Hundens første apportering af ikke dødskudte fugle gør indtryk og i begyndelsen bør man derfor være særlig opmærksom på hvilke fugle hunden apporterer

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Det, der lignede en dødskudt fugl, kan alligevel vise sig at være en knap så anskudt. Måske vågner den op efter det første chok og forsvinder fra det sted, hvor den faldt. Enten ved hjælp af vingerne eller til fods.

Under et hektisk krikandtræk modtog jeg engang en dødskudt and, som min hund bragte mig. Jeg antog anden for død og lagde den i rækken af lidelsesfæller bag mig. Imens jeg sendte hunden efter endnu en and og dukkede mig for den indflyvende flok, som på krumme vinger gled til landing over den oversvømmede uhøstede kornmark.

Men kort tid efter at den afleverede and var lagt til lit de parade med slap hals og vinger, lød der vingebasken umiddelbart bag min ryg.

Forskrækket over andevingerne, der var meget tæt på, snurrede jeg omkring og så den dødskudte and forsvinde op i den mørke aftenhimmel.

Læs mere om HUND

Det er især apportering af ikke dødskudte fuglevildt, som er apportørens adelsmærke, men især i begyndelsen skal man være varsom med hvilke opgaver man byder den uerfarne jagthund.   

 

Fænomenet med krikanden er ikke ukendt, og af og til sker det, at fuglen ikke er så dødskudt, som det umiddelbart ser ud til. I værste fald kan den lette fra jorden eller vandspejlet og forsvinde ud af rækkevidde for både hund og bøsse.

Naturligvis skal man tilstræbe, at hunden kun apporterer bortløbet og vingeskudt fuglevildt, når den er helt dus med at bringe skudte, men endnu levende fugle, som ikke er i stand til at fjerne sig fra det sted, de faldt.

Desværre er det ikke altid, at hundetræningen går lige efter forskrifterne. Under de første jagter kan det forekomme, at man sender sin hund på en fugl, som slet ikke er så død og dermed nem at apportere, som man antog.

Måske har fuglen tilmed fjernet sig. Er hunden først sendt på opgaven, bør den ikke bremses, når den med lav næse følger sporet af den anskudte fugl. Man må da blot krydse fingre for, at den evner at løse opgaven, hvilket de fleste hunde af god jagtlig afstamning da også heldigvis vil være i stand til.

Eftersøgningen, der giver pote og pludselig åbenbarer en levende fugl, vækker de inderste jagtinstinkter. Før den unge hund har opdaget, hvad der er sket, har den lukket munden om sit bytte.

Hold på den anskudte fugl

Bedst er det naturligvis, hvis man kan overskue situationen første gang, man sender hunden ud på en eftersøgning efter en anskudt fugl.

Under en hønsejagt, hvor jeg deltog med en ung labrador, faldt der en vingebrækket agerhøne på en nysået mark.

Den anskudte fugl følte sig meget nøgen på den flade mark, og efter en hurtig spurt på 100-150 m trykkede den sig i en lille fure. Jeg vidste nu, hvor fuglen opholdt sig og ledte hunden i god vind af færtsporet.

Hunden virkede en anelse forvirret, men fattede hurtigt, hvad det drejede sig om og ikke mindst, hvilken vej den skulle. Med lav næse tøffede den ned ad marken. Jo nærmere den kom fuglen, jo højere blev farten.

10-15 m før den nåede agerhønen, sprang fuglen op og løb af sted langs fugen, så stærkt som de korte ben kunne bære. Hunden var øjeblikkelig over den, og før den selv vidste af det, havde den apporteret sin første anskudte fugl. Jeg kaldte den hjem og modtog den levende fugl med påtaget selvfølgelighed, selv om jeg var særdeles tilfreds med situationen.

 

Af og til vil hunden ikke aflevere den anskudte fugl, når den returnerer til sin fører. Årsagen kan være, at den på et tidspunkt i sin karriere har skiftet greb under vejs med en anskudt fugl i munden.

Resultatet af den slags manøvrer bliver i reglen, at fuglen øjeblikkelig udnytter chancen og flygter.

Hunden erfarer da, at det drejer sig om at holde særlig godt fast, når den fornemmer, at der endnu er liv i fuglekroppen, den holder i sit gab.

Ligeledes vil hunden, der endnu ikke er helt skolet i aflevering, være tilbøjelig til at smide emnet, før den får tilladelse og er helt fremme ved førerens hånd. Også dette udløser en ny og hæsblæsende jagt efter f.eks. en anskudt and, der altid ved, hvor den kan søge vand.

Lykkes det hunden at fange fuglen, holder den ekstra godt fat, og i visse tilfælde kan det være vanskeligt at få den til at slippe fuglen igen. Ikke desto mindre bør man huske på, at afleveringerne skal være så udramatiske som overhovedet muligt.

Hvis man begynder at gribe ud efter fuglen og brutalt tvinger kæberne fra hinanden, gør man blot ondt værre.

List forsigtigt en finger ind i hundens mundvig og sig tak som normalt. Hunden er meget varsom med at beskadige sin fører, og når den mærker hans eller hendes fingre mod tænderne, løsner den grebet, og fuglen kan forsigtigt tages, mens hunden modtager behersket ros og et lille klap.

Men pas på at hunden ikke hugger ud efter anden eller fasanen, når den ser, at den nu atter er på vej væk. Fuglen skal modtages meget bestemt, og føreren må af bedste evne forsøge at indtage lederrollen.

Man må tydeligt signalere, at man har overblik over situationen. Dæk eller sæt hunden af og tag livet af den lidende fugl. Undgå for enhver pris at hunden hopper og danser omkring den døde fugl i bestræbelserne på atter at hugge tænderne i den, så snart den får mulighed for det.

I denne som i talrige andre situationer er det afgørende, at hunden kan pacificeres og blive på det sted, den får besked på.

Viser det sig, at hunden gang på gang er vanskelig at kontrollere i aflivningssituationer, kan det måske hjælpe at opsøge en fjerkræavler, hvor man under mindre stressede forhold kan fortælle hunden, at den skal holde sig i ro, selv om fuglen i hånden basker med vingerne.

Naturligvis kan denne del af træningen ikke praktiseres i marken ved hjælp af anskudte fugle. Hensynet til vildtets lidelser går altid forud for hundens træning og adfærd.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »