Forvaltningsplan for ulv og habitatdirektivet giver dog mulighed for at regulere ulve, der karakteriseres som problem-ulve …
Af Naturstyrelsen
Ulven er vendt tilbage til Danmark efter knapt 200 års fravær, og derfor fremlagde Miljøministeriet i 2014 forvaltningsplan for ulv.Forvaltningsplanen henholder sig til EU’s habitatdirektiv, der pålægger EU-medlemslandene, at arter som for eksempel ulv, odder og havørn beskyttes indenfor EU’s grænser.
– Der er ingen tvivl om ud fra EU-reglerne og dansk lovgivning, at ulven er beskyttet som en truet art i Danmark. Og derfor må man ikke skyde den eller på anden måde skade den. Men lovgivningen giver samtidig mulighed for at regulere såkaldte problemulve, der er til fare for mennesker, siger jurist Cristina Nissen, Naturstyrelsen.
En problemulv er en ulv, der viser unaturlig adfærd. Unaturlig adfærd kunne for eksempel være, hvis ulven gentagne gange går ind på en gårdsplads eller ind i en skolegård. Det kan også være en ulv, der gentagne gange dræber husdyr eller kæledyr. Og en problemulv er en ulv, der fortsætter med sin unaturlige adfærd på trods af, at den er forsøgt bortskræmt eksempelvis ved brug af plastikkugler, fyrværkeri eller andre skræmmeteknikker.
– Ulve er naturligt sky og vil helst holde sig på lang afstand af mennesker, men enkelte ulve kan godt være nysgerrige eller forvirrede, hvis de har forvildet sig ind til byen, men det gør dem ikke i sig selv til problemulve, siger Cristina Nisssen.
Når afværgeforanstaltninger har været taget i brug, så findes der i lovgivningen mulighed for, at Naturstyrelsen kan give tilladelse til at regulere en problemulv.
– Hvis en situation skulle opstå, hvor en ulv bliver vurderet af Naturstyrelsen som en problemulv, så vil der blive givet en tilladelse, hvis ulven til stadighed er et problem, selvom man har forsøgt alle muligheder for at skræmme den bort. Der kan også gives tilladelse, hvis en ulv har forvildet sig ind i en indhegnet park, hvor der er mennesker, og hvor ulven ikke kan finde ud igen, siger jurist Cristina Nissen.
Det er altså kun, hvis man har en reguleringstilladelse fra Naturstyrelsen, at en ulv må skydes. Strafferammen for at skyde en ulv uden at have indhentet og fået en reguleringstillade er op til to års fængsel og frakendelse af jagttegn.