I milde vintre kan man på skovturen støde på vandmandslignende klatter ude i naturen. Men hvad er det geléagtige slim i skovbunden, og hvordan er det havnet der?

Af Naturstyrelsen

Naturstyrelsens naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen i Storstrøm har en forklaring på slimklatternes oprindelse:

Da jeg for nylig stødte på slimet, troede jeg først, der var tale om en blævresvamp. Men forklaringen er langt mere dramatisk. Slimet er i virkeligheden det fældende bevis på, at der er foregået et drab i skovbunden, og vi kender både gerningsmand og offer, fortæller naturvejlederen og fortsætter:

Det geléagtige stjernesnot opstår, når rovfugle som musvåger eller spurvehøge fortærer en frø og efterfølgende gylper frøens æggeleder og æg op.

I efteråret og det tidlige forår er frøerne byttedyr for musvåger og andre rovfugle. Frøer er et godt måltid, men rovfuglen ved instinktivt at den skal undgå æg og æggeleder.

– Æggene er omgivet af et slimlag, der svulmer op og beskytter ægget, når det bliver lagt i vandet. Men det samme sker, hvis ægget kommer ned i maven på en rovfugl. Så inden det sker, og rovfuglen måske får mavepine, gylper rovfuglen æggelederen op igen. Og så er det, at man kan finde det som stjernesnot i skovbunden, fortæller Marie Roland.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »