Messearrangør, forretningsmand, jæger og fascineret af kunst og håndlavede våben. Niels Søndergaard er kendt for mange ting, men alligevel er der ét ord, som i udpræget grad vil kendetegne hans eftermæle

Af Michael Sand

– Jeg kan hente dig i morgen kl 10 og da jeg lidt i aftalt tid parkerede foran hans rækkehus ved Hasseris Enge, lidt uden for Aalborg, var Niels allerede klar.

Det var forår og på vej mod mødet købte vi kager og ”stjal” to af dem undervejs. Drengeblodet rullede og det gode vejr forstærkede stemningen.

Det blev et rigtig godt møde og da jeg senere på aftenen trillede frem mod hans carport var solen ved at gå ned over engene.

– Kan du drikke en øl, spurgte Niels.

Jeg kunne ikke sige nej og mens lyset sænkede sig over det store panorama med sø, eng og trækkende ænder snakkede vi om løst og fast – men mest om det gode møde og de nye håndlavede møbler, som han netop havde modtaget.

Mandag morgen, d. 19. april fik jeg en SMS fra Jens Madsen; en livslang kammerat og jagtkammerat til Niels.

Jeg ringede op, men kan ikke huske hele samtalen. Kun et budskab trængte sig igennem og overskyggede resten af den korte snak: Niels Søndergaard er desværre død og er fundet sammenbøjet i sin seng. Alt tyder på en udramatisk og naturlig død.

Niels Søndergaard blev 74 år og vores bekendtskab startede i forbindelse med Jagt og Outdoor-messerne i Aalborg Kongres & Kultur Center for mange år siden.

Efterfølgende flettede vores veje sig mere og mere sammen. Både venskabeligt og forretningsmæssigt, da Niels ofte hjælp til med driften af Netnatur.dk

Niels var nem at snakke med. Og i det hele taget nem at være sammen med. Men han tog vores samtaler alvorligt. Huskede dem og snakkede ikke bare for at holde sig selv vågen.

Alligevel er der mange ting, som jeg ikke ved om Niels, selv om jeg kender til de store linjer i hans tilværelse som både barn og ung og som voksen familie- og forretningsmand.

I ugerne op til hans sidste tid begyndte han dog at snakke mere om det han havde oplevet i de første år af sit liv. Især om de først år som jæger: Om de første rævejagter ved Lillevorde, en mindre landsby lidt uden for Aalborg, og om hans første andejagt på Limfjorden ud for Klarup. Men især om de oplevelser, han havde haft under jagt på godset Launkær ved Helbergskov.

Niels blev med tiden i udpræget grad bukkejæger.

– Skal vi ikke tage en tur til Afrika, spurgte jeg af og til, da jeg var overbevist om, at det vil blive en rigtig god oplevelse for os og ham.

Men jeg kendte godt hans svar.

Niels skulle ikke til Afrika. Faktisk havde han kun et lille fnys til overs for forslaget.

Nære venner til Niels mener han havde tilbøjelighed til at se verden i sort-hvid. Det synspunkt er mig ikke ukendt. Niels var vennernes ven, men også meget ærekær. Trådte man han for nær, kunne vejen tilbage til den gode stemning være lang.

Velklædt og imødekommende og ja professionel er nok det første, som de fleste forbinder ham med. Det var også min første tanke. Men Niels var også en mand af holdninger. Både når det gjaldt personer, politik og jagt.

Og Niels drømte ikke om hjort eller storvildtjagt i Afrika.

I stedet rejste han gerne på bukkejagt i udlandet. Mest til Sverige, England og ikke mindst Tyskland, hvor han sammen med Jens Madsen jagtede råbukke. Mest røde sommerbukke i brunst – men også de næsten helt sorte nordtyske råbukke. Ja han nedlagde sågar en råbuk, som efterfølgendes fik navnet Nutella-bukken, da den hverken var sort eller rød, men noget midt i mellem.

Han samlede sig gennem tiden en betydelig samling af bukkeopsatser. Alle monteret på nøjagtig samme måde og på identiske plader. Jeg er ikke sikker, men jeg er overbevist om, at konservator Kim Skjødt har stået bag dem alle.

Niels berettede gerne om sin oplevelser, men fokus var fremtiden og han talte ofte om at nedlægge bukke i nye lande. Helst en i hvert land med råvildt. Men når sæsonen nærmede sig, blev det som oftest jagt i Sverige og Tyskland, der blev sat ind i kalenderen.

En flot, sort buk og en stærk tysk buk, der på en god dag ville tage en guldmedalje, var allerede krydset af på drømmelisten og skulle der flere bukke til samlingen, var det vigtigt, at det var ældre bukke. Og helst medaljebukke … Hans holdning gav ham i en lukket kreds kælenavnet Medalje-Niels.

Niels var i det hele taget lidt af en samler og var aktivt medlem af våbenhistorisk selskab, hvor hans personlige fokus var sabler og håndlavede jagtvåben. Men han var meget selektiv og i hans hjem udstillede han kun få ting.

Jeg er taknemmelig over, at jeg og min familie blev en del af hans samling.

Niels Erik Søndergaard

Niels Søndergaard var all-rundjæger, med alligevel er der navnlig et ord, der vil kendetegne hans eftermæle. Niels var nemlig selektiv – både når det gjaldt jagt og livet i almindelighed.

Niels Søndergaard vil blive savnet og især vil jeg savne vores mange samtaler. Med hans bortgang forsvandt en ven, som forstod min virkelighed og en kammerat, som altid var parat til at hjælpe mig i den rigtige retning.

I Afrika siger man, at ens familie består af alle dem, som ønsker at se en smile. Niels ønskede aldrig andet og for mig var han ikke kun en ven og forretningsforbindelse. Han var også en del af min familie.

Niels Søndergaard blev bisat i kapellet i Hasseris

Æret været hans minde

 

Herunder præsenteres en beretning fra en af mine jagtbøger, hvor jeg med udgangspunkt i Esben Toftdahl Olesens billeder, skrev om den gang, hvor Niels Søndergaard indfriede sin store drøm og nedlagde en flot, sort råbuk. Jagten udspiller sig på et terræn i Tyskland, hvor han sammen med jagtkammeraten Jens Madsen hvert år indfandt sig, når brunsten topper og årets sidste sommermåned blev afløst af sensommer. 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »