Finanskrisen har vidt forskellig indvirkning på bevarelsen af truede dyrearter forskellige steder i Afrika.

Efter det politiske og finansielle sammenbrud i Zimbabwe er landets vilje og evne til at beskytte sine truede dyrearter nået ned på et nært nulpunkt. Især næsehorn og elefanter nedlægges i stort tal af krybskytter, der ofte har højtplacerede embedsmænd som arbejdsgivere og bagmænd. Ikke mindst de senere års overtagelser af hvide farmeres ejendomme har ødelagt langvarige bestræbelser på genopbygning af, blandt andet, bestanden af sorte næsehorn.

En dyreart der siden 1970 er gået ned fra 65,000 til 4,000. Netnatur.dk’s artikel om soldaters AK-47 nedskydning af tre næsehorn på farmen Imire ca 60 kilometer øst for Harare, er bare et enkelt eksempel på slagteriet i kølvandet på de økonomiske problemer.

Oven i det interne sammenbrud kommer så den nuværende finanskrise, der nærmest har stoppet turiststrømmen og yderligt nedbragt antallet af trofæjægere, med øget arbejdsløshed til følge. En trist statistik der medvirker til fornyede overgreb på vildt arter der er beskyttet af CITES.

Det er svært at overbevise landbefolkningen om, at de skal beskytte vildt, der alligevel ikke tiltrækker turister eller trofæjægere. Så er det, set fra deres synspunkt, mere logisk at skyde vildtet til husholdningen og i tilfælde som elefanter og næsehorn sælge de dele der er eftertragtede uden for landets grænser. Lige ovre på den anden side af Limpopo floden, er situationen heldigvis noget lysere.

Her har myndighederne i en længere årrække kraftigt inspireret farmere til at omdanne store landarealer fra græsning af køer til naturlige områder med høj bestand af vildt. Vildt der både kan tiltrække turister med kamera såvel som trofæjægere. Trofæjægerne har vist deres værdi for lande der forstår at udnytte det og især i tider med politisk uro og økonomisk nedgang, synes disse jægere at have væsentligt større tilpasningsevne end turisterne med et kamera. Selv i Zimbabwe kommer der stadig trofæjægere i visse områder, men det nu unægtelig også mindre fristende at angribe en bevæbnet jæger i god fysisk form, end to ældre mennesker med et kamera.

Et af de mest imponerende eksempler på jægernes vilje til at betale regningen, selv under de herskende finansielle forhold, er trofæjagten på sorte næsehorn: For at sikre finansiel fundament for bevarelse af netop dette truede dyr tillod Sydafrika i 2005, at der årligt måtte nedlægges 5 ældre tyre, men til en meget høj pris. Og i dag koster det ikke mindre end 250,000 US dollar (lige knapt 1,5 millioner kroner!). Ligegyldigt hvad man måtte mene om ”Canned hunting” kan det ikke benægtes, at et årligt tilskud på 7,5 millioner kroner luner væsentlig mere i vildtadministrationens kasse end fem selvdøde udtjente næsehornstyre.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...