En ny vagttelefon-ordning skal hjælpe de danske dyreholdere med at få en hurtig hjælp ved et formodet ulveangreb

Af Naturstyrelsen

Det kan være en voldsom oplevelse at finde døde eller sårede dyr på sin mark. Nu kan en ny vagttelefon bidrage til, at der en bekymring mindre.

Fra den 1. juli er der kun ét nummer, man skal ringe til, hvis man oplever et formodet ulveangreb på husdyr.

Naturstyrelsens nye vagttelefon sikrer én indgang til styrelsens ulveulvekonsulenter i tidsperioden kl. 8.00 – 16.00 365 dage om året. Opkald uden for tidsrummet 8-16 vil blive omstillet til en telefonsvarer, hvor man bliver rådgivet til håndtering af kadaver mm. Her har dyreholdere også mulighed for at indtale en telefonbesked og blive ringet op af en ulvekonsulent den følgende dag efter kl. 8.00.

Der har været et ønske om et mere simpelt system fra flere dyrholdere, som vi har lyttet til. Den nye vagttelefon skal være med til at sikre, at dyreholdere lettere kan få fat i Naturstyrelsens ulvekonsulenter og på den måde gøre det mere overskueligt at få den nødvendige hjælp, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.

Ved mistanke om ulveangreb

Skadelidte skal hurtigst muligt efter et formodet ulveangreb henvende sig på den nye vagttelefon til Naturstyrelsens ulvekonsulent, så der kan ske en nærmere undersøgelse af de dræbte eller aflivede dyr.

Det er vigtigt, at dødfundne dyr ikke håndteres eller flyttes, men dyret kan efter aftale med ulvekonsulenten tildækkes, så evt. DNA-spor ikke forurenes af andre dyr.

Fra den 1. juli kan du ringe på telefonnummer 30 34 15 30, hvis du har mistanke om et formodet ulveangreb.

Læs mere om formodet ulveangreb på Miljøstyrelsens hjemmeside

Fakta: Ulveudrykninger

I 2017 var Naturstyrelsens ulvekonsulenter på 95 besigtigelsesopgaver ved mistanke om ulveangreb på husdyr.

Ved obduktion og evt. DNA-analyse fandt ulvekonsulenterne, at ulven i 2017 stod bag 24 angreb på husdyr.

I 23 tilfælde fandt ulvekonsulenter at guldsjakal stod bag angrebene. I fem tilfælde var der tale om hunde.

I 17 tilfælde var dyrene selvdøde. I resten af tilfældene blev det konkluderet, at andre rovdyr end ulve stod bag angrebene, og i enkelte tilfælde kunne dødsårsagerne ikke fastslås som følge af, at husdyrene havde ligget meget længe.


FØLG NETNATUR.DK OG ULVEAPP PÅ FACEBOOK

Gå ind på Netnatur eller UlveApp’s facebook side, tryk på knappen “Følger” og marker punktet “Se først”.
Så sikrer du dig, at du får alle nyheder.