Monteria afledes af montana, det spanske ord for bjerg og betyder således bjergjagt. I det østlige Extramadura og Donana ved floden Guadalquivirs udmunding i Atlanterhavet blev jagtformen i gamle dage udøvet af jægere til hest, hvis hunde opsporede og ”stillede” vildsvin, som jægerne så dræbte med lange lanser, mens de sad i sadlen.

Selv om selve jagtdelen i den klassiske monteria på fri vildtbane i dag kun tager tre timer, så er jagten alligevel en heldagsforestilling med involvering af mange parter fra rullende restaurationshold over folk med biler til at transportere jægerne frem og tilbage mellem mødestedet og skyttekæderne til ejere af mulddyr til udbringning af nedlagt vildt til kørefast vej, hundeførere og hjælpere til opbrækning samt en veterinær til at teste vildsvin for trikiner.

Ved den klassiske monteria ankommer jægerne til mødestedet mellem klokken 8.00 og 9.00. Det rullende restaurationshold byder her på kaffe, varm chokolade og nybagte turons.

Klokken 9.00 går lodtrækningen om posterne i gang, og umiddelbart herefter begynder jægerne at blive kørt ud til deres skyttekæde.

Klokken 12.00 slippes hundene, og allerede ved 15-tiden bliver der længere mellem skuddene, før skydningen helt hører op.

Hundeførerne høres nu kalde på deres hunde ved at trutte i store konkylier, og samtidig ankommer hjælpere med mulddyr for at bære nedlagt vildt ud til kørefast vej.

Jægerne køres herefter tilbage til mødestedet, hvor der bydes på spisning, og den typiske menu er suppe med kikærter.

Under spisningen begynder det nedlagte vildt at blive bragt ind til stedet for at blive opbrækket, betragtet, beundret og fotograferet.

Ved 18-19-tiden forlader jægerne stedet. Jagtdagen er til ende.

Andre ord, det er nyttigt at kende på monteria:

Montero: Jæger, som på monteria nedlægger sit første stykke vildt.

Venado: Kronhjort.

Jabali: Vildsvin.

Gamo: Dåhjort.

Armada: Skyttekæde.

Traviesa: Midten af jagtarealet. På monterias på fri vildtbane er poster der mest attraktive.

Postor: Person, der sætter skytter af i den enkelte skyttekæde.

Rehala: Hundekobbel, der altid består af minimum 18 hunde, men mest almindeligt 20.

Podenco: Hvid hund med brune aftegninger, der bruges på monteria og driver med det vildt, der spottes. I et kobbel indgår ofte Mastine Espanol, der er mere effektiv til vildsvin.

Bueno Suerte: Knæk og bræk

Secratario: Person, der opholder sig på jægerens post på dyre monterias med garanteret afskydning og noterer sine iagttagelser ned til senere brug i tilfælde af klager over manglende skudchancer. Hvis jægeren er garanteret afskydning af tre store hjorte, men kun haft skudchance til én hjort, så er det almindeligt, at han efterfølgende tilbydes afskydning af de manglende hjorte på pyrschjagt eller anstandsjagt.

Spektakulære monster-stenbukke

Et fremtrædende medlem af Nordisk Safari Klub sendte mig et prospekt for jagt på monstre af den sydøstlige variant af spansk stenbuk på et revir cirka to en halv times kørsel fra Madrid.

Den pågældende var blevet tændt af prospektets foto, men han ønskede at vide, om jagttilbuddet var uldent og ville derfor gerne have mine spanske venner til at se på det.

Som sagt, så gjort. På forespørgslen oplyste Rafael Gutierrez Domingez, at der var hundrede procents sikkerhed for, at reviret er hegnet, og stenbukkene manipulerede.

De monsteragtige og unaturligt store horn viste noget sådant, ligesom revirets egen oplysning, at stenbukke her kan jages året rundt, bekræftede ham i, at de stod under hegn, idet stenbukke på fri vildtbane over hele Spanien naturligvis har en jagttid, og derfor ikke kan jages der året rundt.

Foreholdt disse informationer droppede NSK-medlemmet monsterbukken.

Selv om der nu og da skydes en guldmedalje-stenbuk på fri vildtbane ved Granada og Almeria, så hænger guldmedaljer af den sydøstlige race ikke på træer på fri vildtbane.

Anderledes forholder det sig under hegn, bekræftes det af også den nye spanske rekord af sydøstlig stenbuk, der i 2012 blev skudt i et hegn ved Granada og scorer 310,97 point. Bukken var 13 år gammel, og hornene der er 118 cm lange med et udlæg på 78 cm og måler 25 og 26 cm i omkreds ved basis.

Tilbage er blot at konstatere, at vidste vi det ikke før, så leverer disse eksempler nu beviset på, at det også gælder om at være på vagt, når store spanske stenbukketrofæer byder sig til.

Hvem sagde, at der rokkes ved vores ”barnetro”?

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »